Fem stjerner: Et seriemord i forfatterens barndomshjem kickstarter fabulerende og filosofisk essaysamling

Mathilde Walter Clark bevæger sig hudløst og med imponerende intellektuel adræthed og spændvidde rundt i alt fra den hårrejsende amerikanske seriemorderindustri, ondskaben, Kierkegaards spøgelse til Alex Ahrendtsens kulturpolitik. Her er noget for alle – hvis du kan følge med.

Der er noget for alle i Mathilde Walter Clarks essaysamling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Les Kaner/PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Huset uden ende« ligger i byen St. Louis i USA. Adressen er Washington Terrace 23, og her blev engang begået et brutalt mord, mens pigen Mathilde boede inde ved siden af.

Mordet i nabohuset er afsæt for den længste tekst i Mathilde Walter Clarks nye bog, der netop har fået titel efter det hus, der har hjemsøgt forfatteren i årevis.

Mathilde Walter Clark, i essaysamlingen »Huset uden ende«

»Jeg lærte tidligt at måle mine erfaringer med to linealer.«


I det labyrintiske og absolut uhyggelige essay bevæger forfatteren sig ad forgrenede veje rundt i seriemordernes og de uopklarede forbrydelsers amerikanske landskaber, og erindringerne om barndommens gys løber sammen med redegørelserne for den makabre fascination, der blandt andet er baggrunden for boomet i industrien omkring serial killers og ikke mindst for de vilde priser på de såkaldte »murderabilia«. Breve, afklippede tånegle, kunstneriske frembringelser og andre »relikvier« fra ugerningernes grusomme verden er blevet eftertragtede objekter, som samlere konkurrerer om at anskaffe sig.

De hårrejsende detaljer, tvetydighederne og spørgsmålene hober sig op under læsningen af titelessayet i Mathilde Walters Clarks bog, og uundgåeligt bliver overvejelserne omkring ondskabens karakter et hovedtema sammen med ransagelsen af den manglende evne til at se væk.

Forsvar for skydevåben

I et andet af de meget personlige essays i bogen skriver forfatteren: »Jeg lærte tidligt at måle mine erfaringer med to linealer.« Det, hun indkredser med den formulering, er ikke bare dobbeltheden, der følger med, når man som barn på skift opholder sig hos en dansk mor og en amerikansk far. Hun siger også noget afgørende om de tankemønstre og den arbejdsmetode, der kendetegner en del af samlingens 20 tekster, som er skrevet i perioden fra 2012 og frem til i dag og adskillige af dem altså sideløbende med arbejdet på romanen med den westernmytologiske titel »Lone Star«, der udkom i 2018. Meget bevidst nærmer forfatteren sig sine temaer fra flere sider og undgår de alt for fastlåste positioner og skråsikre formuleringer.

I et essay prøver hun for eksempel – og kontroversielt nok i en dansk sammenhæng – at tage sin fars forsvar for retten til at bære skydevåben alvorligt og forstå hans argumentation. I en anden tekst, »Gorillaen i Corsicana«, der blandt andet handler om fjernelsen af en gorillafigur i bur fra en offentlig legeplads med henvisning til racisme og eventuelle krænkelser, tager hun et direkte opgør med det, hun kalder de »totalforklarende terminologier«, der har hærget på universiteterne i både USA og Danmark.

»»Min stedfars sidste dage«, »Skildpadder« og »Umulige ord« er små hjerteskærende stykker præcisionsarbejde skåret ud af en smertelig viden om tabet af mennesker, der betyder noget for en.«


En stor del af essayene i »Huset uden ende« handler om bøger og forfattere, og Mathilde Walter Clark leverer stimulerende læsninger og utraditionelle synsvinkler på både kendte og ukendte forfattere. Hun jager »Kierkegaards spøgelse« og spørger med Dostojevskij i baghovedet, »hvad litteraturen lærer os om skyld og straf«, og så rummer samlingen indlysende nok også et essay om, hvad køn betyder for det at skrive, læse og vurdere litteratur. »Inde fra mørket« er den sigende overskrift, og som en passende kommentar følges den i bogens sammenhæng op af »Quizzen til Alex Ahrendtsen«, tre polemiske siders hovedrystende bemærkninger til en udtalelse fra kulturordføreren for DF om, at han var mest til »mandlige forfattere med et følsomt og klogt sind«. Sådan en erklæring er et præcist udtryk for det kulturelle snæversyn og den mangel på rummelighed, som bogens essays er en klarøjet anfægtelse af og protest imod.

Sorgens rum

Mathilde Walter Clarks hus har mange rum, og i nogle af dem bor sorgen. Et af essaysamlingens afsnit har overskriften »At miste«, og tekster som »Min stedfars sidste dage«, »Skildpadder« og »Umulige ord« er små hjerteskærende stykker præcisionsarbejde skåret ud af en smertelig viden om tabet af mennesker, der betyder noget for en.

Mathilde Walter Clark har skrevet en samling essays, der åbner mange døre og bevæger sig i meget forskellige retninger. At læse de tre sorgtekster i afsnittet »At miste« i en dialog med det indledende stykkes rapport om fraværet og forvrængningerne af menneskelige følelser i seriemordenes univers giver et klart billede af spændvidden i Mathilde Walter Clarks essayistik. »Huset uden ende« er en bog, der berører sin læser på mange planer.

Huset uden ende

Forfatter: Mathilde Walter Clark. Sider: 288. Pris: 200 kr. Forlag: Politikens Forlag