Spørg dine naboer, spørg dine kollegaer, spørg din borddame eller spørg din nevø! Rigtig mange har med garanti læst Haruki Murakami.

Den japanske forfatter, der de seneste år regelmæssigt har været nævnt som nobelpriskandidat, og som har modtaget både en H. C. Andersen-pris og en Kafka-pris, er et forbløffende litterært fænomen. Hans romaner med de ofte ensomme figurer og både komplekse og sælsomme handlingsforløb har for længst opnået bestsellerstatus og er oversat til mindst et halvt hundrede sprog. Hans fanskare, de såkaldte »harukier«, er konstant voksende, og med Mette Holms imponerende oversættelse af det andet bind af fortællingen »Mordet på kommandanten«, er et storværk i forfatterskabet bragt sikkert i dansk mål lige netop i rette tid til julesalget.