Dette er historien om den mærkværdige sten fra Makapansgat

»EGO. Det tænkende menneske fra hulemand til verdensborger« er Søren Schausers kommende bog med nye synsvinkler på det moderne menneskes tanker og følelser. Første kapitel handler om den mystiske sten fra Makapansgat i Sydafrika og dermed om verdens måske første dukke! Vi bringer her et uddrag.

Stenen
Stenen fra Makapansgat i Sydafrika er omkring tre millioner år gammel og måske båret til hulen af en Australopithecus over flere kilometer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mary Evans / Natural History Mus

En sten med øjne, næse og mund?

Wilfred Eitzmans ekspedition til Makapansgat i det nordligste Sydafrika ender med en sensation. Matematiklæreren med de runde briller og den uundværlige pibe finder noget mærkeligt og skal snart skrive sig ind i historien.

Han har siden 1919 set lokale minearbejdere med deres krøller og brune hud grave kalk ud af undergrunden og få masser af dyreknogler med. Han har også hørt de hollandske gårdejere sidde på verandaen med deres sjusser og kalde knoglerne et bevis på Syndflodens historiske ægthed. For dyrene må jo være omkommet dengang for omkring 4.000 år siden og sunket langt ned på havbunden og efterhånden have forvandlet sig til kalkbruddets forvitrede knogler.

Kraniet af det såkaldte Taung-barn - et tre millioner år gammelt individ fundet i Sydafrika for godt 90 år siden. Foto: AFP / Dr. Bernhard Zipfel Fold sammen
Læs mere
Foto: Dr. Bernhard Zipfel.

Men piberygeren tænker sit. Hvis knoglerne sidder i kalken, må de være rigtig meget ældre. Så læreren og fru Annie smutter stadig oftere op forbi kalkbruddene og stavrer rundt på store stiger med livet som indsats. Kalkminens ejer kan bare ikke snuppe videnskabens stadig stærkere alternativ til de bibelske historier og sætter derfor parret en kæp i hjulet.

Arbejderne skal forfærdende nok knuse så mange knogler fra hans kalkmine som overhovedet muligt og dermed komme de lidt for ivrige amatørarkæologer i forkøbet!

Tusinder af tons kalk med uvurderlige fossiler bliver til mel i minens øredøvende møller den næste tid og sætter formentlig forskningen på et helt nyt felt mange år tilbage. Udgravninger ved miner er i forvejen håbløse på grund af kapitalisters manglende sans for historie og må sommetider begynde forfra om morgenen efter alle ødelæggelserne aftenen før. Mange udgravninger ville så heller ikke være begyndt uden minedrift og behov for anlægsarbejder med store maskiner og skylder altså industrien lige så meget i den anden ende.

Wilfred får i hvert fald samlet hele kasser med knogler og lægger så den besynderlige sten ned til resten: En hård klump med tydelige spor af øjne, næse og mund. Hvad kan det være?

Dart kommer ind i billedet

Anatomen og antropologen Raymond Dart er skolelærerens forbillede og bliver snart også hans ven. Den australskfødte professor får lærerens dyreknogler med post gennem flere årtier og nævner ham hele tre gange i en videnskabelig artikel fra 1958. Raymond Dart har også modtaget et lille kranium fra sydafrikanske Taung i 1924 og dermed fundet sin gamle idé om Afrika som menneskehedens vugge bevist:

Professoren fra Johannesburg vurderer det meget unge individ som en hidtil ukendt forfader til Homo sapiens og kalder sin nye art for »Den sydlige abe fra Afrika« eller Australopithecus africanus.

Charles Darwin foreslog meget tidligt mennesket som afrikaner af oprindelse og vandt først sent gehør – helt som man for nylig er blevet i tvivl igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: AFP.

Men den etablerede zoologi tager ikke så nemt hans opdagelser til sig. Videnskaben på hans tid ser stadig Europa og til nød Asien som det mest sandsynlige sted for menneskehedens vugge. Selv berømte Charles Darwin havde udnævnt Afrika til vugge for Homo sapiens allerede i bogen »Menneskets afstamning og parringsvalget« fra 1871 og kun mødt tavshed fra parnasset.

»Ingen lærer frivilligt,« som lyrikeren Hans Magnus Enzensberger skriver.

