Tynd guide: Sådan får du en komplet ligegyldig bestyrelsespost

Boganmeldelse: »Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt«, er en guide til hvordan du får din første bestyrelsespost, som dog ofte er en post uden hverken magt eller penge.

Forfatteren, Laura Vilsbæk, sidder selv i en bestyrelse. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Debatten om kvinder i bestyrelser er hidsig. For selvom der vist nok er en stigning i antallet af kvinder i landets magtfulde bestyrelser, så er det stadig en udpræget mandsdomineret verden.

De ældre forhenværende topdirektører med deres lange og knastørre uddannelser sidder så massivt bestyrelserne, at feministerne længe har krævet kvoter for at gøre noget ved sagen. Men der er hjælp på vej. For nu foreligger bogen »Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt«, der er en praktisk guide til, hvordan du får din første bestyrelsespost.

Rune Selsing

»Bogen er fuldkommen blottet for et relevant samfundsperspektiv og reelt nasser den på den bredere debat om kvinder i (rigtige) bestyrelser.«


Man skal dog ikke langt ind i teksten, før man opdager, at man er blevet snydt. Bogen handler nemlig slet ikke om den store kvindekamp for at udligne magtforholdene i samfundet. Den handler ikke engang om de rigtige bestyrelser. Derimod er det en bog om, hvordan man får én af de bestyrelsesposter, hvor der overhovedet ikke følger magt med.

Danmark er fuldt af små og mellemstore virksomheder, hvor virksomhedens direktør også er ejer af virksomheden. Her er bestyrelsen mest af alt en hyggeklub med tante Oda og onkel Otto. Nogle har dog også mere seriøse bestyrelser med en betalt advokat eller revisor og medlemmer med en mere rådgivende funktion. Det er sådan en bestyrelse, som forfatteren Laura Vilsbæk selv sidder i.

Vilsbæk argument er, at når der nu allerede sidder en række kedelige mænd med passion for egenkapitalopgørelsen rundt omkring i landets bestyrelser, er der faktisk god plads til noget andet. Selvom man ligesom forfatteren ikke har ledererfaring, kan man altså godt sidde i en bestyrelse og bidrage med relevante perspektiver fra sit arbejdsliv alligevel.

Og når man er kommet så over skuffelsen over, at det faktisk er de lettere ligegyldige bestyrelser, bogen handler om, er den faktisk ganske hæderlig. Når udgivelsen på sin forside lover at være en opskrift på at finde en bestyrelse, så virker det plat, men det er god nok. Bogen rummer en række praktiske råd til, hvordan man får landet en bestyrelsespost, såsom opbygning af et særligt bestyrelses-CV, opslag på linkedin, søgning i CVR-registre efter relevante virksomheder og eller simpelthen at reagere på stillingsannoncer.

Ikke de vises sten

Bogen er så afgjort heller ikke de vises sten om bestyrelsesposter. Det er sådan noget »bestyrelsesposter for dummies« over den. Men det er vel egentlig også OK. Mon ikke der sidder en del læsere derude uden nogen anelse om, hvor let, det er at få en bestyrelsespost, og hvor lidt det kræver?

Det er dog en temmelig overfladisk bog, og forfatteren kunne også godt være lidt mere ærlig om ulemperne. Du får eksempelvis et temmelig mådeligt honorar for sådan en bestyrelsespost, og du er helt uden reel magt. Pointen med at få kvinder i bestyrelser var netop at få del i deres betydelige magt og indflydelse, som ellers er reserveret til mandlige gråhårede forhenværende direktører. Men i Laura Vilsbæks bestyrelser er det stadig den virksomhedsejende direktør, der bestemmer suverænt.

Dermed er bogen fuldkommen blottet for et relevant samfundsperspektiv og reelt nasser den på den bredere debat om kvinder i (rigtige) bestyrelser.

Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt - Sådan finder du din første bestyrelsespost
Forfatter
: Laura Vilsbæk. Sideantal: 146. Pris: 225 kr. Forlag: VILSBOOK