Det begynder med et svin. Det løber rundt i Bruxelles' gader. Den gamle, ensomme jøde og auschwitzoverlever David de Vriend får øje på det fra vinduet i den lejlighed, som han har boet i i 60 år, men som han snart skal forlade, og stadig flere borgere observerer ligesom ham det fritgående husdyr, og den lokale gratisavis leger med ilden, da den spørger læserne, hvad kræet skal hedde ...
Det er alt sammen meget forvirrende, og ikke bare hvad angår svinet, for den østrigske forfatter Robert Menasses generøse, empatiske og satiriske roman »Hovedstaden« handler også, og nok så meget, om forvirrede og udfordrede mennesker, der på hver sin måde og på godt og ondt har tilknytning til EUs hovedstad. Man mærker, at forfatteren, der er et stort navn ude i Europa, også som essayist, er både glødende tilhænger af overnationalt samarbejde og en skarp kritiker af det europæiske samarbejdes mange svagheder. Det er en dobbelthed, han formår at udnytte fuldt ud.
Handlingen? Den lader sig ikke lige gengive lineært. Men lad os for eksempel nævne den EU-ansatte Fenia Xenopoulou, der stammer fra Cypern og forsøger at fremme sin egen karriere ved at påtage sig ansvaret for den store fejring af EU-Kommissionens 50 års jubilæum i 2008, men modarbejdes konsekvent af en intrigant og overbegavet italiener. Der er også hendes kollega, østrigske Martin Susman, der modvilligt rejser til Auschwitz, hvor det, der chokerer ham mest, er de lalleglade læskedriksautomater, der synes at dementere alt det tragiske, og som får den fortvivlede idé at gøre helvedes forgård til centrum for bemeldte jubilæum. Til det formål skal han blandt andet bruge nogle auschwitzoverlevere, og her kommer så koblingen til David de Vriend og dermed også, omend indirekte, til det omkringfarende pattedyr.
Alt er med andre ord forbundet i Robert Menasses virtuost skrevne roman, som med sin tragikomiske tilgang til den almindelige forvirring, sin bundethed til et bestemt sted og sin generøse kollektivitet giver mindelser om ingen ringere end Thomas Mann.
Samtidig er Martin Susman, apropos grisebassen, bror til komisk koleriske Florian Susman, der som svineavler i stor stil og formand for European Pig Producers hader EU og dets miljø- og dyreværnsregler af et godt, østrigsk hjerte, og som en del af det store persongalleri finder vi også kriminalkommissær Émile Brunfaut, der forsøger at opklare et mord. Offeret kunne trække familiære tråde tilbage til den polske modstandsbevægelse, der kæmpede mod de tyskere, der systematisk forsøgte at ombringe mennesker som David de Vriend, så også her mødes en grusom fortid med en forvirret nutid.
Alt er med andre ord forbundet i Robert Menasses virtuost skrevne roman, som med sin tragikomiske tilgang til den almindelige forvirring, sin bundethed til et bestemt sted og sin generøse kollektivitet giver mindelser om ingen ringere end Thomas Mann. Den er, i al sin kompleksitet, en perfekt og skarpt skåret skildring af et uperfekt system og dets uperfekte mennesker. Og sjovt nok ikke spor forvirrende.

Hovedstaden
Forfatter: Robert Menasse. Oversætter: Jacob Jonia. Sider: 436. Pris: 350 kr. Forlag: Forlaget Vandkunsten.