»Kepler-parret har skrevet en krimi med det ene klare mål at sælge på gys og grusomhed«

Svenske Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril – bedre kendt under pseudonymet Lars Kepler – har med det syvende bind skrevet den ringeste bog i serien, og havde det ikke været for bagkataloget, ville denne bog næppe nogensinde være blevet anmeldt endsige solgt.

»Denne krimi er trods én lang svælgen i barbariske henrettelsesritualer og udspekulerede torturmetoder lang og livløs, og som læser mister man ret hurtigt troen på, at mirakler kan opstå,« skriver Berlingskes anmelder om »Lazarus«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Jesus kunne ifølge Johannesevangeliet vække den døde Lazarus til live og få folk til at tro, men forfatterparret bag pseudonymet Lars Kepler formår ikke at gøre ham kunsten efter med deres seneste opus i serien om den svensk-finske politimand Joona Linna, »Lazarus«.

Denne krimi er trods én lang svælgen i barbariske henrettelsesritualer og udspekulerede torturmetoder lang og livløs, og som læser mister man ret hurtigt troen på, at mirakler kan opstå.

Lars Kepler – alias svenske Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril – har med dette syvende bind skrevet den ringeste bog i serien, og havde det ikke været for bagkataloget, ville denne bog næppe nogensinde være blevet anmeldt endsige solgt. Skulle der alligevel være nogen, der fortsat bekender sig til krimier med kolossalt mange klicheer, klodset konstruktion og platte plots krydret med sadistisk vold og udpenslet smerte, vil de muligvis kunne finde en vis tilfredsstillelse i dette univers. Andre læsere er hermed advaret.

»Lazarus« begynder med fundet af et stinkende lig i en lejlighed i et boligbyggeri uden for Oslo. I kummefryseren finder politiet desuden diverse ligdele, som den nu afdøde gravskænder har samlet. I Tyskland dukker kort efter et andet lig op i en campingvogn, og den mere end almindeligt klarsynede Joona Linna aner straks en sammenhæng mellem disse mord og en gammel kriminel kending, der godt nok er død.

Men hvis Jesus kunne genoplive de døde, kan en moderne politimand også fornemme, når døde forbrydere alligevel ikke er døde. Hvordan han lige kommer på den tanke, står hen i det uvisse, og samtlige hans kolleger har også svært ved at følge hans ræsonnement. Ligeledes har læseren.

Joona Linna og hans nærmeste (samt læseren) skal grueligt meget (og enkelte gode scener) igennem, før sidste side er nået, og man kan lægge de utallige bloddryppende mord og levende begravede børn og voksne fra sig. Hvad der måske synes at kunne hensætte de fleste i frydefuld rædsel og lammende spænding, er desværre ikke meget andet end én lang opremsning af grufuldheder, der i længden virker både forskruet og ensformig.

Hvorfor den mand, der engang gjorde livet surt for Linna og hans lille familie, ikke døde af de skud, som Linnas kollega i sin tid ramte ham med i bl.a. brystet, hvorfor han vender tilbage, og hvordan han får hyret sadistiske hjælpere og anskaffet sig udstyr og adgang til Linnas liv, står hen i det uvisse. Hvad der derimod står ret klart, er, at Kepler-parret har skrevet en krimi med det ene klare mål at sælge på gys og grusomhed. Fred være med det. Men man må håbe, at deres tidligere ambitionsniveau næste gang genopstår fra dette dødvande af splat og plat.

»Lazarus«

Forfatter: Lars Kepler. Oversætter: Birgitte Steffen Nielsen og Jesper Klint Kistorp. Sider: 560. Pris: 350 kr. Forlag: Gyldendal.