Eksklusivt interview med George R. R. Martin: »Jeg er gået fra, at mine bøger ikke ragede nogen som helst, til at de rager millioner af mennesker«

George R. R. Martin har skabt et litterært monster så stort, at det truer med at knuse ham. Men lige nu oplever han en sjælden rus i forbindelse med udgivelsen af »Ild og blod« – en bog om, hvad der foregik 300 år før starten på »Game of Thrones«. Thomas Conradsen har mødt forfatteren i New York til en snak om, hvad der giver ham troen på, at han kan færdiggøre sin bogserie.

georgemartin1

»Jeg nyder rent faktisk ikke at arbejde, og at skrive er at arbejde, når man er mig. Jeg nyder at have skrevet,« siger George R. R. Martin.

Man skulle egentlig tro, at et menneske, der gennem mere end 20 år har arbejdet på et af verdenshistoriens mest ambitiøse og anerkendte fantasy-værker, ville være en arbejdshingst af den mest udsøgte støbning, men mange af George R. R. Martins arbejdsdage er fyldt med besvær, der afholder ham fra at eksekvere. Såsom kapitler, der er umulige at få til at hænge sammen, og kontrære og utålmodige fans, der skælder ham ud over, at han endnu ikke har skrevet de sidste to bind af sin bogserie, »A Song of Ice and Fire«, der startede med »Game of Thrones« i 1996.

»Der kan være gyldne dage, hvor et eller andet går op i en højere enhed, men der er endnu flere dage fyldt med besvær. Hvor min selvtillid ligger på gulvet, hvor jeg undrer mig over, at nogen som helst kunne tro, at jeg rent faktisk havde talent. Hvor jeg tænker, at jeg aldrig nogensinde kommer til at færdiggøre en bog igen. Hvor jeg tænker, at jeg burde ændre mit navn og gemme mig på Antarktis,« siger George R.R. Martin.

Berlingske møder ham på hans amerikanske forlag, Penguin House, der ligger nær ved Central Park på Manhattan. Blot 50 gader herfra ligger stedet, hvor han blev født og voksede op i nogle sociale boligblokke, inden han som fem-årig flyttede til nabostaten New Jersey med sin familie. Anledningen til interviewet er hans seneste bog, »Ild & blod«.

Der er noget nisset over forfatteren. Og det er ikke blot hans beskedne højde, hans trinde krop, hans briller, hans lange, grå skæg eller hans hang til hatte, der skaber det indtryk. Når han taler, smutter hans stemme ved afslutningen af ordene op i de lyse toner, som en ballon, der giver slip på den sidste luft, og – måske mest elskværdigt af alt – så klukker han konsekvent i stedet for grine.

Men man skal ikke tage fejl. George R. R. Martin er i dag en regulær litterær superstjerne. En berømthed inden for fantasygenren i Stephen King- og J.K. Rowling-klassen. Han kan ikke gå 30 meter på gaden uden at blive stoppet og bedt om selfies eller autografer, siger han. Men det er ikke berømmelsen, der tynger tungest på skuldrene af den 70-årige forfatter: Det gør derimod det gigantiske ansvar, det er at færdiggøre, hvad han har påbegyndt. Både anmelderne, hans fans og forfatteren selv forventer intet mindre end storhed fra de sidste to bind. Men som hans millioner af læsere verden over ved, så får kompleksiteten i hans indtil videre 5.035 skrevne sider den ultrapopulære seriematisering af »Game of Thrones« på HBO til at fremstå som »Fjernsyn for dig«.

Det hele er i hovedet

Man skulle egentlig tro, at et menneske, der har skænket tusindvis af figurer et fiktivt liv og skabt en hel middelalderverden i form af Westeros, ville være et ordensmenneske af rang. Men hjemme hos forfatteren hænger ingen opslagstavler på væggene med det store forkromede overblik over plottet og figurerne. Der er blevet plads til enkelte printede kort over det fiktive Westeros og omegn, men selve overblikket eksisterer i en række computerfiler og på et utal af håndskrevne noter, som Martin aldrig kan finde, når han har brug for dem.

Prins Aemond på dragen Vhagar jager prins Lucerys på dragen Arrax. Der er i den grad drageaction i »Ild & Blod«, der starter 300 år inden »Game of Thrones«-bogen og dækker 150 års historie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Doug Wheatley.

»Jeg føler, jeg bruger ret meget af min tid på at rode gennem stakke af papir. Men faktisk har jeg langt det meste i mit hoved. Og dét besværliggør min hverdag, for mit hoved er ikke nær så effektivt som en computers søg- og find-funktion,« medgiver han.

