Henrik Dahl glemmer ånden og æstetikken i sit opgør med identitetspolitikken

Boganmeldelse: Sociolog og folketingsmedlem (LA) Henrik Dahls »Den sociale konstruktion af uvirkeligheden« tager et nødvendigt og presserende opgør med den deprimerende og omsiggribende identitetspolitik. Desværre mangler bogen både litterær og sproglig kvalitet.

Som et forsøg på at fortsætte undersøgelsen og kritikken af så dominerende og problematisk en kraft i vestlige samfund som identitetspolitk er Henrik Dahls bog sympatisk, mener anmelder Mette Høeg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det skarpeste ved Henrik Dahls nye debatbog er dens titel. »Den sociale konstruktion af uvirkeligheden« giver sig i kast med en kritik af den moderne antiliberale identitetspolitik, der har spredt sig fra de amerikanske universiteter til resten af samfundet og den vestlige kultur i det hele taget, og som nu er ved at underminere helt centrale friheds- og lighedsprincipper i de liberale samfund.

Bogen indskriver sig i den deprimerende langvarige, men ikke desto mindre stadig presserende debat om moderne identitetspolitik og dens splittende effekt på samfundet, og især i diskussionen om dens skadelige effekt på universitetet, som for nylig er blevet påpeget af 14 professorer, der i Berlingske og Uniavisen har advaret mod et stigende pres på forskningsfriheden.

Mette Høeg

»Bogen illustrerer således et af højrefløjens grundproblemer i dag og en af årsagerne til, at den har så lille indflydelse og synlighed i de vestlige samfunds kunstneriske og kulturelle sfære, hvor netop den venstreorienterede identitetspolitik dominerer totalt i disse år, nemlig manglen på æstetisk sans og bevidsthed.«


Dahl identificerer den moderne antiliberale identitetspolitik som bestående af ti elementer, som karakteriseres som en slags uerkendte eller uindrømmede programpunkter for bevægelsen, nemlig: indskrænkelse af ytringsfriheden; krav om censur; systematisk indoktrinering; krav om kollektive rettigheder; udhuling af retssikkerheden; racisme; segregering; radikal sprogrensning; omskrivning af historien; og legalisme.

De er alle relevante, og der er i det hele taget mange berettigede og væsentlige perspektiver i bogen, inklusiv kritikken af den værdi- og meningsrelativisme, som er blevet udledt af poststrukturalistiske teorier, såsom dekonstruktionen; af tendensen til ureflekteret import af problemstillinger fra udlandet til en dansk kontekst; af social ingeniørkunst i det hele taget og af masseuniversitetet specifikt, herunder sænkningen af de faglige krav for at inkludere en større del af befolkningen og den resulterende udvanding af fagligheden og udbredelsen af pseudovidenskab.

Henrik Dahls kritik af teoretikere som f.eks. den algerisk-franske filosof Jacques Derrida synes udelukkende baseret på sekundærlitteratur og fordomme. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOEL ROBINE.

Gentagelsen

Disse perspektiver er hverken nye eller originale, og Dahl læner sig i høj grad op ad noget, der allerede er blevet omhyggeligt og kvalificeret fremført af for eksempel Allan Bloom, Francis Fukuyama og Douglas Murray. Pointerne tåler imidlertid ikke bare gentagelse, men bør hele tiden genbelyses, videreudvikles, nuanceres og suppleres, idet identitetspolitikkens greb om den vestlige kulturs bevidsthed kun er blevet strammere i de senere år.

Som et forsøg på at fortsætte undersøgelsen og kritikken af så dominerende og problematisk en kraft i vestlige samfund er Dahls bog også sympatisk. Blot løfter den ikke opgaven, men underminerer tværtimod utilsigtet troværdigheden af modpositionen til identitetspolitikken.

Desværre fejler »Den sociale konstruktion af uvirkeligheden« som bog, fordi den ganske enkelt mangler litterær og sproglig kvalitet. Ideerne i bogen er forholdsvis holdbare og klare, men det ville være synd at kalde Dahl for nogen stilist. Den æstetiske dimension er faktisk fuldstændig fraværende i bogen, hvis formidling gennemgående er gumpetung, al for redundant, fuld af kluntede formuleringer med for mange ord og fantasiforladte metaforer (hvis fortærskethed forfatteren endda selv påpeger), og særligt bogens sidste del, der forsøger at optegne en specifikt borgerlig indsats imod identitetspolitikken, fremstår sjusket, underredigeret og alt for tæt på notestadiet.

