Hvad skete der egentlig, da makedonske teenagere begyndte at udgive fupnyheder fra deres studerekamre, da Trump blev valgt som præsident trods sit tvivlsomme forhold til kendsgerninger, da fordækte tweets fra russiske troldefabrikker opildnede til en (endnu) mere polariseret debat i USA, og da præsidentkandidat Macron måtte dementere falske rygter om en affære med en fransk TV-chef? Hvad i alverden skete der, da sandheden syntes at stå for fald?

Dét har Pierre Collignon, der i dag er Berlingskes debatredaktør, skrevet en virkelig god bog om, hvori han viser rundt i »den postfaktuelle tåge«, inden han laver en besynderlig intellektuel kolbøtte, der delvist demonterer hans eget forsvar for vejen ud af tågen: Den objektive journalistik.

Lad os tage det i dén rækkefølge. Først til Collignons rundtur i den nye medievirkeligheds fup, propaganda og åbenlyse bullshit.

»Herligt velskrivende guider Collignon os rundt til løgnens nye arnesteder med de seneste års mest opsigtsvækkende folkeafstemninger som udgangspunkt.«

---

Løgnen er ikke et moderne fænomen, slår Collignon fast. Også Ludvig d. 15 blev mødt af fake news, da en smædesang florerede i Paris’ gader om, at han skulle være et »monster«. »Hver ny kommunikationsplatform,« som Collignon skriver, »er gennem historien blevet sat i tjeneste for menneskehedens højere oplysning – og også brugt til at sprede falske oplysninger.«

Og hvilke kommunikationsplatforme, der er til rådighed i dag!

Herligt velskrivende guider Collignon os rundt til løgnens nye arnesteder med de seneste års mest opsigtsvækkende folkeafstemninger som udgangspunkt. Ja, løgne af nye typer og et nyt omfang har ramt den vestlige verden, konstaterer Collignon, mens han holder hovedet koldt og advarer imod at overdrive fænomenernes betydning på europæisk jord. Briternes valg om at forlade EU, eksempelvis, kan næppe tilskrives effekten af fænomener som fupnyheder og russiske påvirkningsoperationer.

Meget virkelige størrelser som flygtningekrisen, andelen af østarbejderne i Storbritannien og daværende premierminister Camerons uldne svar om Tyrkiets fremtid i EU har uden tvivl også spillet ind på briternes beslutning. Samme tørre ædruelighed gør sig gældende, når Collignon advarer mod at forsvare fakta ved lov og dermed kompromittere ytringsfriheden. Uddannelse bør være løgnens største fjende. Ikke rigide paragraffer.

I mit favoritafsnit tegner Collignon en efter hans mening (og jeg er enig!) ofte overset sammenhæng mellem dagens postfaktuelle samfund og det postmoderne nybrud fra 1970erne og 1980erne, hvor ikke bare enhver autoritet, men også selve idéen om, at entydige sandheder findes, stod for fald. »Den intellektuelle postmodernismes skepsis,« som Collignon formulerer det, »var blevet til et totalangreb på alle vidensautoriteter.«

Men kendsgerninger findes. Elvis er død.

Og det er så her, Collignon slår sin mærkelige kolbøtte. I et vigtigt forsvar for, at noget er sandt og andet ikke er, kaster han sig ud i et lige så vigtigt forsvar for den retvisende, aktive, vurderende, uafhængige og upartiske journalistik, som han giver det klassiske stempel »objektiv«. Samtidig skriver han sig op imod andre medieforskere og -folk, heriblandt mig selv, der i de seneste års debat om fake news har påpeget, at selve traditionen for den objektive journalistik er en del af problemet, ikke løsningen – journalistikken har eksempelvis fået bildt sig selv ind, at det at stille to uenige kilder op over for hinanden er objektivt, selv om den ene kilde lyver, så det driver.

Man kan ikke slå kendsgerninger fast og samtidig afvise den traditionelle objektive journalistik, mener Collignon, mens jeg får lyst til at udbryde: Selvfølgelig kan man bedrive retvisende, aktiv, vurderende, uafhængig, upartisk journalistik og samtidig forholde sig ydmygt til det faktum, at man ikke er en sælsom gud renset for al kultur, al historie og alle normer – og at nogle forhold ikke kan sættes på objektiv, matematisk formel, men alligevel være sande. At demokrati er bedre end despoti, eksempelvis.

På sin vis illustrerer hele Collignons anbefalelsesværdige bog, at han tager fejl: Der er ikke tale om en objektiv skildring, som alle andre ville komme frem til, hvis de kiggede på samme fakta. Der er tale om en veldokumenteret, vurderende og rationel bog, tro over for kendsgerninger, tydeligt i sit udgangspunkt. Og er det ikke netop dét, journalistikken har brug for?

Lea Korsgaard er ansvarshavende chefredaktør på netmediet Zetland.

Titel: Tilbage til virkeligheden – Kampen mod fake news, løgne og manipulationer. Forfatter: Pierre Collignon. Sider: 356. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.