Kun tre stjerner til Rowling. Hvad vil hun egentlig med sin nye serie? Ikke nok ifølge Berlingskes anmelder

Boganmeldelse: Sadistiske overgreb, kaotisk privatliv, okkult mysticisme og højlitterære prætentioner. Den femte roman i Cormoran Strike-serien vil umådeligt meget, uden at det på noget tidspunkt bliver særligt klart, hvad J. K. Rowling, her under pseydonymet Robert Galbraith, egentlig vil med det hele.

»Hvor længe mon en af verdens største nulevende fantasyforfattere vil stille sig tilfreds med blot at skrive jævnt gode og lige lovlig fortænkte krimier«, spørger anmelder Jakob Levinsen. På billedet: Ankommer til BAFTA-prisuddelingen i 2017. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Justin TALLIS

Mange af de mest overbevisende passager i femte bind af Cormoran Strike-serien er sådan set dem, hvor der ikke rigtig sker noget. Dem er der i sagens natur en del af i den kæmpelange roman.

Det er de passager, hvor den bryske etbenede Afghanistan-veteran Cormoran Strike og hans kvindelige partner i det lille detektivbureau Robin Ellacott sammen med deres hold af freelanceassistenter gør helt almindelige og rutineprægede detektivbureau-ting med at overvåge mere eller mindre utro ægtefæller. Som alverden vil huske fra dengang, pseudonymet Robert Galbraith under sit rigtige navn, Joanne K. Rowling, skrev kulturhistorie med Harry Potter-bøgerne, har den nu 55-årige brite en ret vidunderlig, knastør humor i ærmet, når hun vil.

»Den infame seriemorder Dennis Creed er på samme tid en overmedicineret gamling og en elegant manipulerende satan på Hannibal the Cannibal-niveau.«


»Ustyrligt blod« vil imidlertid meget mere end som så. Ellers var den næppe heller nået op i et omfang, som jeg ikke kan mindes nogen sinde før at have set i en kriminalroman, og som vel kun de mest arbejdsomme fantasyforfattere eller Stephen King i sine velmagtsdage kan måle sig med.

Så dels går der særdeles mange sider med Cormorans og Robins respektive kaotiske privatliv. Hun er på vej ud af en sejtrækkende skilsmisse med en manipulerende snøbel, mens han både har dødelig sygdom i sin familie hjemme i Cornwall, en stadig mere psykotisk overklasseekskæreste samt sin biologiske rockstjernefars anstrengende forsoningsforsøg at trækkes med.

Og så er vi endda ikke nået til hovedhandlingen endnu. Den sættes i gang, da Cormoran bliver opsøgt af en kvinde, hvis mor for 40 år siden forsvandt sporløst.

Ondt som i gamle dage

Romanen foregår i 2014 og i 1974, hvor en forsvunden læge mentes at være blevet offer for en sadistisk seriemorder, som senere blev pågrebet. Morderen har siddet fængslet siden og har aldrig villet ud med sit helt præcise antal ofre. Men efterhånden som Cormoran og Robin går ind i forsvindingssagen, viser der sig også at være foregået sære ting omkring det lægehus, den forsvundne arbejdede på, og sågar være forbindelser til nogle ikke meget mindre sadistiske gangstere fra dengang.

Så er man velvilligt anlagt, kan et af romanens lag sagtens læses som en hvæsende vred fortælling om alle de systematiske grusomheder, mænd dog kan finde på at begå mod kvinder. Også selv om andre krimiforfattere som ikke mindst skotske Val McDermid og amerikanske Karin Slaughter har kredset om emnet i årtier.

Problemet her er nok så meget, at stort set hele hovedhandlingen som sagt vedrører begivenheder for 40 år siden. Lange afsnit består bogstavelig talt af referater af gamle politirapporter eller andre papirer, som Cormoran eller Robin læser eller refererer for hinanden; selv de mest forfærdelige aspekter bliver genfortalt snarere end vist.

Nonsens i faksimile

Det andet problem er, at Galbraith/Rowling tilsyneladende gerne vil have så mange stillejer med som overhovedet muligt. På engelsk taler man om at smide alt andet end køkkenvasken ind, men her er det nærmest hele alrum, det fyger med.

Så den infame seriemorder Dennis Creed er på samme tid en overmedicineret gamling og en elegant manipulerende satan på Hannibal the Cannibal-niveau. Cormoran selv driver sit realistiske lille bureau, men er via begivenhederne i seriens foregående bind også blevet en slags mediestjerne.

Creeds – og et par andre personers – grufulde gerninger refereres i insisterende, kvalmende detaljer. Nutidsplanet i romanen er til gengæld noget nær uvoldeligt, og efter at ligene bogstavelig talt er blevet gravet frem, afsluttes der søreme med en gemytlig komsammen blandt efterladte som i en anden Agatha Christie-klassiker.

Og hvor Rowling som en moderne Dickens har en pragtfuld evne til at tegne både gode, onde og gråmelerede bipersoner, bliver Cormoran og Robin derimod ikke rigtigt vedkommende, deres mange private kvababbelser og lejlighedsvise detektiviske skarpsyn til trods. Med ikke ubetydelig symbolværdi præsterer romanen ganske vist et plottwist af dimensioner til sidst, men det er samtidig også baseret på held og sammentræf ud over alle bredder.

Både Creed og romanens øvrige ondskab har rigeligt med fortilfælde i virkelighedens britiske kriminalhistorie. Alligevel skal der også køres et lag okkult nonsens med astrologi og tarotkort indover – adskillige siders faksimilegengivelser af sære tegn og gerninger inklusive.

Alfedronning fra 1500-tallet

Dem har den hårdt prøvede og forhåbentligt overdådigt honorerede ekspresoversætter Agnete Stjernfelt – oversættelsen udkom få dage efter den engelske original – så også skullet have ordspil og pointer til at gå op i.

Foruden at samtlige 73 kapitler indledes med højlitterære citater fra Edmund Spensers store 1500-tals digt »The Faerie Queene«, der aldrig er blevet oversat samlet til dansk, så vi taler altså også om ad hoc-oversættelse af flere hundrede linjers rimet renæssanceengelsk.

Så altså: detektivisk realisme, feministisk brutalrealisme eller en slags overstyret genreøvelse? Eller det alt sammen på en gang eller i hvert fald på skift? Og hvor længe mon en af verdens største nulevende fantasyforfattere vil stille sig tilfreds med blot at skrive jævnt gode og lige lovlig fortænkte krimier?

Ustyrligt blod
Forfatter: Robert Galbraith. Oversættelse: Agnete Dorph Stjernfeldt. Sider: 951. Pris: 350. Forlag: Gyldendal.