Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Arbejdsløsheden falder for tiende måned i træk.
Fra november til december faldt ledigheden med 9.400 til 70.900 personer. Det svarer til et fald i ledighedsprocenten fra 2,8 til 2,5 procent af arbejdsstyrken, hvilket er det laveste niveau siden september 2008, skriver Danmarks Statistik.
»Faldet i ledigheden er helt spektakulær. Abnormt mange har forladt ledighedskøen i 2021, og vi nærmer os taktfast lavpunktet i 2008. Den hastigt skrumpende ledighedskø sætter en tyk streg under, hvor stærkt dansk økonomi er kommet igennem coronakrisen,« hedder det fra Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en umiddelbar kommentar til tallene.
Den lave ledighed finder sted på et tidspunkt, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft fortsat er rekordhøj.
»Det kan blive den helt store hæmsko for væksten fremadrettet, og der er ikke ligefrem udsigt til forbedringer, når ledighedskøen også skrumper måned for måned. Vi udnytter efterhånden alle vores ressourcer, så der skal nye til, hvis væksten skal holdes oppe. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at lav ledighed i sig selv er positivt. Det bliver først et problem, hvis presset på arbejdsmarkedet leder til uholdbar høj lønvækst – også kaldet en overophedning,« lyder det fra Palle Sørensen, cheføkonom i Nykredit.
Dansk Erhverv peger på, at tallene viser, at arbejdsmarkedet er pløjet igennem den høje smitte og de nye restriktioner, der ramte op mod årsskiftet sidste år.
»Status er nu, at ledigheden er faldet ti måneder i træk med i alt 56.600 personer. Det har bragt ledigheden ned i det laveste niveau siden september 2008. Det er et meget voldsomt ledighedsfald, der er et historisk særsyn i dansk økonomi. I hele 2021 faldt ledigheden med 26.150 personer, hvilket er det største ledighedsfald, der er registreret siden 2008,« hedder det fra Tore Stramer, cheføkonom i Danske Erhverv.
Den meget lave og hastigt faldende ledighed afspejler, at der er meget høj økonomisk aktivitet i dansk økonomi. Men det giver ifølge Tore Strammer også udfordringer.
»Vi tester i øjeblikket fartgrænsen i dansk økonomi, og der er udsigt til, at farten vil blive øget yderligere her i 2022. Dermed er der også en tiltagende risiko for, at dansk økonomi overopheder og kører i grøften i løbet af 2022. Det er derfor også afgørende, at politikerne har fokus på at gennemføre reformer og tiltag, der øger antallet af ledige hænder i den private sektor. Dertil bør finanspolitikken føres med meget hård hånd og gerne strammes mere, end hvad der i øjeblikket er lagt op til,« hedder det fra Dansk Erhvervs cheføkonom.
Også Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, peger på, at mangel på arbejdskraft i høj grad er blevet et tema og ifølge mange virksomheder en begrænsning for produktionen. Ved den senest opgørelse for januar meldte i omegnen af fire ud af ti virksomheder om mangel på arbejdskraft, fremhæver han.
»Dansk økonomi har det rigtig godt og er drønet ud af coronakrisen. Og faktisk går det så godt, og farten er så høj, at vores opmærksomhed på potentiel overophedning er taget til. Vi mener ikke, at vi står i en aktuel overophedning, men konturerne til begyndelsen er begyndt at tage form. Derfor er vores opmærksomhed også i højere grad blevet rettet mod en overophedning. Vi forventer dog, at tempoet i dansk økonomi drosler ned over den kommende tid, men med fortsat fremgang,« lyder det fra Jeppe Juul Borre.
Beskæftigelsen har samtidig nået en ny rekord og rundede i december for første gang nogensinde 2,9 mio. personer.