»Jeg vil sidde blandt rigets klogeste mænd og være smuk«

De to første bind af Agnes Henningsens stærkt fortalte erindringsromaner er genudgivet. Et fascinerende oprørsk dokument fra en tid, hvor kvinders udfoldelsesmuligheder var begrænsede.

Agnes Henningsen med Poul på armen, og forrest fra venstre Esther, Elli og Tage. Billedet er udateret, men er taget ca. 1895, umiddelbart før ægtemanden Mads forlader kone og børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: nf

»Kærlighed og ægteskab. Hva kommer de hinanden ved?«. Rigtig gættet, linjerne er naturligvis fra Poul Henningsens klassiske vise fra 1940, »Man binder os på hånd og mund«, der – ud over at være en maskeret opfordring til civil ulydighed mod den tyske besættelsesmagt – hylder det kulturradikale syn på parforholdet: »Du må ikke eje mig / Jeg ejer ikke dig«.

Han havde det ikke fra fremmede, Poul Henningsen, for dette kærlighedens credo tog han med sig hjemmefra. Hans mor var forfatteren Agnes Henningsen, som efterlevede principperne og betalte prisen for at gøre det på et tidspunkt, hvor samtidens opfattelse af normerne for god moralsk opførsel var noget anderledes. I sit forfatterskab vendte hun hele tiden tilbage til netop spørgsmålet om kærligheden. Hvornår var der tale om fascination? Forblændelse? Ægte følelser?

I Gyldendals fine serie af genudgivelser af klassikere figurerer også de to første bøger »Let gang på jorden« og »Letsindighedens gave«, af det ottebinds erindringsværk, der skulle blive Agnes Henningsens væsentligste litterære arv, selv om hun skrev romaner, skuespil og en kaskade af brevkassesvar i Politiken. Hvis man ikke har stiftet bekendtskab med bøgerne, der med udstrakt charme, men også med næsten chokerende sanddruhed beskriver forfatterens barndom og ungdom frem mod en gryende identitet som forfatter, er der ingen grund til at tøve. Agnes Henningsen var, ganske enkelt, en eminent fortæller.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Agnes Henningsen, 1930. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendals billedbibliotek.

Naiv og selvironisk

Pudsigt nok begyndte hun først udgivelsen i 1941, da hun var en ældre dame. Fødeåret var 1868. Men netop afstanden gjorde hende i stand til at lægge det hele ligefremt frem i prægnante, impressionistisk sansede scener som i en roman – bøgerne skriger på en TV-serie – og med sikker bevidsthed om fremdrift og litterær effekt. Men selv om det er tydeligt, at forvalterdatteren fra Fyn rendte sig alvorlige staver i livet mange gange – den stædige trods, den kvindelige oprørstrang mod stramtkorsetterede konventioner havde sine omkostninger -  bevarer hun et sært optimistisk blik på verden, et både naivt og vidende selvironisk syn på det meste. Og en stærkt erotisk appetitlig tilgang til livet, som er lige til at forelske sig i.

Agnes Henningsen sammen med sin søn Poul Henningsen, hvis far egentlig var forfatteren Carl Ewald. 1948. Fold sammen
Læs mere
Foto: Walther Månsson.

Den første del af de to erindringsromaner handler om livet på en stor gård på Fyn, hvor Agnes vokser op som den lidt uregerlige mellemste datter. Er det den charmerende libertinerfars sandhedskrav til døtrene, der påvirker hendes senere syn på livet – og på forholdet mellem mand og kvinde? I et nyt ulykkeligt ægteskab sygner faren hen i resignation og druk, og helt galt går det, da den kun 15-årige Agnes forlover sig med sin lidt ældre onkel for senere at bryde forlovelsen. Med det resultat, at hun får »et rygte« og bliver stemplet som det værste, en kvinde af det bedre selskab kan være – en kokette. Et kostskoleophold beviser dog for Agnes og omgivelserne, at der sidder et godt hoved på pigen, som ingen ellers havde tiltroet særlige evner.

Agnes Henningsen

»Jeg kunne ikke se en eneste genial mand uden at ønske mig en søn med ham.«


Gravid i utide

Med forelskelsen i den teologistuderende huslærer Mads Henningsen – hun forfører ham i en skovlysning og gør sig bevidst gravid i utide, så de kan blive gift – bevæger hun sig så ind i den pagt om et åbent forhold – inspireret af tidens strømninger – som viser sig fatal for parret i sidste ende. Han bliver lektor på en skole i Ordrup, hun kan forsørge ham et stykke af vejen med sin arv, men pengene er små, og efterhånden skal tre børnemunde også mættes. Nød tvinger hende til at skrive for at tjene penge, men samtidig næres hun af drømmen om at »sidde blandt landets klogeste mænd og være smuk«. Fascinerende er beskrivelsen af det første besøg hos den martrede forfatter, idolet Herman Bang, som hun opsøger med sine novelleforsøg, og som begejstres af tanken om at føre en kvindelig forfatter frem – »den første siden Thomasine Gyllembourg« – med Henningsens debut under pseudonuymet Helga Meynert i bladet København til følge. Tænk sig at komme så tæt på datidens kulturparnas – Georg Brandes, Gustav Wied, litteraturhistorie lyslevende.

På bladet møder hun også forfatteren Carl Ewald, som hun indleder en affære med – og som lærer hende at nyde elskovsakten – og bliver gravid med ham og føder sønnnen Poul, selvom hun stadig er gift med Mads. Han har til gengæld også åbenlyse affærer, men har svært ved at håndtere hustruens nye cirkler og ender med dramatisk at flygte til Amerika efter at have kysset en mindreårig elev. Noget af et menageri. I 1895! Letsindighedens gave, ja tak, men også egoismens pris. Det er her, vi efterlader 27-årige Agnes. I forhåbning om, at Gyldendal må genudgive resten. Et stykke sprællevende litteratur af en kvindelig forfatter, hvis dyrekøbte livserfaringer og livsduelighed taler direkte til læseren på tværs af tiden, og som fortjener en langt højere grad af kanonisering, end det er tilfældet.

»Let gang på jorden« og »Letsindighedens gave«

Forfatter: Agnes Henningsen. Sider: 450. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.