Hvis en mand vil tages som en kvinde, kan han jo altid prøve med en mand …

Norske Geir Gulliksen skriver sig tæt ind på seksualitet, køn og andre måder i sin insisterende og politisk ukorrekte nye roman, »Den jeg skulle blive«.

I sin skildring af alt det vanskelige går Geir Gulliksen til værks med en sært bevægende nøgternhed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Romaner om midaldrende mænd i krise, på vej ud af en krise, strandede i en krise. De dukker ustandseligt op, disse epos om famlende, maskuline typer, og det er også sådan én, der er centrum og jegfortæller i den norske forfatter Geir Gulliksens nye, glimrende roman, »Den jeg skulle blive«.

Han hedder Henning, han er 55 år gammel, og fortællingen om ham begynder med hans martrede, midaldrende legeme:

»Kroppen var alene. Den var alene i sengen og alene under tøjet, den var også alene blandt andre kroppe, når den befandt sig ude i samfundet. Ingen kom hen til kroppen og ville røre ved den eller holde om den,« reflekterer Henning, smukt og sørgmodigt, og man forstår, at før i tiden var alt anderledes, før i tiden fik hans krop det hele. Henning har levet i seriel monogami hele sit voksne mandeliv, og han har også boet sammen med og været gift med kvinder, men nu kan han ikke mere.

»Ikke igen, sagde jeg til mig selv,« siger han til sig selv.

En temmelig ung mand

Henning er en forlist forfatter, der fik et job som reklamemand, fordi han var en forlist forfatter. Nu, midt i sit livs krise, deltager han i et møde med en vigtig kunde, og til stede ved mødet er der »en temmelig ung mand«, kundens salgschefs assistent, og måske er denne temmelig unge mand homoseksuel, tænker Henning, der også er kommet i tvivl om, hvem han selv er, og som af samme grund netop har købt sig en bøsset habit med korte bukser. Er det, der skal til?

Efter mødet veksler han nogle ord med den formodet homoseksuelle. Han stryger ham let over kinden med to fingre, og bagefter klager assistenten over denne diskret intimiderende intimitet, og så bliver Henning  #metoo-agtigt fyret. No mercy. Bagefter går han hen til en boghandel for at »tænke sig om«, og han får øje på sin ældste datter, Synne, først på gaden, så inde i cafeen, hvor hun arbejder, og efter mødet begynder han at se sig selv med hendes øjne:

»Om og om igen havde hun i forskellige sammenhænge hørt mig argumentere for, at det vigtigste var at gøre sig fri af hæmninger og begrænsninger, og for Synne virkede det sikkert, som om den frigørelse, jeg så ivrigt talte for, mest af alt handlede om sex: om at følge sine lyster, om at give sig hen til et fritflydende og kønsoverskridende begær.«

Den villede frihed

Og ja, det gjorde det lige præcis, og Synne har, viser det sig, reageret mod al den faderlige frihedssnak ved i stedet at binde sig til en gammeldags (russisk!) machotype, mens vores noget fortabte jegfortæller også efterhånden selv forstår, at han er en årsag til hendes kiksede tilgang til livet, mændene og verden.

Og nu gider han altså ikke mere. Han gider bare ikke mere. Ikke på den måde, der var. Han vil have noget andet, noget, der kan give ham den følelse, som en rigtig kvinde, tænker han (politisk ukorrekt), får, når en rigtig mand (politisk ukorrekt) tager hende med al sin mandigheds (politisk ukorrekte) styrende kraft. Han vil tages som netop sådan en rigtig kvinde, og som en strengt kødelig forberedelse på dette nye aftaler han et møde med et erotisk søgende par, hvis mandlige halvdel han har sex med, mens hun kigger på. Senere, til en fest med mange homoseksuelle, forelsker han sig, måske mod sin egen vilje, i en dejlig mand:

»Vi skulle være i hans seng, ikke i min,« tænker Henning. »Han skulle ligge på ryggen, jeg skulle lægge mig ved siden af ham. Han ville holde om mig, og jeg ville gnide mit ansigt ind mod hans forvaskede blå sweatshirt.«

»Henning har levet i seriel monogami hele sit voksne mandeliv, og han har også boet sammen med og været gift med kvinder, og han har to døtre, der er halvsøskende, men nu kan han ikke mere.«


Over for Hennings famlende forsøg på at redefinere sin egen seksualitet står hans tidligere, nu lesbiske chef og hendes tilsyneladende uproblematiske skift fra et liv med mænd til et liv med en kvinde, og netop dét synes at være en af romanens pointer: At være en voksen kvinde og på et tidspunkt vælge mænd fra og kvinder til, er noget, der i almindelighed opfattes naturligt. Også af den vælgende. At være en voksen mand og på et tidspunkt vælge kvinder fra og mænd til, er noget, der i almindelighed ses som et krisetegn. Også af den vælgende.

Uanset hvad må man konkludere, at »Den jeg skulle blive« sætter tingene klogt på spidsen. Den har også sine sjove steder, men den er ikke overskudsagtigt morsom som Geir Gulliksens formidable forrige roman, »Se på os nu«. I sin skildring af alt det vanskelige går forfatteren denne gang til sagen på en anden måde med en sært bevægende nøgternhed, og nogle læsere vil givetvis stå af, overvældede af de mange insisterende beskrivelser af parforhold efter parforhold, som romanen er fyldt af.

Hænger man derimod på, er der mulige nye forståelser, mulige nye erkendelser og mulig ny inspiration at hente. Også, gætter vi på, for dem, der ikke – som Geir Gulliksens seneste hovedperson – er hverken famlende, maskuline eller midaldrende.

Foto: Gutkind.

»Den jeg skulle blive«

Forfatter: Geir Gulliksen. Oversætter: Rolf Stavnem. Sider: 259. Pris: 199,95 kr. Forlag: Gutkind.