»Her i den digitale æra er vi så begejstrede for alt vores skinnende nye legetøj, at vi helt overser dets ødelæggende kraft«

I sin storroste debutroman »De ufuldkomne« beskrev Tom Rachman mediebranchens deroute igennem en række personer, der var i klemme. I opfølgeren fulgte vi indehaveren af en døende boghandel. Nu er han tilbage med en roman, hvor hovedpersonen en stor billedkunstners søn. Hvad er det, den hypede britisk-canadiske forfatter har med folk, der står i skyggen? Og er der et element af nostalgi på spil?

»De udstødte tiltrækker mig. Nogle er gale, nogle onde, andre sniger sig rundt på randen af samfundet og funderer over, om de hører til her - og er usikre på, om de overhovedet har lyst til det. Jeg sympatiserer med den slags folk. Jeg får øje på dem i enhver gruppe, taler med dem. Og så ender de i mine bøger.« Rasmus Schou / PR Picasa

»Den italienske mester« tager sit udspring i Roms kunstmiljø i 1950erne. Hvorfra kom ideen?

»Jeg tænkte over, hvorfor så mange store kunstnere er sådan nogle bizarre og farlige skabninger. Inden jeg gik i gang med romanen, havde jeg kendt mange forfattere, men få billedkunstnere og skulptører. Deres kreativitet og vildskab tiltrak mig. Med hensyn til kunstverdenen i 1950erne, så var den så fyldt med rædselsfulde genier. Det var jeg nødt til at kaste mig over.«