Avis: Tidligere partner i Blackstone ejer stadig en række ejendomme i København

Den tidligere Blackstone-partner Nils Jansson blev i maj købt ud af selskabet. Nu viser det sig ifølge Politiken, at Jansson stadig ejer en andel i mindst 17 af Blackstones værdifulde ejendomme i København og på Frederiksberg. Det gør han via aktier i et selskab i Luxembourg.

Berlingske har tidligere kunnet oplyse, at Nils Jansson har anvendt den udskældte børnefinte til at beskytte sig mod kreditorer, ligesom lejere har berettet om aggressiv fremfærd, i forbindelse med at 360 North overtog ejendomme. Søren Bidstrup

Selv om den udskældte kapitalfond Blackstone har forsøgt at lægge afstand til en endeløs strid med lejere, huslejenævn og politikere ved blandt andet at afbryde enhver synlig forbindelse til fondens tidligere frontfigur, Nils Jansson, ser dette ikke ud til at lykkes.

Nils Jansson var spydspids i kapitalfondens milliardinvesteringer i boligejendomme, frem til Blackstone købte Jansson ud i maj i år.

Ifølge oplysninger, som Politiken via kilder tæt på forløbet har fået adgang til, ejer Nils Jansson imidlertid stadig en andel af mindst 17 af Blackstones værdifulde ejendomme i København og på Frederiksberg. Det gør han via aktier i et selskab i Luxembourg.

Blackstone har været selve symbolet på den udenlandske kapital, som opkøber boligejendomme i København. Ikke kun efter mange lejeres mening, men også efter boligminister Kaare Dybvads (S) opfattelse har kapitalfonden taget ufine metoder i brug med henblik på at presse huslejen og egen fortjeneste i vejret.

Manøvren fremgår ikke af tilgængelige registre

Uformelt har kilder betonet, at Nils Jansson med skilsmisseaftalen i foråret ellers var ude af alt, der er relateret til Blackstone. Dette er dog ikke korrekt, skriver Politiken, idet alle Blackstones boligejendomme i København opkøbt for et beløb på i alt 7,5 til 10 milliarder kroner ejes af en kæde bestående af tre selskaber i Luxembourg. I det mindste af selskaberne, Calder Investments, fik Nils Jansson i september 2017 ti procent af aktierne – et medejerskab, som ikke tidligere har været kendt i offentligheden.

Da Blackstone købte Nils Jansson ud, blev hans aktier i Luxembourg ifølge Politiken flyttet over i en særskilt lomme af ejerselskaber, hvoraf mindst 17 ejendomme er placeret i København, og dem ejer Nils Jansson så ti procent af, skriver avisen. En manøvre, som indtil videre ikke er fremgået af de tilgængelige registre, men som Politiken har fået bekræftet af kilder tæt på forløbet.

Der var stor ros til Nils Jansson for hans arbejde med at opkøbe og renovere ejendomme i København, da Blackstone i foråret havde købt det danske ejendomsadministrationsselskab 360 North og sagt farvel til selskabets direktør, som var netop Nils Jansson. For nylig skiftede 360 North navn til Kereby.

Ifølge Berlingskes oplysninger havde Blackstone uofficielt været af den opfattelse, at Nils Jansson ikke var den rette mand som leder af den daglige drift i en stadig større forretning. I stedet havde Jansson udsigt til en rolle som konsulent, og i forbindelse med opkøbet blev Nils Jansson ligeledes købt ud af virksomheden.

Gik konkurs med et brag

Bruddet mellem parterne markerede i foråret en umiddelbar afslutning på et partnerskab, der havde vakt opsigt i og omkring ejendomsbranchen.

Nils Jansson blev under den seneste finanskrise kendt for sine store armbevægelser, hvor han gik konkurs med et brag og var med til at trække tæppet væk under den færøske Eik Bank. Han blev sidenhen udpeget som én af en mindre gruppe boligspekulanter, der med overbehæftede og risikable lån var med til at forværre og forlænge finanskrisen.

Berlingske har de senere måneder kunnet oplyse, at Nils Jansson har anvendt en udskældt børnefinte til at beskytte sig mod gamle kreditorer, ligesom lejere har berettet om aggressiv fremfærd, i forbindelse med at 360 North overtog ejendommene.

Det er ligeledes kommet frem, at Nils Janssons tidligere forretningspartnere har beskyldt ham for at have misbrugt sit firmakort til private indkøb – eksempelvis 65.000 kroner på luksusvarer. En påstand, Nils Jansson pure har afvist.

Det er ikke lykkes Berlingske at få en kommentar fra Nils Jansson.