Uffe Ellemann og Kjeld Hillingsø: De gamle mænd og havet

Forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og generalløjtnant Kjeld Hillingsø er gamle fiskekammerater. Nu har de skrevet henholdsvis forord og efterskrift til lystfiskernes bibel, »Den fuldkomne fisker«. Vi fulgte dem på en fisketur på Øresund.

Lindhardt og Ringhof genudgiver lystfiskerbiblen, »Den fuldkomne fisker«, hvortil de to gamle inkarnerede lystfiskere Uffe Ellemann-Jensen og Kjeld Hillingsø har bidraget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

En flad rødspætte til den tidligere udenrigsminister og et par mindre torsk til den pensionerede generalløjtnant.

Fangsten var beskeden, da de to gamle gentlemanfiskere Uffe Ellemann-Jensen og Kjeld Hillingsø mandag var på Øresund med kutteren »Teisten« fra Rungsted Havn for at pilke torsk. Til gengæld kunne man ikke få bedre vejr i februar, og det nød de i fulde drag. Tæt på ti grader, fuld sol og svag vind. Skrænterne på Hven og den flade Øresundskyst lå badet i en smuk diffus dis.

Det var forlaget Lindhardt og Ringhof, der havde inviteret på fisketuren, som er en tilbagevendende begivenhed i forlagets kalender. Anledningen var udgivelsen af »Den fuldkomne fisker« (»The compleat angler«), den 400 år gamle bog af Izaak Walton og Charles Cotton, som er en livsklog og poetisk bibel for inkarnerede lystfiskere.

Bogen, som netop er udkommet, er et fornemt genoptryk af den oprindelige danske udgave fra 1943. Den er trykt på lækkert tykt papir og har et grafisk indbydende smudsomslag med en smuk skalle på forsiden og på indersiden farvetegninger af aborrer, bækørreder, ål og gedder, som taler direkte til lystfiskerens hjerte.

Uffe Ellemann-Jensen har skrevet nyt forord, og Kjeld Hillingsø står for efterskriftet. De to herrer på henholdsvis 77 og 83 år har været ude med snøren siden ungdommen. De har gennem årene fisket Danmark tyndt og kastet deres flueliner i berømte fiskevande i bl.a. Norge, Island og Skotland.

Som unge vovede de sig ud i fysisk krævende vande for at fighte store laks og ørreder, men i dag sætter alderen sine begrænsninger.

Det tager sin tid og koster sved og anstrengelser at komme i Harboøre-habitterne, som de to inkarnerede lystfiskere Uffe Ellemann-Jensen og Kjeld Hillingsø kalder de blå heldragter. Men humøret er højt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Det tager f.eks. en del tid for de to lystfiskere at komme i støvlerne og Harboøre-habitten, som de kalder deres varme, blå heldragter. De hjælper hinanden, og der bliver prustet og stønnet en del, inden tøj og støvler er på plads. Sådan da. Lynlåsen sidder stramt om maven, og det bliver der grinet en del af.

Ellemann har en grøn-beige tweedhat med en besætning af fluer i hattebåndet på hovedet, mens Hillingsø topper Harboøre-habitten med en beige kasket fra et år, hvor han deltog i DM i havfiskeri.

»Er det din tandbeskytter?« spørger Hillingsø, da Ellemann taber et hælindlæg fra en støvle.

Igen bliver der grinet. I det hele taget tager de to gamle venner livet fra den humoristiske side, ligesom der bliver fortalt en del røverhistorier – bl.a. om, hvordan man bedst fanger ål.

Ellemann: En hymne til friheden

Efter en halv times sejlads, ringer skipper med messingklokken, og så må der fiskes.

Den første, der får bid, er Ellemann. En rødspætte, turens eneste, havner i fangstkurven. Han ser tilfreds ud, selv om det jo mest er torsk, der bliver fisket efter.

Ellemann kalder i sit forord »Den fuldkomne fisker« for en hymne til naturen, der nok handler om lystfiskeri, men i lige så høj grad om glæden ved naturen.

»Den er også en hymne til friheden. Den frihed, man kan finde i naturen med sin fiskestang. Har man først fået sans for det, så lever man. Så er man blevet et frit menneske,« skriver den gamle liberale partileder.