På grund af det store antal protagonister føles det at arbejde på bogserien som at skrive 10-12 romaner sideløbende. George R.R. Martin forsøger at trænge ind i hovedet på hovedpersonerne én ad gangen, forklarer han, for de befinder sig i hver sin by og med hver sine 50-100 bifigurer omkring sig. Og så »taler de med hver sin stemme«, siger forfatteren, der altid har fået ros af anmelderne for at være god til at farve alle sine figurer i forskellige, realistiske nuancer.

»Hvis jeg for eksempel skal arbejde på Tyrion Lannister, genfordyber jeg mig i hans verden, hans tankegang, hvordan han er. Først læser jeg de seneste kapitler med ham, og så rammer jeg forhåbentlig rillen og skriver ét kapitel og ét til og ét til, og så skal jeg ud af hans hoved og ind i Aryas. Hun har en helt anden stemme og befinder sig på et helt andet kontinent. Kan du se udfordringen?« spørger han.

Hans amerikanske og britiske redaktører fanger de fleste af hans unøjagtigheder. Måske har en bifigur pludselig skiftet øjenfarve, eller en hingst er blevet en hoppe fra den ene bog til den anden.

»De ser, at jeg skrev noget på side 354 i bog tre, der modsiger noget, jeg netop har skrevet i bog seks. De redder mig fra at falde direkte på mit fjæs, hver gang en bog udkommer,« siger George R.R. Martin.

»Jeg har ingen ritualer i forbindelse med at skrive. Mine dage består udelukkende af hårdt arbejde foran computeren.«

Eller rettere sagt computere, for George R.R. Martin er ikke mindst berømt for at benytte sig af to PCer. På den moderne, internet-tilsluttede computer tjekker han e-mails, holder sin personlige blog i live, opgiver skat og så videre. Når de praktiske gøremål er overståede, drejer han kontorstolen mod sin 30 år gamle DOS-computer på bordet ved siden af og tænder for tekstbehandlingsprogrammet WordStar 4.0, som han rent faktisk har skrevet al sin fiktion på.
»Jeg ved, at det morer folk, at jeg stadig bruger den ældgamle computer, men jeg elsker Wordstar. Det er stabilt, og PCen er ikke på nettet, så jeg får hverken orme eller vira eller bliver hacket. Den eneste måde, folk kan hacke mig på, er ved at bryde fysisk ind i mit hjem og stjæle mine floppy-disk,« siger han og klukker igen.

Første rus i syv i år

George R. R. Martins »Ild & Blod«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal.

Disse dage er lykkelige dage for forfatteren, for han har netop udgivet »Ild & blod«, der godt nok ikke er den sjette bog i serien, som hans fans har ventet utålmodigt på i syv år, men stadig er en bog fra samme univers. Det er også en bog, som de gerne vil have, mener han. »Ild og blod« er en såkaldt fiktiv historiebog, der gennemgår begivenheder, der fandt sted 300 år før »Game of Thrones«-tidslinjen.

De godt 600 sider har været lettere at skrive end hans øvrige bøger, selv om handlingen i bogen strækker sig over 150 år, og hundredvis af figurer optræder i den. For den har kun én fortæller og har modsat hans øvrige bøger en helt lineær kronologi.

»Da jeg havde færdiggjort »Ild & blod« og printet den og sendt den til mine redaktører, fik jeg en kæmpe rus, som jeg ikke har oplevet siden 2011, hvor »En dans med drager« (bind 5 i bogserien, red.) udkom. Men som det er med en god rus, så fortager den sig hurtigt, og beskederne fra folk er allerede begyndt at vælte ind: »Okay, fint nok med »Ild & Blod«. Men hvornår får vi »Winds of Winter« (sjette bind i bogserien, red.)? Der vil altid være endnu en bog, mine fans vil have ud af mig,« siger han.

George R.R. Martin roser det store positive flertal af sine fans. Ikke mindst sin organiserede fanklub gennem 17 år, der inspireret af en fraktion i bøgerne kalder sig »Brothers without banners«.

»Men jeg har også en gruppe af fans, der har vendt sig mod mig af den ene eller anden årsag, eller som i hvert fald er mindre tålmodige end de øvrige. Det følger med, når man har så stor succes, tror jeg. Mennesker kan være utroligt kontrære.«

Samtidig ved han godt, at de fleste forfattere kæmper hele deres liv med at få nogen til at lægge mærke til deres værker. Der har han også selv været.  Det var først den tredje bog i serien, der nåede til tops på bestsellerlisterne.

