Birgitte Erhardtsen: Bilforhandlere i problemer med skatterabat og ånd

Minister undrer sig over advokatfirma i udbyttesagen
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har svært ved at se, at bilbranchens fidus flugter med ånden i lovgivningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Køb en luksusbil fra Audi og få en skatterabat på 75.000 kr. årligt. Det er ifølge Jyllands-Posten dagens tilbud fra en dansk bilforhandler, som ifølge avisen har fundet en smart fidus.

Fidusen går ud på, at bilfirmaet importerer bilen – f.eks. en Audi A8 – til en særlig fordelagtig pris fra producenten og sælger den til et leasingfirma for 1,2 mio. kr. Her kører Audien som leasingbil i få måneder, hvorefter den udbydes til salg igen til en langt højere pris. Bruges Audien som firmabil, så skal den kun beskattes af den oprindelige pris, nemlig 1,2 mio. kr., hvilket giver en massiv årlig skattebesparelse.

På Berlingske vil vi gerne have lavere bilafgifter, så alle danskere har råd til at køre i en bekvem og sikker bil, men det betyder ikke, at branchen ikke skal rette ind efter lovgivningen.

Ingen kan derfor fortænke skatteminister Karsten Lauritzen (V) i, at han har svært ved at se, at bilforhandlernes nye fidus flugter med »ånden for vore regler om firmabiler og leasing«, som han udtrykker det. Skatteministeren vil nu bede Motorstyrelsen analysere, hvor stort problemet med de betragtelige skatterabatter er.

Så sent som i 2017 stoppede Folketinget bilbranchens såkaldte »bilvask«, som barberede store summer af registreringsafgiften, men det indgreb gik uden om problemstillingen med beskatningsværdien.

Strammere drag

Bilbranchen har ikke selv opdaget det, men andre dele af erhvervslivet er ved at lære at operere i overensstemmelse med nye værdier. Flere finansskandaler, herunder storbankers og advokatfirmaers involvering i udbytteskandalen, har givet befolkningen og politikerne et strammere drag om munden, når det gælder den svære størrelse, vi kalder »lovens ånd«.

ATPs bestyrelse tog ikke sin direktørs fortid alvorligt, før Børsen afslørede, hvordan Kristian Hyldahl i sin tid hos Nordea havde været ansvarlig for kontroversielle transaktioner med udbytteskat. Nu er ATPs topchef borte, selv om han ikke havde forbrudt sig mod lovens bogstav, men mod dens ånd.

Kreativitet i højsædet

I bilbranchen fortsætter man, som om intet var hændt. Her er kreativiteten i højsædet, når det gælder om at sno sig uden om skattefar og finde nye måder at gøre det på.

Folketingets politikere troede, at de havde taget hånd om problemer med »bilvask« i branchen, men nu sidder skatteministeren med en lang næse og skal i gang med at spilde sine embedsmænds tid – og skatteydernes penge – med igen at komme efter bilforhandlerne, som åbenbart sætter en ære i altid at være et skridt foran myndighederne, når det gælder om at slippe billigere i skat.

Bilforhandlerne pudser glorien og hævder, at der er orden i butikken: »Vi overholder naturligvis gældende lovgivning, og vi svarer altid den lovpligtige registreringsafgift,« skriver en repræsentant fra en af branchens store virksomheder, Semler Gruppen, til Jyllands-Posten.

Det er på tide, at branchen vågner op til den ny virkelighed og retter ind efter både bogstav og ånd. Kampen for lavere bilafgifter skal føres åbent og på ordentlig vis over for politikere og befolkning – ikke gennem nye fiduser.

Birgitte Erhardtsen er journalist på Berlingske Business