Professors bog om Goethe er overfladisk og sludrevorn

Boganmeldelse: Tidligere professor Per Øhrgaards »Goethe. Et essay« skulle ifølge bagsideflappen være en »lærd og let lystvandring« gennem Goethes liv og værk. Men som medvandrer får man en voksende mistanke om, at turguiden er faret vild.

»Forskelle og ligheder registreres og udpeges med iver – mellem Goethes værker, mellem Goethe og andre forfattere, mellem Goethe, eftertiden og nutiden – men læsningerne når ikke langt nok ind til værkernes kernebetydninger og forløser ikke deres fascinationskraft,« skriver Mette Høeg. Fold sammen
Læs mere
Foto: ULI DECK

Det såkaldte essay om en af litteraturhistoriens mest læste, afholdte og indflydelsesrige skikkelser, skrevet af germanisten og tidligere professor på Københavns Universitet og CBS Per Øhrgaard, illustrerer klart, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem fascinationskraften af en bogs emne og bogens kvalitet.

»Goethe. Et essay«, der først blev udgivet i 1999, og som netop er udkommet på Gyldendal i en genoptrykt og revideret udgave, om den vægtige tyske forfatter, tænker og personlighed med det vidtrækkende og dybdegående forfatterskab, udmærker sig ved sin overfladiskhed og sludrevornhed.

Mette Høeg

»Værket fæstner ikke læserens opmærksomhed. Behandlingen er for glat, sniksnakkende, og strukturen for rodet. Man mangler noget at hægte sig fast i.«


Værket udfolder sig som en blanding af biografi, introduktion til og analyse af Goethes forfatterskab og historisk skildring af en kulturel og politisk periode. Formen er udpræget associativ og uforpligtende.

»Goethe. Et essay« er rigt på citater og længere gengivelser fra Goethes lyrik, dramaer, romaner, videnskabelige og selvbiografiske tekster, og forfatteren bevæger sig imponerende smidigt og ubundet mellem historisk perspektivering, sammenligninger inden for Goethes forfatterskab såvel som med andre centrale forfattere før, i og efter Goethes samtid og biografisk-psykologiserende læsninger.

Goethe fremstilles som både forfatter og tænker; hans værker som såvel afgrænsede kunstværker som historiske og biografiske dokumenter. Læseren introduceres til centrale begreber fra og kendetegn ved Goethes forfatterskab, tænkning og liv, der værket igennem fungerer som kærkomne fikspunkter og adgangsgivere til Goethes overordnede tænkning og poetik: stræben, resignation (Entsagung), erfaringsverdenens virkelighed og tilgængelighed, lyset og synssansen, forholdet mellem nærhed og distance, jegets uendelighed og det faktiske livs begrænsninger med videre.

Sniksnakkende

Men værket fæstner ikke læserens opmærksomhed. Behandlingen er for glat, sniksnakkende, og strukturen for rodet. Man mangler noget at hægte sig fast i. De mange forskelligartede informationer og betragtninger kobles ikke tilstrækkeligt i substantielle pointer, og værket savner fokuserede teser.

Skriften er staccato, og sprogbrugen betydningsudvandende med alt for mange gambitter. For mange indlysende og overflødige pointer udtrykkes for irrelevant. Talrige sætninger som »forbindelsen mellem liv og digtning går jo da heller ikke kun den ene vej« kunne nemt og med fordel reduceres til det halve. Dertil skæmmes udgivelsen af redigeringsmæssigt sjusk, såsom at indholdsfortegnelsen ikke passer.

Øhrgaards fleksibilitet er beundringsværdig, og hans intellekt egner sig godt til essaygenren. Man kan så spørge sig selv, om et essay på næsten 400 sider ikke under alle omstændigheder er dømt til at fejle, men i hvert fald er Øhrgaards analysestrategier ikke betydningsproduktive og dybdeborende nok til at bære den kvantitative tyngde.

Hans udstrakte brug af sammenligningen til at belyse Goethes liv og værk er ikke særlig givende, men desorienterende og blotlægger ikke virkelig interessante eller gribende betydninger. Forskelle og ligheder registreres og udpeges med iver – mellem Goethes værker, mellem Goethe og andre forfattere, mellem Goethe, eftertiden og nutiden – men læsningerne når ikke langt nok ind til værkernes kernebetydninger og forløser ikke deres fascinationskraft. En af Øhrgaards centrale analysefigurer er polariteten »nærhed-afstand« eller »indlevelse-distancering«, som han indledningsvist fremstiller fint som en af Goethes primære lyriske strategier og strukturer, men som siden helt udvandes, idet den bruges til at karakterisere snart sagt alle aspekter af Goethe og hans liv.

Der er noget mærkeligt undvigende ved Øhrgaards engagement og hans essayforetagende. Bogen skulle ifølge bagsideflappen og forlaget være en »lærd og let lystvandring« gennem Goethes liv og værk. Men som medvandrer får man en voksende mistanke om, at turguiden har mistet kompasset og gennem uafbrudt snak forsøger at aflede læserens opmærksomhed fra det forhold, at han er faret vild eller måske faktisk aldrig har kendt vejen, men bare begivet sig af sted, umålrettet i håb om ved ren tilfældighed at støde på en nogenlunde meningsgivende rute. Essaybetegnelsen ligner en undvigelsesmanøvre, et forsøg på at undgå en læserforventning om substans og sammenhæng og måske endda på at skjule, at forfatteren ikke formår, gider eller tør forpligte sig på og hengive sig til et seriøst, sammenhængende og virkeligt meningsafslørende og givende studium.

»Goethe. Et essay«
Forfatter: Per Øhrgaard. Sider: 392. Pris: 350 kr. Forlag: Gyldendal.