Fire stjerner: Kun ved at få orgasme kunne hun dæmpe frygten for krigen

AOK
Bøger
Anmeldelse

Boganmeldelse: Fransk-marokkanske Leïla Slimanis »De andres land« er et originalt bud på krigslitteraturen set fra en feminin vinkel og en sjælden mangefacetteret skildring af muslimer og deres historie, skriver Katherine Diez.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I et interview på YouTube fortæller den 40-årige fransk-marokkanske forfatter Leïla Slimani, da hun bliver spurgt, hvorfor hun valgte at skrive »De andres land«, at hun ofte lyver, når hun bliver stillet dette spørgsmål. Hun er bange for, at det sande svar ikke er godt nok.

Det virker skørt, når nu sandheden er, at hendes bedstemor altid har fortalt hende disse fabelagtige anekdoter fra livet i gamle dage, og Slimani ud fra dem altid har vidst, at hun skulle skrive sin egen familiehistorie. Nu har hun foreløbig gjort det i første roman af en planlagt slægtstrilogi.

Stolt jordbesidder

I denne roman – Slimanis tredje efter debutromanen »Adèle« om kvindelig sexafhængighed og utroskab og et internationalt gigagennembrud med »Vuggesang«, der løb med den prestigefyldte Goncourt-pris i 2016 – møder en lidenskabelig, ung, fransk kvinde, Mathilde, en marokkansk officer, Amine Belhaj, da hans regiment i den franske hær under Anden Verdenskrig er udstationeret i hendes lille landsby nær Alsace.

Hun forelsker sig stormende i ham, de gifter sig og flytter til Marokko for at indlede et nyt liv på den gård, der står på det stykke jord, Amines afdøde far købte efter mange slidsomme år som oversætter i kolonihæren.

En stolt jordbesidders jord, der skulle forvandles til en blomstrende bedrift og brødføde de kommende generationer i familien Belhaj.

Krigen er forbi, men uforudsigelighederne fortsætter som nachspiel. Jorden er stenet, skoldet og ufrugtbar, de store planer kvæles af pengenød, racisme og dagligdagens fornedrelser, og mens Amine er ude for at gøre, hvad han kan, kvæles Mathilde selv, mens hun alene og isoleret med sine to små børn kæmper for at finde frihed og selvstændighed i det land, hun konstant bliver mindet om ikke er hendes.

»Der er rigeligt med optrædende karakterer i romanen, men det er Mathilde, der gør læseren sulten, fordi hun hele tiden vækker større og større genkendelse som komplekst menneske«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal.

Kvindernes krig

Krigslitteraturen har til alle tider handlet om mændenes krig: Holbergs Jeppe vender hjem fra krigen med posttraumatisk stresssyndrom. Det er derfor, han drikker (jo, det er). Remarque foretager i »Intet nyt fra Vestfronten« en vivisektion på tyske soldater under Første Verdenskrigs rædsler. Hemingway er – naturligvis – kun interesseret i machosiden af Den Spanske Borgerkrig. Og så videre.

I »De andres land« har krig og traumer et forfriskende feminint fokus uden at bevæge sig væk fra den klassiske realisme, der også altid har kendetegnet krigslitteraturen. Som for eksempel i begyndelsen af romanen, hvor den alvidende tredjepersonsfortæller beskriver Mathildes fingerfærdige copingstrategi, når luftalarmen går i gang, og bombeflyene nærmer sig den franske landsby:

“[ …] kun ved at få orgasme kunne hun dæmpe frygten og tage magten over krigen. Når hun lå på de beskidte lagner, tænkte hun på de beskidte mænd, der marcherede på sletterne bevæbnet med deres geværer [ …] og når hun trykkede fingrene mod sit køn, forestillede hun sig [ …] besiddertrangen, der havde grebet hele verden.«

Volatil og teatralsk

Havde forfatteren været en mand, ville sådan en scene i øvrigt have bragt denne anmelders urin op i højere temperaturer, men her – og gennem hele romanen – claimer Slimani kvindens seksualitet og ejendomsret i et mandsdomineret landskab. Men også i et moderskab, der på tidspunktet og måske i særdeleshed i islam er forbeholdt en bestemt type selvopofrende kvinde.

Mathilde er så volatil og teatralsk, men også så idérig og tapper, at intet »-skab« får lov at begrænse hende. Der er rigeligt med optrædende karakterer i romanen, men det er Mathilde, der gør læseren sulten, fordi hun hele tiden vækker større og større genkendelse som komplekst menneske.

Det bliver interessant at finde ud af, hvordan resten af Slimanis slægtstrilogi udfolder sig, for den første del er så meget på én gang; en historie om krig, kolonialisme og kultursammenstød, sex og magt, race og klasse, frihed og fangenskab. I det hele taget en kompliceret historie. Men dette var også Slimanis ønske, som hun fortæller i førnævnte interview: Hun vil fortælle den vestlige verden, som er vant til at læse enstrenget om muslimer, at muslimers historie er kompliceret.

De andres land
Forfatter:
Leïla Slimani. På dansk ved: Karsten Nielsen. Forlag: Gyldendal. Sider: 346. Pris: 250 kroner.