»Jeg har fisket, siden jeg var dreng. Jeg var fascineret af vandet i åen ved den gård, hvor jeg blev født, og hvor jeg senere tilbragte mine sommerferier, ligesom jeg fiskede ved Isbjørnen på Langelinie i København og en gang imellem kom hjem med et par makreller og sild,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Uffe Ellemann-Jensen har fisket siden barndommen, og han holder stadig af at fiske ved en stille jysk å eller tage jollen ud på Øresund for at fange hornfisk sammen med børnebørnene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Det er den samlede naturoplevelse og det kontemplative ved fiskeriet, som han holder af.

»Det er oplevelsen af at være i naturen, følelsen af frihed og så tanken om, at dernede i vandet står verdens største fisk, som om et øjeblik måske bider på krogen,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Han har sagt farvel til det fysisk krævende laksefiskeri, men han holder stadig af at komme ud med fiskestangen ved »en stille jysk å« eller at tage ud efter hornfisk på Øresund med jollen hjemme i Hellerup – gerne sammen med børnebørnene eller sin gamle ven Friis Arne Petersen, Danmarks ambassadør i Berlin.

Uffe Ellemann-Jensens bedste fangst? Det var en laks i den islandske elv Selá i 1983.

»Jeg gik fra parkeringspladsen og op ad elven i over en time til det vandfald, som stopper laksene. Dér fik jeg den største laks, jeg har fanget. Det tog en time og 20 minutter at få den landet, og jeg fangede den på en lille bitte flue, der havde den samme farve, som min kones øjne har, når hun kigger mildt på mig. Jeg var fuldstændig ekstatisk, og så vandrede jeg en time tilbage til bilen med laksen på skuldrene og sang i vilden sky. Sikken en fornemmelse! At vandre hen over den islandske lava og blive angrebet af fuglene, der ville have fat i laksen. Det var en totaloplevelse.«

Uffe Ellemann-Jensen

»Det tog en time og 20 minutter at få den landet, og jeg fangede den på en lille bitte flue, der havde den samme farve, som min kones øjne har, når hun kigger mildt på mig. Jeg var fuldstændig ekstatisk.«


Solen skinner, og Uffe Ellemann gider ikke rigtigt fiske mere, så han sætter sig ud i stævnen og lægger sig på kahyttens tag med fødderne oppe på rælingen og ansigtet vendt mod solen.

På dette tidspunkt kunne det måske være på sin plads at citere et af Izaak Waltons digte fra »Den fuldkomne fisker«:

Klart skinner sol. Spil lystigt, spil!

De smuler, vi har, slaar rigeligt til.

 

Er nogen violin saa klar

og sød som vore klokkers spil?

Hvad mangler vi, som kongen har?

Vi gaar og kommer, som vi vil,

og spiser, drikker, gaar til køjs

nøjagtig, som vi selv fornøj's.

Klart skinner sol. Spil lystigt, spil!

De smuler, vi har, slaar rigeligt til.

Hillingsø: Yoga for mænd

Nede i agter og i ly af styrehuset står Kjeld Hillingsø i lunt humør og hiver torsk om bord. Sådan da. To ligger der i fangstkurven, men tre er hoppet af krogen, da han skulle hive dem op, hvilket ærgrer ham.

I sit efterskrift beskriver han sit lystfiskerliv, som begyndte med seks skaller fanget i et betonrør, der førte slagteriaffald ud i Aarhus Å. Senere blev hans bedrifter større med laksefangster i Skjern Å, havørreder fra Em Å i Sverige og fisketure til Canada og Norge. Han forelskede sig i sin hustru, Birgitta Hillingsø, også kaldet Pylle, da hun fightede en gedde 17. oktober 1962.

Kjeld Hillingsø på Øresund i mandags. Han har fisket siden barndommen i Aarhus. To gange om året tager han på fisketur med sønnen Jens, der er læge og klinikchef. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Snart 80 år er det blevet til i »snørens broderskab«, som Charles Cotton kalder det i »Den fuldkomne fisker«, skriver Hillingsø, som stadig fisker så meget, som han kan komme til.

»Min søn og jeg fisker sammen et par uger om året. En uge om foråret og en om efteråret. Vi tager til Skjern Å og andre steder i Jylland og til Em Å i Sverige. Vi fisker med flue efter havørred og laks,« siger Kjeld Hillingsø, som med et underfundigt smil kalder lystfiskeri for »yoga for mænd«.

