I sin essens er det samme selvbiografiske subjekt, der fremstilles i Tomas Espedals nyeste værk, »Elsken«, som i hans øvrige værker, men formen er anderledes og intentionen radikal.

Hovedpersonen, den efterhånden aldrende norske forfatter, der er formet af den sædvanlige håndfuld skelsættende fortidsbegivenheder inklusiv sin opvækst i Bergen og tabet af sin store kærlighed, tredjepersonfortælles og er metarefleksivt navngivet med egenavnet »Jeg«.