Ansatte klagede over omstridt bestyrelsesformand: Nu kritiseres stort advokatfirma for dobbeltrolle

Stort advokathus bliver nu mødt med kritik, efter at det har sagt ja til at gennemføre en advokatundersøgelse for en af sine faste klienter taxaselskabet TAXA 4x35. Kritikerne peger på, at undersøgelsen ikke kan være uafhængig. Undersøgelsen er dog heller ikke »uvildig«, siger advokathuset, men blot en almindelig, bestilt undersøgelse.

Muhammad Aslam er kendt som beboerformand for det udsatte boligområde Mjølnerparken – nu har han overtaget magten i TAXA 4x35, der har 1.000 vogne primært i København. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Advokatfirmaet Horten bliver nu kritiseret for at have for mange kasketter på i forbindelse med en advokatundersøgelse i et af Københavns største taxaselskaber TAXA 4x35.

Kritikken kommer fra flere iagttagere, efter at Berlingske kunne afsløre, at mere end 80 procent af de ansatte på TAXA 4x35s hovedkontor i Vanløse har benyttet firmaets whistleblower-ordning til at sende en sønderlemmende kritik af firmaets bestyrelsesformand, Muhammad Aslam, også kendt som »Kongen af Mjølnerparken«.