Et par timer før bomberne faldt, blev det Henrik Nordbrandts tur til at blive født

Boganmeldelse: 76-årige Henrik Nordbrandt ser tilbage og frem og døden i øjnene i sin nye, sorte digtsamling, der også indeholder en særlig indrømmelse og en lyrisk lussing til Glostrup.

Henrik Nordbrandts suicidalt lyriske sorthed fornægter sig ikke. Her er han fotograferet i 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Der står ikke ét ord om covid-19 i Henrik Nordbrandts nye digtsamling, »Så en morgen«. Til gengæld er der megen anden fin elendighed i den nu 76-åriges seneste skrift, så hvis man er ude efter en god gedigen gang poetisk sortsyn, går man heller ikke denne gang forgæves hos den gamle mester. Henrik Nordbrandt, han kan bare det der med at male i mørke farver, som i digtet om en bro, han har forelsket sig i, skønt den er så hæslig, at »ikke engang selvmordere gider værdige/den stakkels bro et blik./

Et andet sted handler det om selve selvmordets mulighed:

»Man kan selv vælge/om man selv vil springe/eller lade sig kaste./
Jeg ved ikke rigtig …/Hvad med dig?«

At være eller ikke være … At dø eller ikke dø … Det er det, det handler om, her som andre steder i »Så en morgen«. Et sted ser digteren sit lange liv i lyset af den katastrofale krig, han, der blev født i marts 1945, principielt lige nåede at opleve nogle måneder af:

»Et par timer før bomberne faldt/blev det min tur/til at blive født,« hedder det i digtet, der fortsætter sådan her: »Og der gik ikke særlig lang tid/før jeg vidste/jeg var gammel nok til at dø.«

Et andet digt har også form af gamle Henriks erindringer om lille Henrik. Barnet har forstået det forfærdeligste. Igen denne tidlige dødsbevidsthed:

»Krematorier på krigsstien/ligner ikke titlen/på en barnetegning/ikke desto mindre er det det/de usikkert famlende streger/helt tydeligt illustrerer.

Selv uden farvelægning/ville motivet have stået skærende klart:/de firkantede bygninger hælder lidt forover/ind mod beskueren/og kommer hvert øjeblik nærmere/Hver gang man vender sit blik bort/fra en ubehagelig detalje/indfanges det af en ny.«

Cover Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal.

Galgenhumor

Døden har altid været nærværende i Henrik Nordbrandts liv og hoved. I hvert fald i det omfang man kan læse »Så en morgen« selvbiografisk. Hvad man nok godt kan. Erkendelsen af, at alt en dag slutter, forstærkes af det aldersbetingede forfald i form af en tiltagende blindhed, som digteren tackler med vanlig galgenhumor. Et sted giver han sine øjne hvert sit meget forskellige kunstnernavn:

»Ikke alene/ser Botticelli og Cézanne/skævt til hinanden:/De hader også hinanden/og mig/som tvinger dem til at samarbejde.

Hver af dem/forsøger at ødelægge/den andens værk mest muligt.

Helheden hos den ene/udvisker detaljerne hos den anden/og omvendt.«

Se, det er jo næsten morsomt, sådan som det også næsten er morsomt, når forstadshader Nordbrandt fandenivoldsk fastslår, at »Der er ord, der er værre end ordet Glostrup./Der er steder, der er værre end stedet Glostrup. Der er dage, der er værre end den sidste dag i august på et busstoppested/lidt uden for Glostrup.«

Sådan finder humoren sin plads, midt i mørket, og noget af det gode ved den meget gode digter Henrik Nordbrandt er, at han aldrig forfalder til den sentimentalitet, der er poesiens største faldgrube og et ganske ulideligt træk hos de digtere, der ikke behersker sproget, formen, rytmen (og desværre også nogle gange hos dem, der næsten gør). Henrik Nordbrandt er også i den forstand en sand moderne digter, ligesom han også er det, når de enkelte linjer ikke giver en én-til-én-beskrivelse af det sete, det hørte, det oplevede, det virkeligt virkelige. Man skal selv digte med – lige bortset fra det par steder i »Så en morgen«, hvor det hele er ganske ligetil.

Som i historien om graveren, der fortæller barnet Henrik, at efter at de sørgende havde forladt kirkegården, havde han slået et hul på zinkkisten med en jernstang, der var filet spids til lejligheden, for ellers kunne liget jo ikke rådne, og den fortællende fortæller historien uden at ane, at det er ligets barnebarn, han taler til. Eller som i et digt, hen imod slutningen, hvor en af nationens mest hyldede digtere afslører, at det egentlig slet ikke skulle have været sådan. At han slet ikke skulle have været ordmenneske. At han strittede imod det, der blev hans livsgerning. At han nu, med mange årtiers forsinkelse, betaler prisen for denne obsternasighed:

»Jeg tør næsten ikke indrømme det:/Jeg kunne lide tegningerne/men ikke bogstaverne/og slet ikke lugten/jeg lærte kun at læse/fordi man tvang mig til det/så det er nok retfærdigt/at bogstaverne nu undviger mit blik.«

Tak, skæbne!

Så en morgen
Forfatter
: Henrik Nordbrandt. Sider: 62. Pris: 150. Forlag: Gyldendal