Hella Joof afslører smertelig hemmelighed i smuk og befriende ærlig bog om at tage sig selv alvorligt

Boganmeldelse: Hella Joofs nye bog: »Tvilling, yndling, grævling« er på overfladen en finurlig bog med højt til loftet, der umiddelbart er nem at afvise, men som vinder stort, når man lader alvoren synke ind og indser Joofs modige insisteren på ærligheden.

»Jeg vil vove at påstå, at hun har fat i et eller andet med sin vedblivende insisteren på, at kærligheden findes, og at man er stærkere end som så. At det så føles, som om bogen til tider kunne være skrevet af Patience Camaroo Altogether, er kun hyggeligt.«, skriver Berlingskes anmelder om Joofs nye bog: »Tvilling, yndling, grævling«. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Hella Joof (f. 1962) har været en darling, siden hun sammen med kollegaen og vennen Peter Frödin slog igennem i 1992 med DRs børneprogram »Bullerfnis«.

Efterfølgende har hun blandt andet lavet satire, instrueret film, været radiovært, deltaget i »Vild med dans«, skrevet bøger, oplevet en shitstorm på grund af sin medvirken i Disruptionrådets kampagnefilm om potlatch (at gøre som de oprindelige nordamerikanske indianere og brænde lejren ned hvert syvende år), skrevet klummer for Berlingske, været helt enormt sjov på sin Instagram-profil som karakteren Patience Camaroo Altogether, samt været medvært på en podcast.

»På et tidspunkt strammede »den kulturradikale hørjakke« over skuldrene, og hun orkede ikke længere at skulle sige som alle de andre, at hun »skammede sig over at være dansker og noget om den borgerlige regering«. Hun var nødt til at gøre op med sit eget hykleri og fortælle, at hun er borgerlig.«


Og nu er hun tilmed bogaktuel med »Tvilling, yndling, grævling«. Nej, Hella Joof hviler ikke på laurbærrene. Bogen kaldes en selv(hjælps)biografi, og dens fokus er da også dobbelt: Dels, hvad der er sket i hendes liv, dels hvad hun lærte af det.

Nøgleord er ydmyghed, styrke og let gang på jorden: »Vi må aldrig glemme, at succes ikke er, hvem man er. Ligesom fiasko heller ikke er det. Det er bare ydre omstændigheder«, »Vil du gerne være glad og lykkelig? Så beslut dig for ikke længere at sabotere dit liv«, »Heldet følger den ubekymrede. Ikke den ligeglade. Ikke den uvederhæftige. Men den ubekymrede«.

Kærligheden findes

Kombineret med udsagn om Gud og krystaller ville det være den letteste sag i verden at afvise Hella Joof som et sludrechatol fuldt af selvhjælpsfloskler og newage-filosofi, men jeg vil vove at påstå, at hun har fat i et eller andet med sin vedblivende insisteren på, at kærligheden findes, og at man er stærkere end som så. At det så føles, som om bogen til tider kunne være skrevet af Patience Camaroo Altogether, er kun hyggeligt.

Hella Joof ønsker, at man tager sig selv alvorligt og tager teten i sit liv. Ikke bebrejder andre for den, man er. At tage sig selv alvorligt inkluderer også, at man skal sige tingene, som de er, for man kan blive et skadet barn af at skulle jonglere alle de tabuer, hemmeligheder og løgne.

Men omvendt var det måske en dårlig idé endelig at fortælle sin aldrende mor om det overgreb, man var udsat for som 15-årig? Det kan den voksne Hella ikke rigtigt greje, samtidig med at man får ondt i maven af at tænke på teenageren Hella, lammet af skam, frygt og autoritetstro, og de følgende mange års vildfarelse om, at hendes krop var fælleseje …

Jo, vi kommer hele vejen rundt, og det kan anbefales lige at stoppe op en gang imellem og lade alvoren synke ind, inden Hella Joof snakker videre. Det er værd at lytte efter, for der er højt til loftet - selv personer som overgrebsmanden har hun tilgivet - og derfor opfordrer hun blandt andet også (befriende!) til, at man dropper misundelsen. Der vil altid være forskel på folk, nogle er bare født med overskud og det rigtige netværk, andre er nødt til at være født intelligente for at kunne opnå samme goder.

Men det kan de så til gengæld også. Hella Joof er selv det oplagte eksempel, for i hendes miljø lå det ikke ligefor med skuespilleriet. Alligevel bruger den succesrige Joof så godt som ingen kræfter på at fortælle om sin karriere; nej, det er det menneskelige, der interesserer hende. Igen: Man »er« ikke sine ydre omstændigheder, og det eneste, hun kort nævner, er, at hun har sagt »ja«, også selv om »det kildede i maven, og jeg tænkte, det tør jeg ikke.«. En tilsyneladende temmelig effektiv karriereregel. Joof blev som bekendt hurtigt alles yndling og sprang let ind i rollen som »skuespiller«.

Venstrefløjens hykleri

Men på et tidspunkt strammede »den kulturradikale hørjakke« over skuldrene, og hun orkede ikke længere at skulle sige som alle de andre, at hun »skammede sig over at være dansker og noget om den borgerlige regering«. Hun var nødt til at gøre op med sit eget hykleri og fortælle, at hun er borgerlig, også selv om det vakte ramaskrig.

Igen insisterer Hella Joof på ærlighed og på ikke at dæmonisere sine modstandere, men tværtimod lytte med et åbent sind, så begge parter går klogere fra samtalen. Og så er vi tilbage ved hovedbudskabet om at tage sig selv alvorligt, tage teten i sit liv og få mest muligt ud af det. Det må man sige, at multitalentet Hella Joof gør. Og kærligheden er med hende hele vejen.

Tvilling Yndling Grævling. En selv(hjælps)biografi
Forfatter:
Hella Joof. Sider: 352. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.