Kjeld Hillingsø

»Man er ét med naturen, og når man har sin hund med, så oplever man ikke alene naturen gennem sine egne sanser, men også gennem hundens.«


Det er fascinationen af vandet og dyrene i vandet, der tiltrækker ham.

»Det er samspillet med naturen og det, at man er alene og måske har sin hund med, der er spændende. Man behøver ikke bruge penge på at lære at meditere eller gå til fitness, når man fisker. Her er det hele samlet. Man er ét med naturen, og når man har sin hund med, så oplever man ikke alene naturen gennem sine egne sanser, men også gennem hundens,« siger han med henvisning til sin skotske terrier, Jojo.

Turens største torsk på 4,3 kg bliver kroget. Den har en halvslugt fisk i munden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Når hunden er mere interesseret i at fange fisk, end man selv er, så er det ekstra morsomt. Den hopper i vandet og mener, at det er dens pligt at slå fisken ihjel. Min kone fik engang en fisk på, og endnu inden hun havde råbt om hjælp, hoppede hunden i vandet. Hun ville tage fisken i nettet, men hunden ville også tage fisken. Så udspillede der sig en ballet: Hunden var i vandet, hunden og fisken var på land, hunden og fisken var i vandet, hunden var i nettet, fisken var på land. Frem og tilbage, indtil det lykkedes hende at få både fisk og hund i nettet og på land,« siger Kjeld Hillingsø og fortæller, at hans kone er gentlemanfisker og foretrækker at have nydeligt tøj på, når hun fisker.

»Jeg er rundet af noget andet. Jo mere snavset og slimet og jo flere gange, jeg har været nede på knæene, jo bedre,« siger generalløjtnanten i Harboøre-habit og griner.

Fangsten er kommet til at betyde mindre for ham med årene. »Tidligere var jeg mere blodtørstig,« siger han. Nu er det naturoplevelsen og ensomheden, der tæller.

»Det at føle, at man er en lille del at noget meget stort.«

På dette tidspunkt kunne det måske være på sin plads at citere et af Izaak Waltons digte, der handler om skønhed, død og evigt liv:

Du skønne dag! Der hviler fred

og lykke over jord og sø.

Men dug skal græde over Dig, for Du skal dø.

 

Du skønne rose! Snart skal Du

mer end Din duft omkring Dig strø.

Til jorden falder blad ved blad, for Du skal dø.

 

Du skønne vaar! Al dejlighed

har kaaret Dig til fæstemø.

Snart tier nattergalens røst, for Du skal dø.

 

Og kun en sjæl af fromhed fyldt

skal aldrig sporløst visne hen.

Naar hele verden staar for fald,

da lever den.

 

De sultne måger svæver over kutteren på vej mod land, i håb om at der bliver smidt lidt fiskeaffald over bord. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

En blodig finger

Efter madpakker på molen i Kyrkbacken på Hven går turen tilbage mod Rungsted Havn. Mågerne svæver over kutterne og skriger og styrtdykker, når der kastes fiskeaffald over bord. Fangsten har været mådelig, men som de to gentlemanfiskere siger, er det ikke kun fangsten, det kommer an på.

»Den fuldkomne fisker« af Izaak Walton og Charles Cotton. Oversat af Otto Gelsted og med tegninger af Ib Andersen. Forlaget Lindhardt og Ringhof, 500 kr. Er udkommet. Fold sammen
Læs mere

Grejet skal pakkes sammen, og Kjeld Hillingsø fremviser næsten stolt en blodig hånd. Han fik en krog i fingeren, da han tog pirk og forfang af linen, men han har selv fået den ud igen.

»Titlen på vores næste bog skal være »The complete Tangler« (Den fuldkomne kluddermikkel, red.),« siger han og griner (tangler betyder noget sammenfiltret).

Her ville det måske være på sin plads at give Izaak Walton det sidste ord som en afslutning på en god fisketur:

Hvor findes der i dette liv

så vederkvægende et tidsfordriv,

der ikke lægger krop og ånd

på samme tid i sit bånd:

Jeg passer snøre, blink og krog

imens jeg læser i min bog.