»Jeg sad på min flade i boghandlerne, i hvad der føltes som timer, indtil der endelig kom nogen forbi … og spurgte mig, om jeg vidste, hvor kogebøgerne stod. Jeg er gået fra, at mine bøger ikke ragede nogen som helst, til at de rager millioner af mennesker. Og nogle rager de så lidt for meget.«

George R. R. Martins »Ild & blod« er spækket med illustrationer af Doug Wheatley. Fold sammen
Læs mere

Presset fra de negative fans og redaktørernes forventninger glemmer han, når det lykkes ham at trænge ind i den perfekte skrivezone. Så er det, som om han selv lever i historien.

»Lige dér kan jeg skubbe det hele væk: frygten for dårlige anmeldelser, frygten for ikke at slå til, frygten for aldrig at blive færdig.«

Trods forventningspresset ville han intet ændre, hvis han kunne rejse tilbage til starten af 90erne.

»Nej, så ville jeg skrive »Game of Thrones« igen, for den har gjort mig utroligt rig og succesfuld. Jeg ville aldrig ønske at vende tilbage til de dage, hvor ingen ønskede at møde mig eller få min autograf. Faktisk overvejede jeg i 1984 at stoppe med at skrive, fordi min roman »The Armageddon Rag« floppede helt vildt. Jeg tog kurser i at sælge fast ejendom. Men helt ærligt, så har verden været bedre tjent med mig som forfatter end som ejendomsmægler.«

Derfor skriver George R. R. Martin

Man skulle egentlig tro, at en 70-årig mand, der i historisk grad har opnået succes inden for sin genre, ville være tilfreds med sine bedrifter, ville være klar til at gå på pension. Men nej.

»Jeg er ikke færdig endnu. Men mit arbejde er blevet mere tricky på grund af alle de gode anmeldelser og millioner af fans. På sin vis er der allerede sat et »STORHEDSSTEMPEL« på min bogserie, på trods af, at den ikke er afsluttet. Nu kan jeg ikke bare lave en slutning, der kun er »okay« – de sidste to bøger bliver nødt til at være fremragende, de skal hæve barren for hele serien. Det er derfor, det tager så lang tid. Det er derfor, presset er så stort.«

»Men ved du hvad: Jeg vil altid fortsætte med at skrive. Og det er ikke på grund af pengene. Penge er rare at have – dem har vi alle brug for, til at betale vores huslån og fodre os selv – men rigdom har aldrig været grunden til, at jeg skrev. Altså, jeg har skrevet fortællinger, siden jeg gik i folkeskolen, og jeg læste dem højt – med stemmer og lydeffekter og det hele – for de andre børn i de sociale boligblokke, jeg voksede op i. Jeg elsker at have et publikum.«

Sin uudslukkelige trang til at have nogen, der gad læse og lytte, gik op for ham, da han var manuskriptforfatter i Hollywood fra 1985 til til 1995. I de første fem år blev han fastansat som skribent på »The Twilight Zone« og »Beauty and the Beast«. Efter dette var han så etableret, at han fik lov til at skrive pilotafsnit til eventuelle nye serier. Nogle af manuskripterne tog op mod et år at færdiggøre, og de magtfulde mænd i de dyre jakkesæt fortalte ham undervejs, at de elskede, elskede, elskede hans ideer. Men ingen af serierne blev til noget. »Har du ikke noget andet,« spurgte producerne altid, når han præsenterede de færdige sider. Alligevel steg lønnen måned for måned.

»Jeg tjente flere penge de 10 år, end jeg nogensinde havde tjent tidligere i min karriere. Men jeg havde det elendigt. Måske findes der forfattere, der bare kan skrive for pengenes skyld, der bare kan skrive til fire mænd i jakkesæt på et fancy Hollywood-kontor, men jeg savnede at have et rigtigt publikum,« siger forfatteren, der voksede op under ydmyge forhold i New Jersey som søn af en havnearbejder.

»Jeg er den type forfatter, der minder om skuespillerne på Broadway. Jeg har brug for et »curtain call« nu og da, netop det, som »Ild & blod« giver mig lige nu. Det er ikke lønchecken, der gør hverken skuespillerne eller mig lykkelige. Det er at have overstået et stykke arbejde og så bukke foran et publikum, der står og klapper og hujer! Men selv hvis alle de her millioner af mennesker verden over stoppede med at læse mine bøger, ville jeg ikke stoppe med at skrive dem. Jeg kan slet ikke se mig selv gå på pension, så længe min hjerne stadig fungerer, og jeg er rask nok til at sidde foran min DOS-computer. Men jeg lover dig, at når jeg er færdig med den her historie, så vil jeg aldrig, aldrig, aldrig nogensinde sætte mig for at skrive en serie på syv bøger à tusind sider stykket igen,« siger han. Og klukker.

»Ild og blod« er netop udgivet på dansk af Gyldendal. Bogen er 641 sider.