Ydmyget Anders Samuelsen leverer et genmæle, der giver anmelderen tårer i øjnene

Anders Samuelsens bog om Liberal Alliance er glimrende, men kommer alt for sent, nu hvor partiet er banket ned under gulvbrædderne i meningsmålingerne.

»Man kan mærke hele partiformandens følelsesregister gennem teksten. Han er led og ked af de konstante ydmygelser og vil så gerne vise Danmark, at de har taget fejl,« skriver Rune Selsing i sin anmeldelse af Anders Samuelsens »Ikke for mine blå øjnes skyld«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Man skulle ikke umiddelbart mene, at der ville komme noget godt ud af at udgive en bog under et valg. Bertel Haarder forsøgte engang, og den var frygteligt ringe. Det er selvfølgelig pudsigt, at også Lars Løkke har udgivet en valgkampsbog, men mon ikke de fleste opfatter den som temmelig desperat. I det hele taget er folketingsvalg mere til soundbite-agtige budskaber end til gennemtænkte pointer.

Mod forventning har Anders Samuelsen skrevet en glimrende bog, men det er så afgjort en fejl, at den først udkommer nu, hvor partiet er banket ned under gulvbrædderne i meningsmålingerne.

I offentlighedens øjne er Liberal Alliance et vingeskudt parti, der øjensynlig har tabt livsgnisten. Det billede bliver kun bekræftet af Anders Samuelsens bog, men ikke desto mindre argumenterer han overbevisende for, at partiet politisk set har været en stor succes. Det er vist også det mere eller mindre udtalte formål med bogen.

Læseren føres nogenlunde kronologisk gennem højdepunkterne i Liberal Alliances historie fra 2015 og til i dag. Det er en stor dag for Anders Samuelsen, da LA langt om længe får sagkundskabens anerkendelse med Finansministeriets blåstempling af partiets store økonomiske plan.

En velstandsstigning på 166 milliarder er svært for andre partier at argumentere imod, og man forstår så fint, at Samuelsens godter sig over alle de knuder, Bjarne Corydon måtte slå på sig selv ved den lejlighed. Et klart gennembrud for et parti, der havde kæmpet fra begyndelsen med at blive taget alvorligt.

»Det sætter selvfølgelig Samuelsen i et sympatisk lys og stærk kontrast til en politisk slagterhund som Lars Løkke, der ingen problemer har med at ofre sine allierede«


Grunden var lagt til vælgermæssig succes og Liberal Alliances store valgsejr i 2015, der i bogen stemningsmæssigt bliver udtrykt via de indiskutabelt populære tværpolitiske fester på LA-båden til Folkemødet. Samuelsen har mærket mere modvind end de fleste, og det er rart for én gangs skyld at være samlingspunkt for positiv opmærksomhed.

Ned fra topskattetræet

I de næste par kapitler hører vi Samuelsens tilsyneladende meget ærlige udlægning af de ultimative krav, kuldsejlede forhandlinger og regeringsdeltagelse. For ham var regeringssamarbejdet et entydigt mål efter valget i 2015.

Når der alligevel ikke var en borgerlig samlingsregering fra begyndelsen, skyldtes det udelukkende, at Lars Løkke ikke ville. Det er måske bogens kernepåstand: At den reelle politiske indflydelse ligger i regeringsmagten, hvorfor det i virkeligheden var en kæmpe succes, dengang Anders Samuelsen klatrede ned fra topskattetræet og i offentlighedens opfattelse blev ydmyget og bestukket med ministerbiler. Nej, svarer Samuelsen. Nok blev jeg ydmyget, men indflydelse fik jeg masser af.

Derfor er bogens andet omdrejningspunkt de politiske resultater, som Liberal Alliances ministre har fået gennemført.

Det bliver ikke fortalt systematisk, men er en lang liste, der eksempelvis tæller historiske sænkninger af registreringsafgiften, afskaffelse af blasfemiparagraffen, opgør med heldagsskolen, nedbarbering af DR, synlig og markant udenrigspolitik (ja, der er faktisk gode og overbevisende eksempler) og selvfølgelig historisk store skattelettelser. Jeg vender tilbage til dem om lidt.

Brænder for anerkendelsen

Selvom teksten er en bearbejdet journalistisk fortælling, skinner Samuelsens egne ord tydeligt igennem. Man kan mærke hele partiformandens følelsesregister gennem teksten. Han er led og ked af de konstante ydmygelser og vil så gerne vise Danmark, at de har taget fejl. Han brænder for anerkendelsen. Det er derfor, han begår den håbløse fejl at tirre Thulesen Dahl med sit berygtede og fatale tweet om de »største skattelettelser i mands minde«.

Vi husker alle, at Dansk Folkeparti blev så provokeret, at partiet svarede igen med at jorde stakkels Samuelsen, der mere forpjusket end nogensinde måtte undskylde til sine vælgere for den grimme proces.

»Forslået, ydmyget og fraskilt beslutter Samuelsen sig alligevel for at invitere gamle venner og bekendte til sin 50-års fødselsdag, og han bliver mødt med en sådan varme, at denne anmelder fik tårer i øjnene af at læse det«


Her får den ellers lejlighedsvist tørre DJØF-tekst en slags karakter af udviklingsroman. Forslået, ydmyget og fraskilt beslutter Samuelsen sig alligevel for at invitere gamle venner og bekendte til sin 50-års fødselsdag, og han bliver mødt med en sådan varme, at denne anmelder fik tårer i øjnene af at læse det.

Derefter tager han kampen op. Han når til erkendelsen af, at så længe han finder sig i evige ydmygelser, kan han opnå sine politiske resultater. Og ja, det lykkes sågar med de største skattelettelser i mands minde, men kun fordi han og partiet har været ret tavse om det (selv her i bogen er det underspillet).

Loyaliteten går langt

Faktisk kunne han let have skrevet en endnu mere overbevisende fortælling om resultaterne. Ole Birk Olesen har været en stor succes som trafikminister. Merete Riisager har været en eminent succes som undervisningsminister. Hvorfor ikke skrive kapitler om dem, frem for den mådelige kulturminister Mette Bock og fiaskoen som ældreminister Thyra Frank? Anders, du overbeviser ingen ved at tale om »forsøgsordninger« og konkrete anbefalinger »som hun er i gang med at følge op på«.

Men vi lærer, at for Samuelsen går loyaliteten endog meget langt. Han kunne have gjort Joachim B. Olsen til beskæftigelsesminister og Henrik Dahl til kulturminister og sikret både resultater og vælgeropbakning.

Hos Anders Samuelsen vinder familiesammenholdet og tanken om faderens anerkendelse. Ligesom han føler sig forpligtet til at hjælpe og anerkende Thyra Frank, selvom hun selvindlysende har været en fiasko som minister. Det sætter selvfølgelig Samuelsen i et sympatisk lys og stærk kontrast til en politisk slagterhund som Lars Løkke, der ingen problemer har med at ofre sine allierede. Man får en fornemmelse af, at Samuelsens manglende kynisme begrænser ham politisk.

Bogen siger på én gang en masse om Anders Samuelsen som person, og er et vigtigt korrektiv til en falsk offentlig fortælling om et parti, der tabte.

Ikke for mine blå øjnes skyld

Forfatter: Anders Samuelsen, fortalt til Hanne Sindbæk. Sider: 135. Pris: 200 kr. Forlag: Liberal Alliances Forlag