Digteren hyldede fascismen: »Jeg lod mig forføre af ideen om en simpel og sand virkelighed«

Ezra Pound, det lyriske geni, der elskede Mussolini, er hovedperson i den forbløffende lidt kendte forfatter Jens Carl Sanderhoffs nye roman om kunst, død og skyld. Det er foruroligende og formidabelt.

Digter og fascist: Ezra Pound på et udateret foto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix

Han var en af det 20. århundreds store litterære skikkelser. Han var også fascist. I 1924 flyttede han til Italien, hvor han i hundredvis af radioforedrag støttede Mussolini og den fascistiske sag, angreb USA i almindelighed og landets daværende præsident, Franklin D. Roosevelt, i særdeleshed og tordnede mod jøder. I 1945 blev han arresteret og anbragt på en amerikansk militærbase i Pisa, hvor han tilbragte flere måneder, men fordi man vurderede, at han på grund af sin mentale tilstand var uegnet til almindelig straf, slap han for at blive henrettet for landsforræderi. I stedet blev han ekspederet videre til Washington, hvor han opholdt sig i 12 år på et psykiatrisk hospital. I 1958 flyttede han tilbage til Italien, hvor han boede til sin død som 87-årig i 1972.

Dette er, meget kort, den foruroligende historie om Ezra Pound. En mere udfoldet, men ikke mindre foruroligende fortælling får man i den produktive, men forbløffende lidt kendte forfatter Jens Carl Sanderhoffs formidable »det tøvende århundrede eller Skt. Sebastians martyrium«, hans fjerde »egentlige« roman, som hans forlag formulerer det. Den i dag 54-årige forfatter har, ukendtheden til trods, modtaget adskillige legater fra Statens Kunstfond, og alt andet ville også have været urimeligt. Hans ord spænder fra det enkelt lysende til det henrivende hermetiske, og de er kronisk smukke. Som her, hvor Ezra Pound reflekterer sort om sin metiers grundlæggende forgæveshed:

»Digte er ikke noget, man slipper billigt fra at skrive. Ordene bliver hængende over kroppen som himlen; skyer, der driver hastigt i vinden, blå og stillestående, natsort punkteret af dødt lys, borte i tåge og regn. Digtene bliver hængende, indtil flammerne æder alt. Og efter ilden; kulden. Jeg gør mig ingen falske forestillinger om udødelighed; man kan trække destruktionen og glemslen lidt, men så forsvinder sporene, resterne, betydningen.«

Martyr/ikke-martyr

Er glemslen og dødeligheden som vilkår et gennemgående tema i »det tøvende århundrede eller Skt. Sebastians Martyrium«, så er dens gennemgående figur den Skt. Sebastian, der i århundreder var et af de store maleres foretrukne motiver. Jens Carl Sanderhoffs Ezra Pound refererer til stadighed til ham, særligt til Il Sodomas berømte billede, som han ser på en rejse til Firenze, og koblingen giver mening: Skt. Sebastian var martyren, der ikke døde, selv om man bandt ham til en pæl og skød ham med pile, og på samme måde døde jo altså heller ikke hans modbillede, ikke-martyren Ezra Pound, selv om han måske, modsat martyren, havde fortjent det. Her er nogle af hans egne overvejelser om den sag:

»Den, der i tale eller skrift udsætter andre for udstødelse eller forfølgelse, er ikke bedre end den, der holder riflen. Jeg er fascist, lige meget hvad jeg gør, for jeg har begået den største forbrydelse mod menneskeheden, man kan. Jeg har for længst opgivet at få syndsforladelse; ikke fordi jeg ikke kan få den, det tror jeg godt, mine kritikere har hjerterum til, men fordi jeg ikke vil tilgives. (...) Mit kors skal være, at jeg lod mig forføre af idéen om en simpel og sand virkelighed (...) Jeg var en idiot, og jeg ønsker ikke at gøre skaden værre ved at søge medynk og forglemmelse.«

»Hans ord spænder fra det enkelt lysende til det næsten krukket lukkede, og de er kronisk smukke.«


Ezra Pound ender sine dage i Venedig, hvor han deler hus med to vidunderlige kvinder, der elsker hinanden. Endnu en kvinde flytter ind, en amerikaner, Maddie Chen, og hun er så smuk, synes han, og de taler om at dø, »og jeg fortalte hende det, jeg ikke havde haft modet til at fortælle mine to medbeboere, at jeg var ved at dø«. Og hun er ikke bare så smuk, hun er også så stimulerende, at han får lyst til at trodse »dødens pikkende, påtrængende kommen« og i stedet kaste sig ud i et nyt liv, helt forfra, »med hende som ledsager, men det kunne jo ikke ske«.

Døden og pigen

Jens Carl Sanderhoff er ud over at være forfatter også flittig autodidakt komponist, og hans roman om den amerikanske digter har mange og smukke referencer til musik. Den er der overalt, helt ind i døden. Da Ezra Pound tøvende er ved at forlade det århundred, som han på godt og ondt har været en vigtig del af, hører han et eller andet sted fra den kvartetsats af Franz Schubert, der har samme tema som komponistens berømte sang om døden og pigen, og den bliver ved og ved, musikken, og til sidst ulideligt: »Jeg ville rejse mig fra mit sengeleje, men mine arme blev blodsøer over den hvide bomuld, som var de mord, der indfarvede et hav af uskyld og renhed,« fortæller Ezra Pound, og så dør han, og at være død kræver sin mand, konstaterer han, da han først er død, og især da, når man som han er blevet til et fantom. Her reflekterer fantomet over, hvor lidt af det forsvundne liv der bliver tilbage i de levendes erindring:

»Nu var det kun en stadigt svagere afglans, eller et mindre dybt mørke, der blegedes for hvert sekund, umærkeligt, men nådesløst, indtil glemslen dalede ned over min grav som ond sne.«

Det er sådan nogle ord, man ikke lige glemmer.

Foto: Det Poetiske Bureaus Forlag.

det tøvende århundrede eller Skt. Sebastians martyrium

Forfatter: Jens Carl Sanderhoff Sider: 256 Pris: 200 kr. Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag