I 1914 udkom James Joyces »Dubliners«. 15 korte fortællinger om livet i gaderne, på pladserne og i middelklassen i den irske hovedstad i et endnu ungt århundrede.
Nu, 100 år senere, udkommer Tomas Espedals »Bergeners« på dansk. Sidste år udkom den hjemme i Norge, hvor den var en litterær begivenhed, ligesom den burde være det alle andre steder. Espedal er nemlig en forfatter af international karat, og har i værker som »Biografi«, »Dagbog« og »Breve« afsøgt og udfordret de litterære genrer og – som i hovedværkerne »Mod kunsten« og »Mod naturen« – forenet essay- istik, selvbiografi og fiktion. Hvor det ene hører op, og det andet og tredje begynder, det er aldrig klart, hvilket kun bidrager til den berusende læseoplevelse, ligesom de lyriske, uhyre sprogbevidste afsøgninger af sorg, kærlighed, kunst og natur.
Alt dette gør sig også gældende i »Bergeners«, Espedals trettende udgivelse, der allerede med sin titel peger på slægtskabet med »Dubliners«.
Som hos Joyce er det hjembyen, der er scenen: Det regnfulde Bergen, hvor Espedal er opvokset og bor. Hvilket ikke er let: »Der er mange som forlader byen, som flytter. Der er mange som ikke orker at bo for længe i Bergen; man bliver syg og livstræt af den frihedsberøvende regn, og den fugtige indestængthed mellem fjeldene. Man bliver tvunget til at leve indendørs, alene eller i små familier. Man går fra hus til hus, fra lokale til lokale, fra bar til bar, fra inde til inde.«
Der er unægteligt langt fra de ord til den store norske naturhyldest. Men det er heller ikke fjelde, fosser og vejrlig, der er Espedals fokus i »Bergeners«. Heller ikke den middelklasse, Joyce fokuserede på i »Dubliners«. Eller Bergens borgerskab, for den sags skyld, som Espedal med atypisk arrogance affejer som »det kedeligste og mest uinteressante fænomen som findes«.
Kunstnerne i Bergen har derimod Espedals fulde opmærksomhed i »Bergeners«. Særligt forfatterne – både de bergensiske og dem fra alle andre steder – befolker bogen og får byen til ligne det centrum, hvorom al litteratur drejer: Karl Ove Knausgård, Dag Solstad, Cecilie Løveid, Josefine Klougart, Peter Handke, Monica Aasprong. Alle er nævnt, og nogle af dem går endda rundt i Bergen. Fra Danmarksplass til Michael Krohns Gate, konstant »ydmyget af det her vand som hele tiden falder ned over os«.
Der finder, som det måske allerede er fremgået, en stædig mytologisering af forfattere og kunstnermiljøer sted, samtidig med at Espedal forsøger at skrive sig ud til grænserne for, hvad en fortælling er, og undersøge, hvor meget eller lidt der skal til for at holde den sammen. Bogen består således af et væld af scener, tanker, digte, beskrivelser og små beretninger om alt fra et udlandsophold i Nicaragua over Goyas »sorte billeder« og Anders Behring Brevik til tabet af en kvinde og en efterfest hos Espedal, hvor Knausgård måske, måske ikke, voldtager en pige. Det hele skrevet under skiftende synsvinkler – »man«, »jeg«, »han« eller »hun« – og indimellem med lysende poesi. Som når der om en børnehave står, at »her producerer man barndom«. Eller om en mand, som er stor »som om kroppen var dyrket indendørs«.
Det, der holder det hele sammen, er netop sproget, der også lyser i den lille tekst om en vis Harold Costello. Han sidder i det smukkeste hus i Italien, men får intet skrevet, og en sælsom, grimmsk skønhed rejser sig af siderne. Sjældent er en skriveblokering skildret så fascinerende.
»Bergeners« har således sine store øjeblikke. Men selvom bogen på mange måder er klassisk Espedal, så har den ikke helt samme prosalyriske power eller sorgfarvede nødvendighed som sine forgængere, og nogle gange er den næsten en parodi på den stil, Espedal selv har skabt. Men når der er tale om en forfatter af hans klasse, er den alligevel værd at læse og bedre end de fleste andre bøger. Både dem ude fra verden. Og dem hjemme fra Bergen.
Titel: Bergeners Oversat af: Jannie Jensen & Arild Batzer Forfatter: Tomas Espedal Sider: 151 Pris: 248 kr. Forlag: Batzer & Co.
