De senere år er »konkurrencestaten« blevet et skældsord, som røde politikere hælder i hovedet på regeringen ved enhver given lejlighed.
Jeg troede derfor, at Martin Møller Boje Rasmussen, postdoc ved Statskundskab på Københavns Universitet, måtte være en meget modig mand, da jeg hørte, at han havde skrevet en hel bog til dens forsvar. Og så endda til udgivelse midt i en valgkamp, hvor partierne kappes om at love flere penge til gud og hver mand: Til uddannelse, til sundhedsvæsenet, til den grønne omstilling, til de arbejdsløse, til flygtningene, til pædagogerne, til pensionisterne, og fortsæt selv listen.
Bogen handler ikke om, at prioritering af knappe ressourcer er nødvendig: Den handler tværtimod om, at konkurrencestaten overhovedet ikke behøver at være sådan en nærigpind – for man kan sagtens kombinere en høj konkurrenceevne og vækst med et højt skattetryk og veludbygget velfærd.
Jeg forestillede mig, at bogen ville handle om, hvordan »Konkurrencestatsministeren« – som bogens titel lyder – sikrer en veldrevet og konkurrencedygtig stat uden at skuffe befolkningens voksende forventninger. Det ville helt sikkert hidse gemytterne op.
Men deri tog jeg fejl. For bogen handler ikke om, at prioritering af knappe ressourcer er nødvendig: Den handler tværtimod om, at konkurrencestaten overhovedet ikke behøver at være sådan en nærigpind – for man kan sagtens kombinere en høj konkurrenceevne og vækst med et højt skattetryk og veludbygget velfærd.
Forfatterens ærinde er at vise, at den danske konkurrencestat – i modsætning fx den amerikanske konkurrencestat – slet ikke er et neoliberalt projekt, der styres af nødvendighedens politik. Tværtimod er vores velfærdsstat en varm velfærdsstat, der har formået at gøre vækst og offentlig velfærd til hinandens forudsætninger. For det kan sagtens være, at høje arbejdsløshedsydelser ligefrem styrker arbejdsudbuddet – fordi de betyder, at folk ikke går til bunds og belaster sundhedsvæsenet, men i stedet sunder sig og søger ud på arbejdsmarkedet igen, måske efter ligefrem at have opkvalificeret sig.
På samme vis behøver en gennemgribende grøn omstilling heller ikke på bare at være dyr for Danmark – tværtimod kan den betyde, at virksomhederne hurtigere omstiller sig til energieffektiv produktion og får en konkurrencefordel i forhold til andre landes virksomheder. Ja, selv flygtninge kan blive en overskudsforretning på længere sigt – man skal bare vente længe nok, indtil beskæftigelsesgabet mellem danskere og indvandrere lukker sig.
Røde og blå økonomer
I det hele taget er der tilsyneladende ingen af de udgifter, som den danske stat afholder, som kan siges at have en negativ indvirkning på konkurrenceevnen og væksten på lidt længere sigt. Hvis der er, så spørg en anden økonom eller et andet ministerium. For som det fremgår af de mange økonomiske diskussioner i bogen, findes økonomer i blå og røde udgaver fuldstændig ligesom politikere.
Men lad os så sige, at Boje Rasmussen har ret. Hvor slutter argumentet så? Siger han dermed, at vi fx sagtens selv kunne lade folk bestemme, hvornår de ville gå på pension, uden at det gik ud over konkurrenceevnen? Siger han, at det ville være en god forretning at invitere flere flygtninge til Danmark, uanset, hvor mange der så kom? Siger han, at vi ligeså godt kunne indføre borgerløn og lade folk selv bestemme, om de ville arbejde eller ej? Svaret blæser i vinden.
Bogen er en velskrevet teoretisk gennemgang af de mikro-, meso- og makroøkonomiske instrumenter, som en konkurrencestatsminister har i sin værktøjskasse, men den er ikke til nogen hjælp, når konkrete politiske beslutninger skal træffes.
Men helt ærligt ville jeg nu ikke være så bekymret, hvis jeg var Boje Rasmussen. Den konkurrencestat, som han beskriver, er i realiteten velfærdsstaten, og den er der bred opbakning til.
Ej heller forholder den sig til de konkrete kritikpunkter, som oftest rettes mod konkurrencestaten, og som jo ikke primært har noget med velfærd at gøre.
Konkurrencestaten bebrejdes, at den fratager de ansatte i både den private og den offentlige sektor arbejdsglæden, fordi dokumentationskravene for al aktivitet er blevet så tårnhøje, at de bruger en uforholdsmæssig stor del af arbejdstiden på indberetninger, som formentlig sjældent bliver læst. Uden at fejlene nødvendigvis bliver mindre, fordi snyderne og svindlerne bare indberetter falsk. Eller kritikken går på den instrumentalisering, der har fundet sted af selv kulturlivet, der drives som en oplevelsesøkonomi frem for som et oplysnings- og dannelsesprojekt. Hvad siger Boje Rasmussen til det? Vi ved det ikke.
Til gengæld får vi i bogens slutning omsider at vide, hvorfor det er nødvendigt med et abstrakt forsvar for konkurrencestaten lige nu. Det skyldes, at folk som Berlingskes Anders Krab-Johansen, der i sin bog »Vi vinder, når vi vågner«, har bildt folk ind, at en neoliberal konkurrencestatsmodel er den eneste mulige, hvis vi ikke skal tabe i den globale konkurrence. Med sit flammeskrift for en neoliberal »nødvendighedens politik« har han ifølge Boje Rasmussen været med til at bane vejen for opkomsten af Donald Trump og Brexit. For i afmagt over konkurrencestatens angiveligt »nødvendige« borgerfjendskhed har folk ladet sig forføre af demagoger, som vil afglobalisere verden. Folk skal derfor i en fart forstå, at der findes andre typer konkurrencestater end onde – der findes også den flinke danske.
Men helt ærligt ville jeg nu ikke være så bekymret, hvis jeg var Boje Rasmussen. Den konkurrencestat, som han beskriver, er i realiteten velfærdsstaten, og den er der bred opbakning til. I min levetid er den kun vokset. Hvis den trues, er det af overvægt, og ikke af underernæring.
»Konkurrencestatsministeren. Til forsvar for den danske konkurrencestat«
Forfatter: Martin Møller Boje Rasmussen. Sider: 288. Forlag: Djøf Forlag
