Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik her på Berlingske. En lang og mørk januar er overstået, og i dag tager vi ikke blot hul på en ny måned, men også en ny hverdag, idet alle coronarestriktioner er bortfaldet.
På denne store genåbningsdag skal vi forbi en utilfreds direktør for Finanstilsynet og Christian Stadils overraskende valg af børsmarked for et af hans selskaber. Men vi lægger ud med store kursfald på det danske aktiemarked.
Brat opvågnen for investorer: Ti C25-aktier har nu tabt mindst 25 procent fra toppen
Efter år med massiv fremgang ruller en aktiekrise nu på det danske børsmarked, og dele af markedet er særdeles hårdt ramt. Samlet er C25-indekset faldet 12 procent fra toppen i november, men dykker man ned i de enkelte fondskoder, så bliver tallene alvorlige.
Det skriver Børsen.
Ti ud af 25 aktier i C25 er ramt af så hårde tilbageslag på børskursen, at de er faldet minimum 25 procent i værdi fra deres højeste kursniveau i 2021.
Dermed er det en brat opvågnen til mange af de nye investorer, som de seneste år har søgt mod aktiemarkedet og købt op i nogle af landets store selskaber for at undgå negativ forretning af deres formuer.
For gennem de seneste to år har danske privatinvestorer ifølge Nationalbanken pumpet et rekordhøjt beløb ind i værdipapirer: Samlet 105 milliarder kroner – heraf er en fjerdedel gået direkte ind i danske enkelte aktier. Danske Bank, Bavarian Nordic og Ørsted har været blandt de mest populære investeringer. De to sidstnævnte aktier er tæt på halveret i værdi fra toppen.
Læs historien her.
Tilsynsdirektør langer ud efter ny type boliglån
Rigtig mange boligejere har taget varmt imod de nye realkreditlån med evig afdragsfrihed. Men den hurtige udbredelse er bekymrende, mener Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, der rent ud sagt ikke bryder han sig om konstruktionen.
Det siger han til Berlingske Business.
»En af de ting, der er bekymrende i øjeblikket, er væksten i de afdragsfrie lån – også i nogle af de nye produkter med 30 års afdragsfrihed. De var tiltænkt som et nicheprodukt, men de begynder at få en større udbredelse,« lyder det fra Jesper Berg i interviewet med nærværende avis.
Ifølge tal fra Nationalbanken var 46,7 procent af de danske boligejerens samlede udlån uden afdrag ved udgangen af 2021. Til sammenligning var andelen ultimo oktober 2020 på 44,5 procent. Den er dermed steget omkring 2,2 procentpoint, siden de nye lån med fast rente og 30 års afdragsfrihed blev lanceret.
Og faktisk øgede boligejerne sidste år deres realkreditgæld uden afdrag med 63 milliarder kroner svarende til 8,1 procent, hvilket er den største årlige stigning siden 2009. Netop de nye lån med 30 års afdragsfrihed tilskrives en betydelig del af stigningen.
Stadil har sat kurs mod Kina-børs
Stadil-familien ejer en lang række forskellige selskaber, og et af disse -–Ovodan Egg Group -–skal nu børsnoteres i Kina.
Selskabet sælger æægprodukterog ingredienser til fødevareindustrien for omkring 1,5 milliarder kroner årligt, og Ovodan Egg Group har de seneste år haft stor fremgang i Kina, hvor to tredjedele af omsætningen stammer fra.
»I det fald, at det lykkes, vil vi nok være de første vesterlændinge uden kinesisk baggrund, der børsnoterer et selskab i Kina, så også af den grund er det spændende ubetrådt grund at afsøge,« skriver Christian Stadil i en mail til Finans.
Familiens næsten 200 selskaber, som blandt andet tæller Ovodan Egg Group og tøjmærket Hummel, er samlet i konglomeratet Thornico.
Tre forhold, som investorerne skal holde øje med
Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har på denne første dag i februar fokus på disse tre punkter:
1. Novozymes aflægger fjerde kvartalsregnskab. Der er fokus på tallene, men ikke mindst på guidance for 2022.
2. Makroøkonomisk vil investorerne få inspiration fra Japan, Tyskland, Eurozonen og USA. I tillæg er det værd at holde øje med ISM for industrien i USA.
3. De amerikanske aktieindeks fik også et godt andendagsgilde efter fredagens genrejsning. Det var ikke mindst stigninger til Tesla og Netflix, som trak de amerikanske aktier op. Hvor meget slår den gode stemning igennem i Danmark?
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser mandag:
Dow Jones: +1,17 procent
S&P 500: +1,89 procent
Nasdaq: +3,41 procent
Asien – indeks tirsdag klokken 6.15:
Japan Nikkei: +0,24 procent
Hongkong Hang Seng: +1,07 procent
Kina CSI: -0,97 procent