Bogen illustrerer således et af højrefløjens grundproblemer i dag, og en af årsagerne til, at den har så lille indflydelse og synlighed i de vestlige samfunds kunstneriske og kulturelle sfære, hvor netop den venstreorienterede identitetspolitik dominerer totalt i disse år; nemlig manglen på æstetisk sans og bevidsthed.

Dertil er bogen præget af overfladiskhed. At den er skrevet fra et borgerligt udgangspunkt, er tydeligt og ekspliciteres også ærligt, men den politisk specifikke forankring retfærdiggøres eller forklares ikke. Der savnes en refleksion over, hvorfor anliggendet ikke er bredere og grundlæggende humanistisk. Affejningen af identitetspolitikken med doven og uinspireret brug af krigsmetaforik er også for nem.

»Forståelsen for universitetet som institution i demokratiske samfund er også begrænset, og Dahls (ud)dannelsesideal ekskluderer åndelige og æstetiske dimensioner, som er helt afgørende i den menneskelige tilværelse og også bør være det på universitetet.«


Bogen giver ifølge Dahl en analyse af »de materialer, som identitetspolitikken har smedet sine våben af«, og beskrivelsen af dens udspring på de amerikanske universiteter i 1960erne er også o.k., men der mangler en dybereborende forklaring af, hvorfor denne modsætningsfyldte kultur er opstået og har fået så stor udbredelse, for eksempel en overvejelse af dens religiøse træk og den mulige forbindelse til det vakuum, som tabet af religion har affødt, og til længslen efter mening i vestlige samfund i dag.

Ligeledes er det en indlysende vigtig pointe, at ledelsen på universiteterne burde påtage sig mere ansvar og modstå presset fra de studerende, der vil indføre relativistisk identitetspolitik og pseudovidenskab, men spørgsmålet om, hvorfor man i dag skyr at påtage sig autoritet, hvorfor autoritet er blevet så ilde set, ignoreres.

Fordomsfuld kritik

Forståelsen for universitetet som institution i demokratiske samfund er også begrænset, og Dahls (ud)dannelsesideal ekskluderer åndelige og æstetiske dimensioner, som er helt afgørende i den menneskelige tilværelse og også bør være det på universitetet. Hans fokus er på logik, data, objektiv viden og »rigid«, kvantitativ metode. Universiteterne skal udelukkende beskrive verden, som den er, ikke beskæftige sig med, hvordan den bør være, mener han og ignorerer dermed et helt centralt aspekt af filosofien såvel som af alle kunststudier.

Brugen og forståelsen af begrebet »postmodernisme« er også groft forsimplende, useriøs og overfladisk. Kritikken af teoretikere som Lyotard, Derrida og Deleuze synes udelukkende baseret på sekundærlitteratur og fordomme. Modstanden mod det udvidede tekstbegreb og genremæssig grænseoverskridelse i humanistiske studier er ureflekteret. Og der mangler i det hele taget forståelse for humanistisk forsknings og uddannelses kernefunktioner og -værdier.

Dahls analyse mangler dybde og er for snakkende, middagsbordsagtig og paneldebatlignende. Han forekommer hverken stærk nok skriftligt eller tilstrækkelig indsigtsmæssig dyb til at kunne bære en hel bog. I kombination med den ikke særlig tiltalende, let vrængende og bedrevidende tone, der præger værket, bliver det formodentlig let for identitetspolitikkens forsvarer her at undvige Harbermas' idé om »det bedre arguments tvangløse tvang«, som Dahl har så stor og påfaldende naiv tiltro til, de vil nemt kunne affeje bogen som forudsigelig udviklingsfjendtlighed og forandringsmodvillighed fra en forstokket, indskrænket og tvær konservativ position.

»Den sociale konstruktion af uvirkeligheden«
Forfatter: Henrik Dahl. Sider: 200. Vejl. pris: 250 kr. Forlag: Grønningen 1.