Beskæftigelsesminister om SAS-konflikt: Kan og vil ikke blande mig

Liberal Alliance vil nu kalde beskæftigelsesministeren og finansministeren i samråd på baggrund af arbejdsnedlæggelserne.

(ARKIV) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) holder doorstep efter møde om værdig tilbagetrækning i Statsministeriet, torsdag den 8. august 2019. Trods en offentlig sektor og et erhvervsliv, der skriger på hænder, er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skeptisk over at åbne døren til udlandet. Det skriver Ritzau, fredag den 23. august 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ønsker ikke at blande sig i den konflikt hos SAS' bagagemedarbejdere, der onsdag eftermiddag brød ud i lys luge med den tredje strejke på under en uge.

Det oplyser ministeren i en mail til Berlingske.

»Først vil jeg understrege, at jeg ikke kan og heller ikke vil blande mig i konkrete tvister på en arbejdsplads. Det har vi et fagligt system til at afgøre. Når det er sagt, så er reglerne jo sådan, at det står frit for enhver, hvilken fagforening vedkommende vil melde sig ind i,« skriver Peter Hummelgaard i et skriftligt svar til Berlingske.

Berlingske spurgte onsdag formiddag, hvad ministeren mente om den konflikt, der over de seneste måneder har udspillet sig på grund af en vikar i SAS Ground Handling. Vikaren, der er ansat i fire måneder, er ikke en del af 3F, og Berlingske kunne onsdag offentliggøre en lydfil, hvor man kan høre vikaren blive konfronteret af to kollegaer, der vil have ham til at skifte fagforforening.

»Har du aldrig hørt om jungleloven? Den lever herude. Det vil sige, at der kun er én fagforening, som vi er medlem af herude. Vi er alle sammen medlem af den samme forening,« siger den ene af vikarens to kollegaer, en nu tidligere næstformand, blandt andet i lydfilen.

Her kan man også høre, at vikaren får at vide, at hans kollegaer er klar til at strejke for sagen. Det vil koste SAS 15 millioner kroner, får vikaren at vide.

LA kalder ministre i samråd

Liberal Alliance oplyser til Berlingske, at de på baggrund af arbejdsnedlæggelserne blandt bagagemedarbejderne nu vil kalde beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) i samråd på baggrund af sagen.

Partiets formand, Alex Vanopslagh, ønsker at sikre, at medarbejderne frit kan vælge den fagforening de ønsker, og at staten ikke lider tab ved strejkerne i Københavns Lufthavn. Både SAS og Københavns Lufthavn er delvist ejet af den danske stat.

Tip os: Har du oplevet fagforeningspres? Skriv eller ring til journalist Lasse Friis på 25 45 46 92 eller lafr@berlingske.dk.