Konkursboer er et milliardmarked, hvor advokater kan tjene store penge. Men nu er to af coronakrisens højprofilerede konkurser, flyselskabet Jet Time og boghandlerkæden Arnold Busck, hvirvlet ind i bøvl om dobbeltroller og inhabilitet.
Det er ellers cremen af konkursadvokater, såkaldte kuratorer, der er udpeget til at tage sig af de to konkursboer. De to kuratorer i Jet Time og Arnold Busck har begge i årevis været medlemmer af Sø- og Handelsrettens panel af faste kuratorer, som skulle være de bedste på området, og som gennem mange år har sikret sig hovedparten af rettens konkursboer.