Så den nysgerrige matematiklærer fra Makapansgat vil række sit forbillede en hjælpende hånd. Han sender kassen med assorterede knogler ind til Johannesburg og høster evig taknemmelighed fra den stadig mere forfrosne forsker. For de døde dyr er efterladt på bestemte steder i landskabet og kan derfor ikke være fortæret af strejfende ådselædere. Skeletterne fra Sydafrika må være resultat af målrettet jagt gennem mange år og ligner alt i alt rester fra fælles måltider og dermed tegn på en form for civilisation.

Professoren med den voksende støtte fra professionelle palæontologer får gang i systematiske udgravninger ved Makapansgat efter Anden Verdenskrig og finder nu flere tusinde rester fra dyr på stedet. Raymond Dart ser de mange mærker på knoglerne som bevis for Australopithecus africanus’ brug af redskaber og skal efterhånden opleve »sin« art som udpræget aggressiv og måske endda som herre over ilden.

Nyheden om forfædrenes krigeriske tilbøjeligheder vækker stor opmærksomhed i en tid med guerillakrige og fredsdemonstrationer og finder vej til begyndelsen af Stanley Kubricks mesterlige »Rumrejsen år 2001« fra 1968 med en våbenglad Australopithecus som alfahan.

Stanley Kubricks »Rumrejsen 2001« fra 1968 begynder med en krig mellem grupper af Australopithecus og ender med hovedpersonens opdagelse af sig selv som spæd. Foto: ISABEL INFANTES / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: ISABEL INFANTES.

Den mærkværdige sten fra Makapansgat har ligget upåagtet alle årene. Raymond Dart finder først den rødbrune klump frem som ældre herre i 1974 og kigger på sagen: Klumpen på godt 260 gram har måske nok et par »ansigter« og ligner fra sin ømmeste vinkel manden i Månen med det lidt beklemte udtryk.

Materialet i form af det meget hårde jaspis udelukker bare nogen form for kunstig tilvirkning før senere opfindelser og peger altså på en helt igennem naturlig oprindelse. Og levende væsners evner rent anatomisk til »forbedringer« af sådan en sten breder sig først på Jorden halvanden million år senere og ville altså være helt utænkelig hos hulens beboer.

Hvordan ... jaspis?

Suk! Læreren fra Sydafrika med de vågne øjne har slet og ret fundet en sten. Men professoren med det klassiske udseende a la Niels Bohr er også fagmand og går derfor metodisk til værks. Han vender vel klumpen et par gange mere under den moderne arkitektlampe på kontoret og har måske rejst sig i triumf over sin næste indskydelse. For jaspis? Hvordan kan klumpen være af jaspis? De gamler huler i Makapansgat er da af kalksten.

Hvis man vil have jaspis ved Makapansgat, skal man mindst fem kilometer og i praksis over 30 kilometer væk. Og han slutter sig så til noget kættersk: En kvart kilo tung sten blæser ikke bare rundt og triller slet ikke ind i fjerne huler. Primaten fra hulerne med de mange knoglerester kan have set stenen på en sine jagter og samlet den op.

Han eller hun har måske slæbt rundt på den i længere tid eller taget den med hjem til ungerne – måske lidt ligesom den ensomme øbo i biografsuccesen »Cast Away« taler med volleybolden Wilson i mangel af bedre.

Mennesker insisterer med filosoffen Immanuel Kants ord på et »system« i alle livets indtryk. Stjernerne fordeler sig ret tilfældigt på himlen over os og bliver alligevel til mønstre i form af stjernebilleder og astrologiens stjernetegn. Fænomenet pareidolia er udtryk for samme trang og lader os se ansigter i smileys med ortografiske tegn eller i et mange millioner år gammelt stykke kvarts.

Den nysgerrige Wilfred Eitzman kan kort sagt have samlet et naturligt dannet dukkehoved op i Australopithecus africanus’ hule og dermed gjort sig til noget så vildt som finder af klodens tidligste tegn på selverkendelse hos intelligente væsner.

