Per Stig Møller: Preben Wilhjelm skriver klogt om dét, der er en indikation på, om et samfund er acceptabelt eller ej

Enkelt, klart, kort og veldokumenteret viser Preben Wilhjelm i sin nye bog, hvorledes retspolitikken har udviklet sig fra enevælden over Grundloven af 1849 til i dag.

Wilhjelm
Det lykkedes Preben Wilhjelm at sætte sig mindst to spor i dansk retspolitik. Han stillede et forslag om forbud mod anvendelse af »ulovlige beviser« i retssalen og et andet om, at der ved aflytningskendelser skulle beskikkes en advokat for den aflyttede, skriver Per Stig Møller i sin anmeldelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Preben Wilhjelm var fra 1975 til 1984 det betydeligste folketingsmedlem for VS. Han var principfast, velargumenterende og knivskarp. Han var også en meget ortodoks socialist, som jeg midt i 1980erne mødte i en radiodebat, hvori han mente, at menneskerettighederne havde det bedre i det socialistiske Østeuropa end i det kapitalistiske Vesteuropa, og VS stod naturligvis langt fra os borgerlige i alle de sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Men på retsområdet kunne vi finde hinanden. »Det mest vidtgående folkelige element i retsplejen fandt især støtte i de borgerlige partier og VS, mens indskrænkningerne sædvanligvis blev støttet af Socialdemokratiet, Radikale og Socialistisk Folkeparti«, skriver han i sin nye bog, »Kampen for retsstaten«.

Netop retsområdet brændte Wilhjelm for, siden han som 10-årig i 1945 havde set bevæbnede frihedskæmpere gelejde en mand med hænderne bag nakken op på ladet af en lille lastbil, mens folk, »uden at de havde det mindste kendskab til, hvad han måtte være skyldig i«, lod det regne »ned over ham med ukvemsord, spytklatter og forsøg på slag og spark«.

Hans ubehag skyldtes ikke særlige sympatier for nazisterne i hans hjem. Faren havde været styrmand i handelsflåden og omkom som offer for en tysk torpedo. Moren hadede nazi-Tyskland, hvis væsen hun havde oplevet på besøg i Tyskland før krigen. Alligevel blev den oplevelse »stående forrest i min bevidsthed«, fortæller han om baggrunden for sit livslange engagement i retspolitikken. For ham er den en helt afhørende indikator for, »om et samfund er acceptabelt eller ej«.

»Netop retsområdet brændte Wilhjelm for, siden han som 10-årig i 1945 havde set bevæbnede frihedskæmpere gelejde en mand med hænderne bag nakken op på ladet af en lille lastbil, mens folk, »uden at de havde det mindste kendskab til, hvad han måtte være skyldig i«, lod det regne »ned over ham med ukvemsord, spytklatter og forsøg på slag og spark«.«


Det lykkedes Preben Wilhjelm at sætte sig mindst to spor i dansk retspolitik. Han stillede et forslag om forbud mod anvendelse af »ulovlige beviser« i retssalen og et andet om, at der ved aflytningskendelser skulle beskikkes en advokat for den aflyttede. Begge VS-forslagene faldt ganske vist efter deres fremsættelse, men de blev året efter genfremsat af den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen – og vedtaget. Men da var Wilhjelm på grund af VS' rotationsprincip ude af Folketinget.

Den retskulturelle arv

Bogen gør den danske retsstats regnebræt op. Hvordan har den af ham så ofte kritiserede retsstat det egentligt? Jo, tak, den har det godt, konkluderer Wilhjelm: »Danmark kan rose sig af at være en retsstat … Hos os er spørgsmålet snarere, hvordan vi forvalter denne retskulturelle arv«. Og dét gør vi beklageligvis ikke særlig godt. Vi varetægtsfængsler, isolationsfængsler, overvåger, ransager og aflytter mere end godt er for en retsstat og eroderer derved arven.

Så når »vi nyder det privilegium at leve i en retsstat, så kan vi takke tidligere generationer for det. Vores egen generation har ikke noget at rose sig af i den sammenhæng«, konstaterer han tørt efter at have gennemgået retssamfundets historie inden for retsplejens og straffelovens område.

Enkelt, klart, kort og veldokumenteret viser Preben Wilhjelm, hvorledes retspolitikken har udviklet sig fra enevælden over Grundloven af 1849 til i dag. Han har været nede i Folketings- og Landstingsdebatterne og fremdrager de overvejelser, der lå til grund for det retssamfund, der langt om længe blev formet af retsplejelovens vedtagelse i 1919.

Han viser, hvilke ændringer den siden er undergået – og altså efterhånden til det værre. Som den kloge mand, han er, ved han selvfølgelig godt, at samfundet er blevet et andet og udfordringerne andre, men ikke desto mindre påpeger han nogle fundamentale retsprincipper og rejser nogle faresignaler, vi gør klogt i at holde øje med for ikke at erstatte retssamfundet med et overvågningssamfund. Dette udvikler sig i kraft af enkeltsager, mediestorme og medløbende politikere. Som et modstykke til sidstnævnte fremhæver han systemskiftets første statsminister J.H. Deuntzer.

Ifølge Wilhjelm gik han af, fordi der var flertal for den indførelse af »prygleloven«, som han var imod. Hans afgang er, skriver Wilhjelm, »vel det første og sidste eksempel på, at en dansk politiker sætter sin stilling ind på modstanden mod populistisk spekulation i kriminalpolitikken«.

»Når »vi nyder det privilegium at leve i en retsstat, så kan vi takke tidligere generationer for det. Vores egen generation har ikke noget at rose sig af i den sammenhæng«, konstaterer Wilhjelm tørt«


Men Deuntzer blev nu siddende et år efter dette nederlag og demissionerede først i 1905, efter at fem ministre havde indgivet deres afskedsbegæring, og krigsministeren overraskende havde anlagt skanser på Saltholm og brugt flere penge end bemidlet af Finansudvalget. Bortset fra denne indholdsmæssige fejl, er der nogle slåfejl i forbindelse med nogle årstal, men det skal ikke hindre mig i varmt at anbefale bogen til alle retshistorisk interesserede.

Kampen for retsstaten

Forfatter: Preben Wilhjelm. Sider: 176. Pris: 200 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof