Fem stjerner: Han skriver bøger, der insisterer på at blive husket

David Grossmans »Da Nina vidste« er en overbevisende og i en vis forstand universel roman om de menneskelige relationers veje og vildveje.

Israelske David Grossman fik i 2017 the Man Booker International Prize foran danske Dorthe Nors, der også var shortlistet til den prestigiøse pris. Til november kan man opleve ham i Danmark, når han besøger BogForum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Bureau

Et af de seneste års mest bemærkelsesværdige litterære udspil fra Israel er David Grossmans overvældende og stærkt gribende antikrigsroman »Kvinde på flugt fra meddelelse«, der blev afsluttet kort tid efter, at forfatteren havde fået meddelelsen om, at hans ene søn var faldet i den anden Libanonkrig, og som senere blandt andet indbragte ham de tyske boghandleres store fredspris.

Med »Da Nina vidste«, overbevisende oversat af Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner, føjer Grossman et nyt storværk til forfatterskabet, og selvom han denne gang skriver sig mindre direkte ind i et aktuelt israelsk konfliktstof, så kaster romanen på sin egen indirekte måde et sidelys ind over konflikter og forviklinger i det nutidige Israel.

»Det er næsten for meget, er man til tider ved at udbryde under læsningen ... Men samtidig gribes man som læser også stærkt og helt umiddelbart af de indre konflikter og lidelser, der kendetegner forfatterens forpinte, kærlighedssøgende skikkelser.«


Med sine komplicerede menneskelige relationer, hvor fortidens svigt og valg får konsekvenser også for de efterfølgende generationer, rører romanen ved problemstillinger, der har en særlig og skærpet relevans i en israelsk sammenhæng. Med klare pile frem til i dag tager romanens traumefyldte og forpinte familiehistorie sit udgangspunkt i Centraleuropa. Som en af romanens hovedfigurer, den 90-årige Vera, et sted med fortidens accent i stemmen erklærer:

»Vi tog til operaforestillinger både i Budapest og i Wien. Det var vores kultur, og ungarsk var vores første sprog. Bare for at det skal være sagt, er jeg ikke balkanisk jøde, og heller ikke Ghetto-jude. Jøde af Zentraleuropa er jeg! Allermest ægte Europa! Der er ikke noget Europa som mig tilbage!«

Den næsten Metusalem-gamle Vera er den ene af den ekstremt komplekse og sindrigt fortalte romans hovedpersoner. En anden er hendes datter Nina, der siden barndommen har følt sig valgt fra på grund af moderens kompromisløse kærlighed til sin mand, den serbiske officer Milos, og som har levet det meste af sit liv i promiskuitet. Den tredje hovedskikkelse er Gili, Veras barnebarn og Ninas datter, der især er knyttet til sin far Rafael, der elsker Nina betingelsesløst, og som bogen igennem følger begivenhederne med sit kamera for at dokumentere Veras historie.

Melodramatisk kolorit

At filmen undervejs delvis skifter karakter og bliver en henvendelse til fremtidens Nina, der har fået at vide, at hun er på vej ud i den dementes store hukommelsestab, giver Grossmans roman yderligere en drejning i retning af det stort anlagte melodrama. Det er Veras og Ninas historie, der fører romanen til Jugoslavien og tilbage i tiden til de voldsomme begivenheder i årene, hvor Titos opgør med Stalin fandt sted.

Romanens dramatiske højdepunkt er det lille israelske selskabs rejse ud til øen Goli Otok eller »den nøgne«, hvor Stalins tilhængere og Titos fjender engang blev interneret, en fjern og grum afkrog af historien, som det er Grossmans fortjeneste at skrive til live og tilbage i erindringen.

På Titos fangeø sad Vera interneret, og her, hvor hun dag efter dag stod på kanten af klippen for at kaste en smule tiltrængt skygge ind over en kvindelig kommandants plante, i sig selv et fantastisk billede, bliver grunden lagt til den forsoning eller tilnærmelse mellem generationerne, som romanen lader stå tilbage som en mulighed og et håb.

Der er stærke følelser og som nævnt også melodramatisk kolorit i Grossmans roman, der både presser lidelsernes citron til sidste dråbe og ind imellem slipper de mere patetiske udbrud løs som for eksempel »Hun ser på Vera med et forrevet blik, som råber af nød og angst«.

Det er næsten for meget, er man til tider ved at udbryde under læsningen, når Grossman igen og igen maler de særlige øjeblikke frem, hvor splittelsen mellem uovervindelig afstand og intens tiltrækning mellem romanens figurer, blotlægges. Men samtidig gribes man som læser også stærkt og helt umiddelbart af de indre konflikter og lidelser, der kendetegner forfatterens forpinte, kærlighedssøgende skikkelser. Først og sidst skildres romanens personer som ofre for historiens ubønhørlighed.

At Grossman omkring sin romans store skæbnedrama leverer en række fremragende skildringer af stederne undervejs i handlingen, kibbutzen i Israel, den serbiske landsby, det lille bosted og minen længst mod nord i Skandinavien, fangeøen Goli Otok ud for Kroatiens kyst, er med til at gøre »Da Nina vidste« til en overbevisende og i en vis forstand universel roman om de menneskelige relationers veje og vildveje.

At romanens Vera, som forfatteren fortæller i et efterskrift, var en kendt skikkelse i Israel og Jugoslavien, understreger de autentiske dimensioner i den indimellem forfærdende historie. David Grossman skriver bøger, der insisterer på at blive husket.

David Grossman besøger Danmark i forbindelse med bogmessen BogForum, lørdag 16. november.

Da Nina vidste

Forfatter: David Grossman. Oversættere: Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner. Sider: 340. Pris: 300 kr. Forlag: Vandkunsten.