Bakken slår portene op fredag – tre ting bliver anderledes

En tur i Mariehønen eller et sving med armen, som vælter den provokerende klovn af pinden, vil fortsat være muligt, når Bakken åbner igen fredag den 26. marts. Denne sæson bliver dog lidt anderledes.

Direktør for Dyrehavsbakken i Klampenborg Ole Andersen fotograferet ved Bakkens nye forlystelse Tidsmaskinen. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Der er noget om snakken – fredag kan du atter komme på Bakken.

»Vi glæder os som små børn. Personalet og teltholderne glæder sig til at få en masse glade gæster herud,« siger Ole Andersen, administrerende direktør på Bakken.

Forlystelsesparkerne har fået grønt lys efter coronanedlukningen. Derfor kan Dyrehavsbakken slå portene op til sæson nummer 439 fredag den 26. marts klokken 14.

Det sker efter et hårdt coronaår, hvor Bakken har været ramt ligesom resten af oplevelsesindustrien.

»Derfor håber vi på, at danskerne har endnu mere lyst til at komme ud at opleve nogle ting og have det sjovt, så vi kan tage lidt revanche i år,« siger direktøren.

Det vil dog være med indgangssluser, mundbind og lukkede restauranter.

Skønt du stadig kan tage familien under armen og få sus i maven i forlystelserne, bliver Bakken imidlertid en smule anderledes at besøge denne gang.

Normalt er der fri adgang til Bakken fra hele Dyrehaven, men på grund af restriktioner skal alle gæster over 15 år kunne fremvise en negativ coronatest, der ikke må være mere end 72 timer gammel. Adgangen vil dog være gratis som altid.

»Derfor har vi sat koncerthegn op om hele parken på nær to steder, hvor vi har indgangssluser, fordi vi skal tjekke for de negative coronatest,« siger Ole Andersen.

Nye forlystelser

Restauranter og spillehaller skal holde lukket, ligesom der er et par indendørs forlystelser, som ikke kan åbne.

»Men det meste af Bakken er åben, som man kender det,« siger direktøren.

Og så er der også nyt, gæsterne kan se frem til. Det er således muligt at lægge vejen forbi to nye forlystelser, Græshoppen og Tidsmaskinen, hvor gæsterne skal bære mundbind, som det også gælder i de andre forlystelser, hvis man er over 12 år.

»Tidsmaskinen er ret vild. Der er noget at glæde sig til,« siger Ole Andersen.

Når man ikke længere er rundtosset, vil det være muligt at stille sulten med takeaway-mad.

Og selvom Bakken er underlagt restriktioner, tror direktøren ikke på, at der bliver problemer med antallet af gæster, da der må være omkring 20.000 på Bakken.

Forlystelsesparkerne åbner

»Vi håber selvfølgelig, at der kommer mange, men det kan først blive problematisk midt på sommeren,« siger han.

Til maj vil Danmarks største revy, Cirkusrevyen, som blev aflyst i 2020, vende tilbage, hvor Ulf Pilgaard vil have sin sidste sæson på scenen.

Ligesom Bakken kan resten af landets forlystelsesparker slå dørene op. Tivoli i København ser også frem til en ny sæson efter et år med næsten tre millioner færre besøgende og et underskud på 143 millioner kroner.

Åbningsdatoer for forlystelsesparkerne:

  • Bakken – fredag den 26. marts

  • LEGOLAND – lørdag den 27. marts

  • Knuthenborg Safaripark – lørdag den 27. marts

  • Tivoli – lørdag den 27. marts

  • Tivoli Friheden – lørdag den 27. marts