Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Herman Bang burde være et verdensnavn

Sven Hakon Rossel: I dag for præcis 100 år siden døde journalisten og forfatteren Herman Bang. Han var forfulgt i sin samtid, men var han født i et større sprogområde, var han helt sikkert blevet et verdensnavn. Vi skylder ham en konference.

Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Var der retfærdighed til, ville forfatteren Herman Bang (1857-1912) ikke blot være et stort navn i Danmark, hvilket han naturligvis er, men faktisk et litterært verdensnavn, hvilket han ikke er! Årsagerne kan nok diskuteres. Men mon ikke det kan slås fast, at det intet har med den kunstneriske kvalitet af Bangs værker at gøre – i hvert fald ikke, når man pejler sig ind på de bedste og ikke de svagere tekster. Kunstneriske højdepunkter er der nok af hos Herman Bang, og det er disse, man her på hans 100 års dødsdag igen skal gøre opmærksom på – og også henlede opmærksomheden på Bangs banebrydende journalistik – snarere end at fordybe sig i forfatterens biografi, der kan være spændende nok endda, hvis ikke rent ud tragisk: »Vi lider og bereder Lidelser. – Mere ved vi ikke«, lyder et karakteristisk Bang-motto. Her skal dog alligevel nævnes to punkter: Bangs opposition mod den radikale kritiker Georg Brandes og hans homoseksualitet, der førte til hans outsiderposition i dansk åndsliv, i hvert fald så længe han levede.

Som journalist debuterede Bang i provinspressen med en række Smaabreve fra Hovedstaden, men han slog først igennem med sine søndagskronikker og artikler med stof fra litteraturen og sine mange rejser, da han i november 1879 blev knyttet til det konservative Nationaltidende. På få år blev han Københavns mest omtalte og feterede journalist og skabte på dansk grund ikke blot den moderne reportage, men også den aktive journalistik, der rejste kampagner og sager i dagspressen. Et af flere udvalg udkom allerede 1879 med titlen Realisme og Realister og er essaykunst af højeste kvalitet.

Bangs trængsler begyndte i 1883, da han i en artikel i Nationaltidende havde klaget over udelukkelsen af forfatteren Vilhelm Topsøe i den netop udkomne bog af Georg Brandes, Det moderne Gjennembruds Mænd, og overhovedet fik Bang kærligheden at føle, fordi han gennem sine artikler bl.a. om J.P. Jacobsen, Vilhelm Topsøe, Holger Drachmann og Erik Skram faktisk før Brandes havde behandlet disse samtidsforfattere. Broderen Edvard Brandes, medgrundlægger af brandesianismens hovedorgan Politiken, betegnede Bangs litteraturviden som »tarvelig« og kaldte ham »den lille Abekat«, mens broderen karakteriserede Bangs forstand som »en middelgod Fruentimmerforstand. Der er ingen mandig Gang i hans Tanker«, en karakteristik, der ikke giver forfatteren Johannes V. Jensens overfald på Bang i 1906 – netop i Politiken (men ganske vist uden navns nævnelse) – noget efter i perfiditet og brutalitet: »Staklen (dvs. Bang) der næppe nogensinde har haft et Vaaben i sin Haand, lider formodentlig i Øjeblikket af platonisk Kærlighed til en Løjtnant«. Jensens henvisning til »en Løjtnant« var tydeligvis møntet på den unge skuespiller – og tidligere elev i Søværnets Intendantur – Fritz Boesen, som Bang havde indledt et forhold til i 1896.

Sådanne mere end åbenlyse hentydninger til Bangs homoseksualitet er kun et af mange eksempler på den forfølgelse, denne var udsat for, bl.a. i form af ydmygende politiforhør. Dette – forenet med Bangs nervøse gemyt og rastløshed, der vel i nogen grad var forårsaget netop af hans angst for skandalisering, men vel også hans depressioner og kroniske pengenød – lå givetvis bag forfatterens mange udenlandsrejser, påbegyndt i 1885, der førte ham til en række centraleuropæiske lande, hvor han dog heller ikke kunne undvige politiets chikaner. I stigende grad blev det her, han skrev sine mesterværker.