Den har måske haft selverkendelse

Vi kender ikke årsagen til Australopithecus’ eventuelle fascination. Primaten kan have forvekslet stenen med en artsfælle og ikke villet lade den ligge så langt hjemmefra. Runde sten på godt et kvart kilo har trods alt været besværlig bagage på den tobenede Australopithecus’ hjemrejse. Moderne chimpanser er rent faktisk set slæbe rundt på afdøde unger i dagevis og kender efter mange zoologers opfattelse også til ritualer omkring begravelse.

Den spændende fortolkning af fundet handler ikke desto mindre om selverkendelse: Har den store abe for mere end to millioner år siden kendt til sin egen lighed med artsfællerne og altså set sig selv i stenen? Individers bevidsthed om sig selv findes hos arter fra alle grene på det zoologiske træ og virker forbløffende uafhængig af andre egenskaber. Nogle arter ejer den bare, andre arter ejer den bare ikke.

Australopithecus er en slags fætter til mennesket og findes i flere udgaver. Cleveland Museum of Natural History har rekonstrueret en meget velbevaret hovedskal med 3,8 millioner år på bagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: CLEVELAND MUSEUM OF NATURAL HISTORY / AFP.

Selverkendelse handler for eksempel ikke om intelligens. Graden af selverkendelse vokser ikke med vores intellektuelle potentiale. Familiens højt udviklede hund forstår ikke sin egen størrelse og kan derfor jagte den sjove hale bagtil ret længe. Man har til gengæld iagttaget mindst to arter af myrer stoppe op foran et spejl og fjerne grimme pletter på deres eget hoved og altså ikke engang på spejlet!

Zoologerne har også stillet spejle op i jungler og testet forskellige primaters selverkendelse: De små aber med hale genkender ikke umiddelbart noget. De store aber uden hale gennemskuer tricket på få sekunder og får ved samme lejlighed tjekket deres krop på ellers usynlige steder. Australopithecus africanus er genetisk tæt på store aber som orangutangerne samt gorillaer og chimpanser og kan derfor godt have set en lighed mellem stenen, dens levende artsfæller og i sidste ende sig selv.

At mærke et jeg og genkende sig selv i et spejl er ikke helt det samme. Små aber kunne i princippet godt mærke sig selv og alligevel se Hr. Nilsson i spejlet som intetsigende. Vi mennesker kan også være fulde af indre rørelser og alligevel føle os desorienteret ved dagens første møde med et spejl. Især vores ansigt med de stadig flottere furer vil næsten altid føles en smule mærkeligt på grund af ansigtets placering uden for vores daglige synsfelt.

Men psykologer ser gerne vores udvikling af selverkendelse og udvikling af jeg’et som to sider af samme sag: Babyer opdager som regel forskellen på deres egne og andre menneskers eksistens kort før toårsalderen og vil stort set samtidig kunne identificere sig selv i et spejl.

En hunlig lavlandsgorilla med unge - tilsyneladende hensunket i dybe tanker. Foto: DOUGLAS MAGNO / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: DOUGLAS MAGNO.

Et »mig« må derfor også være det første jeg. Babyen indser først eksistensen af noget udenfor sig selv og derefter sin egen eksistens: Man mærker følelsen af sult et sted i verden, opdager så resultatet i form af et bryst tæt ved munden og erkender til sidst sultens ejer og mundens indehaver som samme individ. Man har lagt to og to sammen og draget den foreløbig vigtigste konklusion i livet – nemlig at »mig« og »jeg« er samme person og identisk med én selv.

Fornemmelsen af os selv lever kort sagt sit eget liv rent genetisk. Den findes for primaternes vedkommende kun i en forgrening med orangutanger, gorillaer, chimpanser og moderne mennesker. Og vi mennesker har sandsynligvis hentet vores egen evne til selverkendelse fra en fælles forfader på Australopithecus africanus’ tid eller før.

Vores fornemmelse af os selv behøver for resten ikke afspejle nogen virkelighed her på kloden. Den kunne være en nedarvet defekt eller endda en hallucination på størrelse med rød fluesvamp i oktober. Og den gør ikke nødvendigvis noget godt for hverken os eller verden som sådan – eftersom rigtig mange åbenbart lever helt fint uden.

»EGO. Det tænkende menneske fra hulemand til verdensborger«. Forfatter: Søren Schauser. Forlag: Grønningen1.  239 sider, illustreret. Pris: 299,95 kroner. Bogen udkommer 6. november.