Én stjerne: Roman om ung pige og gammel mand er tynd og karakterløs pseudokunst

Boganmeldelse: En simpel historie om et uskyldsrent venskab mellem en ung pige og en ældre mand kunne have været en smuk læseoplevelse, hvis ikke listen over ting, der stod i vejen, var så lang, skriver Katherine Diez, som kalder romanen »Måneansigt«, et »pjanket millennium-påfund«.

I stedet for at gå i skole, sætter pigen, de kalder »måneansigt«, sig ned i et hemmeligt hjørne af den lokale park, hvor hun hver dag mødes med en ældre mand. Foto fra Det Kgl. Teaters loppemarked. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Ritzau Scanpix

Jeg forsikrer Dem, kære læser, at den anmeldelse, De nu er gået i gang med at læse, ikke er påvirket af et eller andet hysterisk tilfælde af pandemisk kahytfeber, selv om det kunne tage sig sådan ud. Nej, smøren er ganske evident: Den nye danske oversættelse af spanske Sara Mesas mærkelige, lille såkaldte »tabu-roman« fra 2018, »Måneansigt«, er lige så tynd og karakterløs indeni, som den er af format. På trods af de blot 140 sider, var jeg fristet til at droppe at læse videre, efter at jeg var nået halvvejs i første hug. Teateranmelderne kan »gå i pausen«, men hvorfor er teateranmelderens tid for kostbar, hvis min ikke er? Se, der har vi et rigtigt tabu!

Og hvad skal det nu forestille at være for en genre – »tabu-litteratur«? Det klinger ikke engang af et friskt, politisk ukorrekt pust, men af et pjanket millennium-påfund af pseudokunst eller i bedste fald umiskendeligt som et forsøg på at spænde kunsten for en slags opbyggeligt projekt.

Historien, som i princippet er en simpel fortælling om et spirende venskab mellem en næsten 14-årig pige og en 54-årig mand, to outsidere, der finder hinanden mellem alle de kedelige normer og konventioner, kunne være skrevet overbevisende og rørende smukt. Det kender vi fra litteraturhistorien så mange åbenlyse eksempler på, at det ikke burde være nødvendigt at begynde at remse op.

Problemstilling bøjet i neon

Men her går det så grueligt galt fra første side, selvom vi har at gøre med et per definition interessant case study: En aldeles aseksuel relation mellem en teenagepige, der bliver mobbet i skolen, og en »gammel« særling, der kun vil tale om to ting: Fugle og Nina Simone. I stedet for at gå i skole, sætter pigen, som de kalder »måneansigt« (hun har hvalpefedt), sig ned i et hemmeligt hjørne af den lokale park, hvor manden møder hende hver dag. Dét er i sagens natur fra samfundets perspektiv alt andet end simpelt, og tredjepersonfortælleren bøjer da også problemstillingen i neon:

»Voksne mænd kan ikke være venner med små piger, har hun altid fået at vide, og værre endnu: Det er umuligt, at en gammel mand bliver venner med en lille pige. Den gamle mand lægger snarer ud og har skjulte hensigter og beskidte planer. Det er det naturlige. Ikke det omvendte.«

Okay, got it. Læserens urdyb skal udfordres. Ærgerligt, at det er så svært at abstrahere fra voksenpædagogikken, de klichéfyldte dialoger og det upålidelige sprog – sidstnævnte gør sig især gældende, når vi skal forestille at have eksklusiv adgang til pigen med et lille hjernekamera; hun bruger ord som »durkdreven« og »rænkefuld« og ved imidlertid ikke, hvad »skattesvig« betyder.

»Ærgerligt, at det er så svært at abstrahere fra voksenpædagogikken, de klichéfyldte dialoger og det upålidelige sprog.«


Forvirringen er total, når hun gør opmærksom på, at det er manden, der taler gammeldags, men det er lige omvendt. Om det hele skyldes en misforståelse hos oversætteren, tja, hvem ved (det gør de spansklæsende), men i disse tider, hvor pandemien raser udenfor, og hvor ens eneste selskab foruden husstandens øvrige medlemmer er de bugnende bunker af gode bøger på gulv og på bord, er det i det mindste ingen sag at komme sig oven på en rigtig øv-oplevelse.

Måneansigt

Forfatter: Sara Mesa. Forlag: Forlaget Apuleius Æsel. Sider: 140 sider. Vejl. pris: 225 kr.