Han har solgt i tusindvis af bøger til børn, men lukkede af for sine egne. Bjarne Reuter lærer os, at valg koster noget

Bjarne Reuter har udødeliggjort Mulle og skovsneglen, Buster Oregon Mortensen og en gennemsnitsbarndom i Brønshøj. Nu fortæller han nådesløst om sig selv i en ny biografi, som han ikke selv har skrevet, men som roterer om de reuterske erkendelser. Blandt andet, at det koster noget at være dem, vi er.

Bjarne Reuter viser sig igen at være tiden værd. Også i en bog, han ikke selv har skrevet. Mathias Svold

I årtier har Bjarne Reuter været det faste årlige bevis på, at en forfatterkarriere ikke behøver være en fattigrøvsgerning. Når uddelingen af bibliotekspenge finder sted, er han fast inventar på toppen af listen, ikke mindst takket været en imponerende skrivekadence hjemme på arbejdsværelset i Kgs. Lyngby.

Men når man læser biografien »En som Bjarne Reuter«, står det lysende klart, at den monstrøse succes også skyldes, at Bjarne Reuter er forrygende godt selskab. At læse om hans liv og forfatterskab, er som at høre et greatest hit-album med en elsket musiker; man tænker uafladeligt »gud ja, den har han OGSÅ skrevet«, mens siderne, årene og de monumentale værker flyver forbi.