Verdenslitteraturen er fuld af labyrinter og biblioteker. Fra den klassiske græske myte om Minotauros til klosterbiblioteket hos Umberto Eco i »Rosens navn« eller måske til skolebiblioteket på Hogwarts i J. K Rowlings Harry Potter-bøger er forvildelsen en indlysende mulighed.

At netop kult-forfatteren og nobelpris-kandidaten Haruki Murakami, der til stadighed bevæger sig i krydsfeltet mellem japanske og vestlige traditioner og påvirkninger, går på opdagelse i »Det mystiske bibliotek« og begiver sig på vej igennem labyrinten i fodsporene på blandt andre Franz Kafka og argentineren Jorge Luis Borges, er nærmest hvad man kunne vente sig. Og også børnekamrenes horror-leverandører, brødrene Grimm, dukker op som en slags vejvisere og inspirationskilder på gangene i »Det mystiske bibliotek«.