Finansens førstemand, Michael Rasmussen, var klar i mælet, da han på Finans Danmarks noget anderledes årsmøde skulle redegøre for det forgangne år. Velvidende at han efter et år, hvor tilliden til den finansielle sektor er blevet smadret godt og grundigt, kom fra baghjul.
»Vi har fejlet, vi har brudt en samfundskontrakt. Undskyld. Det er os, der på ny skal gøre os fortjent til omverdenens tillid.«
Michael Rasmussen gik skridtet videre og placerede også mere konkret skylden. Nemlig hos toppen i finansinstitutionerne: direktion og bestyrelse – altså den ledelse, som udstikker rammerne for kulturen og de værdier, der skal gennemstrømme de enkelte institutter.
»Det er ikke medarbejderne, der er ansvarlige for tillidskrisen. Det er os her i rummet. Og det er os her i rummet, der har ansvaret for at genopbygge tilliden,« lød budskabet. Det er rigtigt set, at svigtet i hvidvask- og udbytteskatteskandalerne altovervejende handler om et ledelsessvigt, ikke om systemfejl i bankerne.
Så var linjen ligesom lagt. Finans Danmarks formand havde så at sige overhalet de efterfølgende kritiske indlæg fra nationalbankdirektøren og ministre indenom. Selv den tidligere meget krigeriske erhvervsminister, Rasmus Jarlov, var ligefrem imødekommende og positiv.
Det store spørgsmål over de næste måneder bliver, hvor meget hvidvask og udbytteskat kommer til at fylde i den kommende valgkamp. Ingen tvivl om, at forargelsen bredt i samfundet er enorm, og ingen tvivl om, at politikere, der ønsker at lægge banker i benlås med markant skærpet lovgivning, vil kunne høste bifald fra vælgerkorpset. Men hvor meget?
På et tidspunkt, hvor bankerne for længst har lagt sig fladt ned, og alle politikere over en bred front fra Enhedslisten til Liberal Alliance er kritiske over for bankerne, er det tvivlsomt om tillidskrisen i bankerne for alvor kan komme op at ringe i valgkampen.
Socialdemokratiet har spillet ud med en række forslag til stramninger. Blandt andet offentlige repræsentanter i bestyrelsen, loft over skattefradrag for direktørlønninger, et adfærdskodeks i finansen og så videre. Skal man tolke erhvervsministerens reaktion på disse udspil er det en afvæbnende »jeg lytter på alle gode ideer, men vil ikke lægge mig fast på noget«-attitude.
Ingen tvivl om, at der vil blive strammet over for bankerne, men om vi om ti år – når vi kigger tilbage på 2018-skandaleåret – meget klart vil kunne se voldsomme, historiske indgreb, tror jeg ikke på.
Eksempelvis understregede Rasmus Jarlov i går på årsmødet, at Finanstilsynet skal tættere på bankerne. Konkret hvad det handler om, står endnu hen i det uvisse, men overordnet må man tro, at tilsynet får flere beføjelser og flere ressourcer. Mere kontrol, skarpere tilsyn med bankledelser og strengere straffe ved overtrædelser.
Tilsynet bestemmer allerede i dag, hvem der er fit & proper til at sidde i bankbestyrelser og bankdirektioner. Det er faktisk så vidtgående, at Danske Bank fik et nej til at udpege bankdirektør Jacob Aarup-Andersen som ny topchef, da topchefen Thomas Borgen blev presset ud. En – som jeg ser det – ganske overraskende afvisning fra tilsynets side.
Ingen tvivl om, at bankerne vil være i »bad standing« også både i 2019 og 2020. Og ja, der kan sagtens dukke flere sager op, men på et tidspunkt kan det blive relevant at diskutere, hvem der i grunden har ledelsesretten i de finansielle institutter. Ejerne eller staten?
Om vi om ti år – når vi kigger tilbage på 2018-skandaleåret – meget klart vil kunne se voldsomme, historiske indgreb tror jeg ikke på.
Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator
