5 stjerner: Man er berørt, rystet og rasende efter at have læst om »Genopdragelsen« af Samia

Boganmeldelse: Tre journalisters nøgterne dokumentariske »Genopdragelsen«, om en ung dansksindet kvinde med pakistanske rødder, der sendes på genopdragelsesrejse i sine forældres oprindelsesland, er en rystende rejse gennem systemsvigt, mørketal og middelalderlige skikke.

»Genopdragelsen« er måske nok en bog om en ung dansksindet kvinde med pakistanske rødder, der sendes på genopdragelsesrejse i sine forældres oprindelsesland. Men den ligner i lige så høj grad et faglitterært forsøg på at genopdrage os andre, læserne, danskerne, til at genfinde det humanitære storsind, vi førhen brystede os over at besidde.«. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

»Hvor meget modstand kan et ungt menneske klare?«

Mere end man tror, kunne man svare.

Spørgsmålet stilles i den dokumentariske beretning »Genopdragelsen«, der handler om en ung dansk-pakistansk kvindes kamp mod et forstokket kulturelt kvindesyn, psykisk og fysisk vold og et hullet dansk socialt sikkerhedsnet, og er en af de få gange, hvor de tre forfattere bryder med objektiviteten og opfordrer læseren til refleksion. Mere end man tror, kunne man som nævnt svare, for det viser deres rå og rørende afdækning af den unge kvindes oplevelser, og mere end vi som samfund og medmennesker kan være bekendt at byde en medborger.

»Hun skulle egentlig bare rejse ud i få måneder, men hun ender med at være væk i syv år, inden hun nedbrudt, tvangsgiftet og gravid med sin fætter finder en vej hjem.«


Der er imidlertid ingen løftede pegefingre i de tre forfatteres bog. De tre Information-journalister – Anton Geist, Lasse Skou Andersen og Sebastian Abrahamsen – skriver nøgternt, næsten nøgent og så neutralt, som det er muligt i et dokumentarisk portræt af en ung kvindes voldsomme skæbne og et system, der trods megen velvilje og viden fejlede, da det for alvor gjaldt.

Men som læser bliver man berørt, rystet, rasende, og efter endt læsning sidder man tilbage med en ram smag i munden og en flov fornemmelse over, at vi som samfund ikke er bedre til at forhindre det, de fleste af os er enige om at dadle. Vi kan kæmpe nok så meget mod såkaldte barnebrude og asylansøgeres og andre tilflytterede borgeres uønskede kulturelle vaner, men hvis vi ikke i første omgang kan tage vare på dem, der født og opvokset her og føler sig danske, og blandt andet forhindre, at de bliver tvangsgiftet, så er det glashus af et moralsk kompas, vi har bygget op om vores samfund, skrøbeligt og ikke meget bevendt.

»Genopdragelsen« er måske nok en bog om en ung dansksindet kvinde med pakistanske rødder, der sendes på genopdragelsesrejse i sine forældres oprindelsesland. Men den ligner i lige så høj grad et faglitterært forsøg på at genopdrage os andre, læserne, danskerne, til at genfinde det humanitære storsind, vi førhen brystede os over at besidde.

Beretningen om Samia, som forfatterne har valgt at kalde den unge anonymiserede kvinde, bidrager måske ikke med så meget nyt. Vi har hørt om det her før, medierne har i årevis bragt historier om stramme tøjler for visse unge kvinder af anden kulturel herkomst og om påtvungne genopdragelsesrejser, og stærke kvinder som Geeti Amiri, Sherin Khankan og Rushy Rashid har på hver deres måde forsøgt at råbe os andre op.

Men de tre forfattere sætter med »Genopdragelsen« et menneskeligt ansigt på hændelserne, og så sætter de den unge kvindes svære opvækst- og livsvilkår ind i en politisk, historisk og social sammenhæng, der får historien til at hæve sig over det følelsesmæssige og personlige. Det her en bog, som ikke blot dem med faglig tilknytning til den slags sager burde læse, det er en bog, vi alle kan blive klogere og måske endda bedre mennesker af.

Opfarende og undertrykkende

Samia er født i Danmark som datter af en tilflyttet pakistaner, der efter nogle år i landet indgik et arrangeret ægteskab med en herboende pakistansk kvinde. Hun er ældste datter, og faren er traditionel i sit tankesæt, opfarende og undertrykkende. Moren er vag og vagtsom.

Efterhånden som Samia bliver ældre, tager hun unge danskeres levevis til sig, men presset hjemmefra og clashet mellem de to meget forskellige verdner påvirker hende, så hun går ned psykisk og bliver indlagt flere gange. Faren er både hendes og systemets modstander og i sidste ende den stærkeste, eftersom han lykkedes med at sende hende på genopdragelsesrejse hos sin familie i Punjab-provinsen.

Hun er således lige startet i gymnasiet, da hun rives ud af sin hverdag, væk fra venner og søstre, netværk og velfærd. Hun skulle egentlig bare rejse ud i få måneder, men hun ender med at være væk i syv år, inden hun nedbrudt, tvangsgiftet og gravid med sin fætter finder en vej hjem.

Herefter starter nye kampe, denne gang mod det system, der tidligere hjalp hende. Faren er blevet svagere, måske har han fortrudt, og kun fordi hun selv er godt begavet og målrettet får hjælp fra nogle få personer med indsigt og indflydelse, lykkedes det hende at vinde sit liv tilbage. Men det er med ar på sjælen og med de udfordringer, livet som enlig mor fører med sig. Og det er med grimme ridser i ruderne på det drivhus, hvor Danmark dyrker sin egen humanistiske selvforståelse.

»Genopdragelsen« er en lettilgængelig dokumentarisk beretning om et tungt emne, grundigt researchet og enkelt skrevet, et oplysningsværk om mørketal, middelalderagtige skikke og manglende indsigt og indgriben. Det er den slags, man bliver både klogere og mere klarsynet af at læse.

Genopdragelsen
Forfattere:
Anton Geist, Lasse Skou Andersen, Sebastian Abrahamsen. Sider: 244. Pris: 250 kr. Forlag: Informations.