Mindre vellykket er den delvis selvbiografiske debutroman Haabløse Slægter (1880). Dette skyldes ikke mindst, at Bang her var tvunget til at tematisere sin egen homoseksualitet bag en maske. Alligevel skete dette så gennemskueligt, at romanen vakte skandale i det bornerte København. Denne by bliver så at sige hovedpersonen i Stuk (1887). Her brillerer Bang for første gang med sin såkaldte impressionistiske teknik, hvormed han virtuost formår at opsnappe replikker og øjebliksbilleder, som kun et filmkamera ellers er i stand til. Scenen er samtidens København, der på trods af sin ydre glans er bygget på råddenskab og derfor går sin undergang i møde.

Undergangen, men nu i historisk perspektiv, nemlig nederlaget i krigen 1864, behandles i Bangs næste roman Tine (1889), men klinger først helt ægte, da han udelukkende fokuserer på individet. Dette sker i Ludvigsbakke (1896), romanen der tillige blev hans første ubetingede succes både blandt kritikere og læsere. Med diskrete virkemidler skildrer Bang her en stille eksistens’, sygeplejersken Ida Brandts nederlag i livet, og dette tema bliver ligeledes gennemspillet i de to novellebind med de betegnende titler Stille Eksistenser (1886) og Under Aaget (1890) med perlerne En dejlig Dag, Irene Holm og Frøken Caja for ikke at glemme mesterværket Ved Vejen med den uforglemmelige begyndelse: »Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget«, der på raffineret vis signaliserer, at intet vil være det samme i en lille stationsby, når forvalter Huus er steget af toget og dermed bliver årsagen til stationsforstanderens kones, Katinka Bais tragedie.

I disse skildringer af bristede illusioner, gerne placeret i dén bedrageriske idyl, som Bang fandt i den grå danske provins, og præsenteret med en virtuos blanding af tragikomik og tristesse har vi verdenslitteratur, så det batter!

Forfatterskabet efter 1900 omfatter ganske vist den fine, noget oversete lille roman Sommerglæder (1902) og samlingen Sælsomme Fortællinger (1907), påvirket af Edgar Allan Poe, men domineres ellers af romanerne Mikaël og De uden Fædreland (1906). Læser vi efter i litteraturhistorierne, finder vi en enstemmig kritik af disse to værker som uforløste kunstnerromaner ganske uden den virtuose replikbehandling, der ellers kendetegner Bangs tidligere mesterværker. Samtidens kritik end ikke antyder den homoseksuelle problematik, der især ligger bag Mikaël. Alligevel er Bangs sidste romaner hudløse og rystende vidnesbyrd om en forfatter, hvis liv var en eneste flugt ikke så meget fra sig selv som fra myndighederne, der nådesløst forfulgte ham, og en offentlighed, der ubarmhjertigt dømte ham.

I en kronik i Berlingske i anledning af 150-året for Bangs fødsel, fremhævede jeg Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs fortjenstfulde udgave af forfatterens samlede prosaværker i ti tekstkritiske og kommenterede bind fra 2008-10. Derimod kendte det hjemlige universitetsmiljø ikke sin besøgelsestid og forsømte lejligheden til at arrangere dén internationale Herman Bang-konference, vi er ham skyldig.

Og her er vi så vel nok ved den egentlige årsag til, at Bang ikke er et verdensnavn: han er – ligesom i øvrigt Henrik Pontoppidan for at nævne tidens anden store prosaforfatter – født ind i et alt for lille sprogområde. Dette kan der dog rådes bod på netop ved at sørge for nutidige oversættelser til hovedsprogene af Bangs hovedværker og gennemføre internationale konferencer både herhjemme og i udlandet.

I mellemkrigstiden hørte Bang til bestsellerne på bogmarkedet i det tysktalende kulturområde – allerede i 1902 skrev Thomas Mann således i et brev: »For tiden læser jeg til stadighed Herman Bang, som jeg føler mig dybt beslægtet med«. Efter Anden Verdenskrig oplevede han et sandt boom i det tidligere DDR, hvor han læstes som en fremtrædende socialrealist (!) og så sent som i 1982 udkom i Forbundsrepublikken en trebinds udgave med Bangs hovedtekster. Derimod er han sørgeligt ukendt i andre sprogområder. Derfor må det være en national opgave at foranstalte et udvalg i en engelsk, fransk og spansk oversættelse af hans bedste tekster, f.eks. romanen Ludvigsbakke og et fyldigt udvalg af de uforlignelige noveller.

Et sådant initiativ skylder vi Herman Bang. Her er der noget at gå i gang med for det uofficielle, men aktive Herman Bang-Selskab med det festlige navn ’De bangske Morgenmænd’ og ikke mindst den nye kulturminister.