Litterære topmøder
Noget af det virkelig interessante ved Louisiana Literature er, at man her formår at bryde de traditionelle journalist-interviewer-forfatter-om-en-aktuel-bog-seancer, der ellers præger litterære events som fx BogForum. Den slags er der selvfølgelig også på Louisiana, og det kan der sagtens komme noget interessant ud af, men det er ofte i samtalerne mellem forfatterne, at magien opstår.
I år glæder jeg mig fx til samtalen mellem de to litterære titaner, ungarske Lászlo Krasznahorkai og norske Tomas Espedal. Mens Espedal og hans poetiske, selvbiografiske prosa nærmest er blevet større her end i hjemlandet, kender færre Krasznahorkai, der ellers er blevet sammenlignet med Kafka og har modtaget den prestigiøse Man Booker-pris. Det kan mødet på Louisiana forhåbentlig lave om på. Eller rettere møderne, for søndag er han igen på programmet, med hvad der ligner endnu et interessant match, denne gang med den islandske digter Sjón.