Der er scener fra Tom Rachmans debutroman »De ufuldkomne« (2011), som er legendariske blandt journalister. Sjældent har en bog spiddet avisernes selvforståelse bedre, end journalisten Rachman gjorde det med sin beskrivelse af den internationale avis, som nægtede at få en hjemmeside. »The Imperfectionists« - Uperfektionisterne - hed den i øvrigt på engelsk og viste dermed fra første linje Rachmans evne til med sproglig originalitet og humoristisk tæft at ramme hovedet på sømmet.
Nu er han aktuel med sin tredje roman »Den italienske mester«, og denne gang er det kunstverdenens tur til at mærke hammeren. Kunstelskere og -hadere vil nyde at se gallerister, kunstnere, samlere, kritikere og almindelige fans udstillet i al vores pjattede hykleri. Men selv om kunst fylder meget, er bogens kerne en historie om en far søn-relation, der er både fascinerende og genkendelig, latterlig og rørende.Charles »Pinch« Bavinsky er søn af den storskrydende kunstmaler Bear Bavinsky. Sammen med Natalie, Pinchs mor, bor de i begyndelsen af bogen i et lille atelier i Rom anno 1955. Bear er succesfuld nok til at kunne leve op til alle idealerne (og klichéerne) om den geniale (mandlige) kunstner. Langt bedre end Picasso ifølge ham selv og sønnen. Derfor er det i kunstnerens logik kun naturligt, at Natalie må lægge egne ambitioner til side og stå for vasketøjet, når han bliver ramt af lysten til at tegne nøgne modeller i sit atelier. (»Når folk siger muse, mener de i virkeligheden assistent, ved I godt det?« snerrer hun 30 år senere).
