Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meddelte tirsdag, at det fra 2030 skal være forbudt at nye købe benzin- og dieselbiler i Danmark. Men kan elbiler på nogen som helst realistisk måde afløse biler på benzin og diesel? Hvad kommer de til at koste? Hvor langt kan de køre? Hvor skal de lades op? Hvad med lastbiler? Og kan statskassen undvære de mange afgiftsmilliarder?

Få svar på alle spørgsmålene her.

1) Er det realistisk at forbyde benzinbiler i 2030?

Det afhænger i høj grad af, om Danmark går enegang med forbud mod salg af nye benzin- og dieselbiler. Hvis Danmark står alene, er det tvivlsomt, om bilbranchen er klar om 11-12 år. Omvendt har bilbranchen ikke noget valg, hvis det bliver vedtaget i EU-regi. Vi ser i disse år, at der er kommet fart på udvalget af elbiler. De tyske bilgiganter har enten præsenteret deres nye elbil-modeller, eller også er de lige på dørtærsklen med at præsentere en palet af elbiler.

Ifølge Torben Chrintz, videnskabelig rådgiver i klimatænketanken Concito, er det »muligt, men det vil nok kræve at flere lande ligesom Danmark sætter en tidshorisont«, så bilproducenter »ved, at der er et marked«.

2) Hvad vil en elbil til persontransport koste køberne i 2030?

I dag koster elbilproducenten Teslas populære model 3 omkring 225.000 kr., mens Teslas eksklusive Model X hurtigt løber op i mere end én mio. kr. Priserne er altså ikke i nærheden af det, som en billig benzinbil kan anskaffes til. Det er naturligvis svært at spå om, hvad den nøjagtige pris på en elbil vil være i 2030, men priserne på batterier falder år for år. Og det bør klart pege i retning af, at indkøbsprisen for forbrugeren er lavere, end den er i dag.

Ifølge Ole Kveiborg, projektleder hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Cowi og ekspert i elbiler, peger »rigtig mange analyser på, at elbiler vil være prismæssigt konkurrencedygtige med diesel- og benzinbiler fra omkring 2025«.

3) Vil der i 2030 findes brugbare varebiler og stationscars til en rimelig pris?

I takt med de forskellige bilproducenter får mere fokus på elbiler, vil der sandsynligvis også komme en større diversitet, så kundernes behov bliver dækket. Hvis man på EU-plan bliver enige om, at man stopper salget af nye benzin- og dieselbiler fra 2030, vil producenterne i den grad blive presset til at have nogle produkter, der rent faktisk passer til forbrugernes behov.

»Så længe vi befinder os i segmentet af småbiler, vil der være elbiler til en rimelig pris i 2030. Udfordringen er størst med firehjulstrækkere, eller hvis en trailer eller maskiner skal trækkes. Det kan elbiler ikke endnu,« siger Ole Kveiborg.

4) Hvor langt vil en elbil til personbrug kunne køre i 2030?

En almindelig elbil kan køre cirka 300 kilometer på en opladning i dag, oplyser De Danske Bilimportører. Hos FDM forventer juridisk konsulent Dennis Lange, at nogle elbiler vil kunne køre 600-700 kilometer pr. opladning i 2030, mens billigere modeller vil køre færre kilometer på en opladning.

5) Vil der være ladepladser over hele landet?

FDM vurderer, at der formentligt vil være ladepladser nok. Men bilisterne skal droppe den gamle forestilling om, at der skal være ladepladser på enhver parkeringsplads, lyder det.

»De fleste vil primært lade deres elbil op derhjemme, og så er det kun på længere ture, man har behov for at lade op undervejs,« siger Dennis Lange.

Det er i dag forskellige private aktører, der stiller anlæg til rådighed. De to største leverandører herhjemme er Clever og Eon.

6) Hvad vil en opladning af en elbil koste i 2030?

Det kommer dels an på konkurrencesituationen, dels på hvor meget strøm der skal tankes på det konkrete batteri. Men det bør alt andet lige være sådan, at en opladning bliver billigere, end det man bruger på benzin eller diesel i en almindelig bil i dag, siger Ole Kveiborg fra Cowi:

»I dag siger koster det omkring 70-75 kroner at oplade en elbil, så den kan køre 250 kilomter.«

7) Kan man overhovedet forbyde benzinbiler?

