På øen Manus gennemlevede iransk journalist helvede på jord

Boganmeldelse: Den iranske systemkritiker og flygtning Behrouz Boochani skildrer i »Kun bjergene er min ven« død, gru, lemlæstelse, men evner samtidig at give læseren et poetisk kram, der er svært at undslå sig.

Behrouz Boochani bor i dag i Christchurch, New Zealand. Mens han var sad i interneringslejeren på Manus, Papa New Guniea, skrev han sin gruopvækkende beretning på sin mobiltelefon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sanka Vidanagama

Hvis man ikke ser et menneske, men blot et ubetydeligt nummer i rækken bag de øjne, der ind imellem skæver til os fra nyhedsstrømmens billeder af flygtninge, der samles op fra både, vandrer i flokke ad landeveje eller lever i lejre her, der og langt fra vores egen hverdag, bør man unde sig selv at møde en af dem ved at læse den iransk-kurdiske Behrouz Boochanis »Kun bjergene er min ven – Et vidnesbyrd fra Manus Fængsel«. Her bliver den ukendte pludselig en bekendt, en ven.

Bogen er et rystende indblik i de frygtelige forhold, som en del af verdens flygtninge lever under. Og så er det en personlig og stedvist poetisk beretning om et menneske, der får frataget sine rettigheder og forsøgt frataget sin menneskelige værdighed, og som – på trods – ikke slår blikket ned, men insisterer på at vise verden, hvem han er, og hvad han har gennemlevet.

»Det er voldsom læsning. Boochani skriver råt for usødet, uden at overdramatisere, uden at fokusere ensidigt på undertrykkelse, død og lemlæstelse.«


Det gør han behersket insisterende og stærkt. »Kun bjergene er min ven« er som et litterært håndtryk, et poetisk og politisk kram, et – muligvis ubelejligt – bekendtskab, der er svært at undslå sig, når først man er gået i gang med bogen.

Den sidste ven

Både de medlemmer af Folketingets udlændingeudvalg, der aldrig kom på det planlagte besøg til den australske flygtningelejr i Papua Ny Guinea i 2016, og alle andre anbefales at tage imod denne litterære invitation og kaste sig i Behrouz Boochanis favn. For ikke nok med at man får åbenbaret al den gru, der herskede i de flygtningelejre, som de australske immigrationsmyndigheder sendte asylansøgere til på øerne Manus og Nauru, man bliver også beriget med tankevækkende filosofiske betragtninger om den menneskelige psyke og om magtstrukturer blandt fangevogtere og fanger og indbyrdes imellem de undertrykte.

Behrouz Boochani, der er journalist og en markant kritiker af det iranske styre, mærkede i 2013 jorden brænde under sig, og han valgte derfor at flygte fra sit hjemland. Ikke op i bjergene, der ellers ifølge et kurdisk ordsprog er det trængte folks sidste ven, for der ville han skulle have grebet til våben. Han ville fred og frihed, og det fik han så først efter seks års fangenskab. Siden november 2019 har han boet i New Zealand.

I interneringslejren på øen Manus gennemlever Boochani helvede på jord, og for at holde sig selv ovenvande skriver han. Via WhatsApp sender han bid for bid tekstbeskeder til den iranskfødte oversætter Omid Tofighian, der bearbejder det hele.

Det er voldsom læsning. Boochani skriver råt for usødet, uden at overdramatisere, uden at fokusere ensidigt på undertrykkelse, død og lemlæstelse. Volden og angsten fylder lige så meget som ensomheden og afmagten, ligesom at den journalistiske reportage er en lige så stor del af bogen som det lyriske og det filosofiske. »Kun bjergene er min ven« er et anderledes, men markant politisk statement, hvor det litterære patchwork bliver både en styrke og en svaghed.

Foto: Gyldendal.

»Vi er flagermus i en mørk hule og reagerer på de mindste vibrationer,« skriver han og uddyber et andet sted: »Det handler om at finde tryghed i mængden og foretage sig larmende, øresønderrivende tosserier for at undslippe ensomheden og frem for alt lægge afstand til de rædsler, som meget få har styrken til at konfrontere.«

Lejrens logik er at vende fangerne mod hinanden. Principperne bygger ifølge Boochani på teorien om Det Kyriarkalske System, som blandt andet handler om indbyrdes forbundne sociale systemer med dominans, undertrykkelse og lydighed som formål. Det lykkes fremragende at eksemplificere dette i den sammensatte og særegne tekst.

Afdæmpet Carsten Jensen

Bogen indledes med et indædt, men (overraskende) afdæmpet forord af Carsten Jensen, mens oversætteren i et (for) langt efterskrift forklarer, hvordan samarbejdet mellem ham, forfatteren og flere andre er foregået. Det har været omfattende, dels fordi teksterne er skrevet i brudstykker, dels fordi Boochani bruger mange litterære og kulturelle henvisninger, som let kan forsvinde i en oversættelse.

Det er interessant, men bliver for nørdet og fagspecifikt i forhold til det, der er bogens ærinde. Ingen tvivl om at Tofighian har bedrevet et kæmpe redigeringsarbejde, og det skal da anerkendes. Spørgsmålet er så også, om teksten ikke mister for megen gnist og oprindelighed, når den danske udgave er en oversættelse af oversættelsen. Det er helt klart et dilemma, og der skal ikke sættes en finger på Juliane Wammens danske version, men optimalt er det ikke. Det ændrer dog ikke ved, at man med Boochanis bog inviteres ind i strømmen af flygtninge, får fjernet filteret fra sit opgivende blik og ser et menneske i øjnene.

Kun bjergene er min ven – Et vidnesbyrd fra Manus Fængsel
Forfatter: Behrouz Boochani. Oversætter: Juliane Wammen/Omid Tofighian. Sider: 405. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.