Rane Willerslevs bog om dannelse er sympatisk, men handler mest om Rane selv

Museumsdirektør og kendisantropolog Rane Willerslev har skrevet en let sludrevorn, omend sympatisk bog, der mere handler om det, der optager Rane end om dannelse.

Rane Willerslev,  direktør for Nationalmuseet og forfatter til en ny bog om dannelse. Mads Joakim Rimer Rasmussen

Eks-pelsjæger, kendisantropolog og Nationalmuseumsdirektør Rane Willerslev er her, der og alle vegne i den danske kulturdebat. Når han ikke fylder sendefladen på DR2 som museumsreality-stjerne, sætter han fut i debatspalternes fejemøg med kedsomhedsknapper og lyngvilde vikinger. Nu har Willerslev begået en bog på knap 170 små sider, hvor han angiveligt kommer med sit »oplæg til et mere modigt dannelsesbegreb«.

Det gør han måske også. Lidt. Mest af alt virker bogen imidlertid som spredt fægtning, hvor Willerslev skriver om alt fra internettets betydning til kritik af hans virke som museumsdirektør. Det er ikke helt skidt, men heller ikke rigtig godt, for Willerslev diverterer ikke ligefrem med originale indsigter.

Akademikerens velkendte sang

Tag nu dannelsesbegrebet. Ifølge Willerslev skal det moderne dannede menneske være blandt andet rummeligt, kreativt, modigt og udogmatisk. Javel. Næppe mange vil erklære sig uenige og advokere for, at det moderne menneske skal være chauvinistisk, ukreativt, kujonagtig og dogmatisk.

Læseren får også den humanistiske akademikers efterhånden velkendte sang om, at folk skal gå på universitetet, stort set lige så længe de lyster. Ifølge Willerslev bliver danske unge nemlig pisket »ud på arbejdsmarkedet« - selvom de er blandt dem, som er senest færdiguddannede på europæisk plan. I stedet skal de unge ombestemme sig og skifte uddannelse en hel masse. Økonomisk set skal denne meget sene entre på arbejdsmarkedet - vist nok - hænge sammen ved, at folk går på pension markant senere end allerede planlagt, fordi de alligevel ikke »skal gå og spille golf tre årtier efter pension i 70-årsalderen«. Det er unægtelig et ambitiøst forslag i det aktuelle politiske klima.

Man skal snarere købe bogen for det gode selskab og de sjove anekdoter end for velargumenterede og originale indsigter.

Dernæst er der ingen grænse for, hvor utroligt omstillingsparate alle skal være, fordi computerne tager vores arbejde lige om snart. Eller måske gør de ikke. For nogle siger, at teknologien overtager halvdelen af arbejdspladserne inden for de kommende år, mens andre blot siger 14 procent. Til de sidste siger Rane »Som om«. Og så er den diskussion åbenbart ude.

Profetisk drøm i vildmarken

Lettere mærkeligt bliver det, når Willerslev forklarer, hvorfor troen på det overnaturlige er en god ting, fordi han engang havde en profetisk drøm i den sibiriske vildmark. I den forbindelse konkluderer Willerslev om forskellen på politiske rådgivere og spåmænd.

»Selvom [politiske rådgivere] utvivlsomt vil foretrække betegnelsen analytikere, er de vel egentlig ikke bedre rustet end en erfaren spåmand til at forudsige fremtiden.«

Med fare for at negligere et oplagt potentiale for at gøre sig lystig over politiske analytikeres uformåenhed kunne man hævde, at erfaring med og viden om politik ideelt set er et bedre grundlag end kaffegrums og runer, når det kommer til forudsigelse af fremtidige konsekvenser af politiske tiltag.

I flæsket på kritikere

Mest interessant er Willerslev, når han konkret og fyndigt forsvarer sine prioriteringer som leder af Nationalmuseet. Her går han direkte i flæsket på dem, som har kritiseret hans folkelige tiltag i form af kedsomhedsknap og vikingesamarbejde med Jim Lyngvild, ikke mindst faghistorikere.

Han argumenterer ganske overbevisende for, at han har formået at afstøve Nationalmuseet, der ikke med urette blev betragtet som kedeligt og uengagerende. Hvis man mener, at forbedrede besøgstal og større brugertilfredshed er et relevant parameter for succes, har Willerslev gjort noget rigtigt. Som han afslutningsvis skriver: »Findes der en anden og mere dannet måde at tage de kampe [for at gøre museet mere vedkommende og velbesøgt] på, hører jeg rigtig gerne om den.« Så er handsken kastet.

Ser man bort fra bogen flagrende præg, er Rane hyggeligt selskab, og hans begejstring - der kan mærkes selv på skrift - ganske smittende, omend enkelte mere bornerte læsere nok vil tage anstød af de mange forekomster af tale- og bandesprogsagtige vendinger som »sgu«. Man skal snarere købe bogen for det gode selskab og de sjove anekdoter end for velargumenterede og originale indsigter.

Rane Willerslev, »Rygrad og rummelighed«, 167 sider, 199. kroner. Forlag: People’s Press.