Bilisternes organisation, FDM, har svært ved at forestille sig, at Europa-Kommissionen ikke ender med anlægge sag mod Danmarks forbud af nye benzin- og dieselbiler. Det taler for et nationalt forbud, at EU allerede har regler for CO2- og NOx-udledning, som overskrides i mange europæiske byer. EU-Kommissionen har sågar lagt sager an mod flere lande for ikke at gøre tilstrækkeligt.

8) Hvad vil staten tabe i indtægter, hvis elbiler skal sælges uden afgifter?

Det er uvist, hvor mange penge staten vil tabe, da det afhænger af, hvor mange elbiler der i så fald ville blive solgt uden afgift. Men det står klart, at bilafgifter i bred forstand er en stor post for statskassen. Ifølge Motormagasinet tjente statskassen 52 mia. kr. i 2017 på bilafgifter.

9) Er produktionen af elbiler mere miljøvenlig end af moderne benzinbiler?

Elbiler udleder »mere i produktionen i dag« end diesel- og benzinbiler, da »batteriet er meget ressourcekrævende« at fremstille, siger Torben Chrintz.

En svensk undersøgelse viser, at man skal køre tre år i elbilen Nissan Leaf, inden man begynder at spare CO2-udledning i forhold til en diesel- eller benzinbil, siger Ole Kveiborg:

»Men det er stadig usikkert, hvor balancen helt præcis ligger.«

10) Vil gamle benzinbiler blive forbudt?

På et tidspunkt er det muligt, at gamle benzinbiler kan blive forbudt, men det ligger ikke lige rundt om hjørnet. Ifølge Ole Kveiborg bliver biler i gennemsnit udskiftet efter 15 og 20 år.

»Det vil betyde, at vi udelukkende vil have elbiler i 2045 eller 2050, hvis udskiftningen følger den normale tendens,« siger han.

11) Vil der i 2030 findes lastbiler på el, der er i stand til at fremføre gods over store afstande?

Det realistiske svar er ja. Teslas adm. direktør, Elon Musk, har allerede præsenteret en prototype af selskabets lastbil, der går under navnet “Beast”. Torben Chrintz fra Concito siger:
»Det eksperimenteres der med, men det kræver nok løbende opladning via skinner eller induktion på de store hovedfærdselsårer.«

12) Vil der i 2030 findes varebiler på el, der kan fragte gods?

Det findes faktisk allerede i dag. Nissan har eksempelvis lanceret en 100 pct. elektrisk varevogn, der har en rækkevidde ved bykørsel på op til 300 kilometer. Peugeot har også præsenteret en hel-elektrisk varebil.

13) Bør du frem mod 2030 skrotte din benzinbil?

Man bør ikke skrotte velfungerende biler, lyder opfordringen fra Autobranchen Danmark. Det skyldes, at der går en betydelig mængde CO2 til at producere nye biler. »Det bedste vil være, at biler holder hele deres levetid, som er på 15-16 år og så bliver udskiftet derefter,« siger Gitte Seeberg, der er direktør i Autobranchen Danmark.

14) Hvornår vil det negativt påvirke priserne på brugte benzinbiler?

Der er delte meninger om, hvad udfasningen af nye diesel- og benzinbiler vil betyde for prisen på din brugte bil. Både FDM og Bilbranchen under Dansk Industri vurderer, at det formentlig vil have en begrænset effekt på den korte og mellemlange bane. Ifølge Thomas Møller Sørensen, direktør i Bilbranchen, er det muligt, at vi i midten af 2020erne vil se en favorisering af miljørigtige biler på brugtvognsmarkedet, i takt med at udløbsdatoen nærmer sig. Gitte Seeberg fra AutoBranchen Danmark er mere skeptisk. Hun vurderer, at det vil kunne give en meget stor negativ effekt på brugtvognspriserne i en lang overgangsperiode, fordi bilisternes benzin- og dieselbiler langsomt vil falde i værdi, jo nærmere vi kommer 2030.

15) Hvorfor vente til 2030? Kan det gøres i 2025?

Det er tvivlsomt, om forbuddet kan fremrykkes fem år, vurderer FDM. I dag er udvalget af elbiler stadigvæk forholdsvis begrænset i forhold til at opfylde mange menneskers behov.

»Det kan se anderledes ud i 2025, men man skal også passe på ikke at sætte en for urealistisk frist – også set i henhold til vi skal have resten af EU med,« siger Dennis Lange fra FDM.