Det hænder, at jeg skriger af raseri

Som et »smertespor« løber en historie om ægteskab, utroskab og skilsmisse igennem Søren Fauths langdistancedigt, hvor frustrationerne og aggressionerne hele tiden ligger på spring.

»Moloch. En fortælling om mit raseri« af Søren R. Fauth. Fold sammen
Læs mere

Søren Fauth har leveret et både syrespruttende indædt og tårevædet bidrag til jalousiens litteraturhistorie med langdigtet »Moloch. En fortælling om mit raseri«. Titlens Molok, den gammeltestamentlige guddom, som judæerne ofrede deres børn til, kræver side for side sine ofre, og Søren Fauth påtager sig rollen som en slags raseriets og selvudleveringens litterære ypperstepræst. Igen og igen kører bedragets og utroskabens billeder som en film forbi øjnene på det digtende jeg og frem igennem teksten:

»turen i bilen til Billund var frygtelig/jalousien åd mig igen/monstrets mørke stof sugede al modstandskraft ud af mig/ filmene/der uafladeligt kører i loop/hans læber mod dine på kontoret/hans hænder på dine baller/hans hænder under din bluse/hans tunge i din mund/de hede ord/kærlighedstilkendegivelserne på skrift/i tale/den samme film/igen og igen…«

Ordmennesket Søren Fauth, fremragende oversætter af blandt andet den østrigske verdensmester i misantropi, Thomas Bernhard, litteraturforsker, germanist og altså også digter, har i forlængelse af en pinefuld skilsmisse begået endnu et værk i den autobiografiske genre, som også hans »Digt om døden« tilhørte. Med »Moloch« går han virkelig til åbenhjertighedens eller ny-ærlighedens pinagtige kant. Brugen af det personlige stof er skånselsløs, både når det gælder udleveringerne af de medoptrædende på kærlighedens og skinsygens efterhånden totalt ubeskyttede scene, og når det gælder selviagttagelsernes og selvforagtens syrebad. En sekvens fra en julesammenkomst er karakteristisk:

»jeg ved det godt/ingen behøver at pege/jeg står øverst på skammeskamlen/er for tredje år i træk blevet verdensmester i selvforagt/højt for træets grønne top stråler juleglansen…«

Som et »smertespor« løber ægteskabs-, utroskabs- og skilsmissehistorien frem igennem Søren Fauths lange prosadigt, hvor frustrationerne og aggressionerne hele tiden ligger på spring. Men sideløbende med smertesporet leder en række andre motiver frem igennem den ambitiøse bog.

Som en slags kontrast til bedragene og alle udenomsaffærens pinagtigheder følger forfatteren også et forløb med lysere nedslag i det, der engang har været, forelskelsen, kærligheden, fødslerne, rejserne og de fælles glæder i forhold til børnene. En række nedslag, der på deres egen måde understreger og intensiverer oplevelsen af tab.

Men endnu et par vejføringer igennem »Moloch« er værd at fremhæve. Et intellektuelt spor, der følger sprogets og bøgernes rute igennem begivenhedernes landskaber, og et kroppens eller cyklens tema, hvor de lange ture på racercyklen igennem for eksempel de spanske bjergegne er med til at holde raseriet og hadet under kontrol. Farten og temposkiftene er et af langdistancedigtets effektive virkemidler:

»kører vel et sted mellem halvfjerds og firs kilometer i timen/i de skarpeste sving rejser jeg mig fra overrøret/sætter mig på sadlen/elsker at køre slalom fra det ene sving ind i det næste/horisonten mod vest: badet i sol.«

På vejen gennem »Moloch« mobiliserer Søren Fauth flere af den nyere tysksprogede litteraturs hovedværker fra Max Frischs »Homo Faber« til Thomas Bernhards »Beton«, men en særlig rolle spiller Schopenhauers »Verden som vilje og forestilling«, som Fauth selv har oversat, og som karakteristisk nok allerede på digtets første side udløser et skrig:

»Det hænder/at jeg skriger af raseri/alt for ofte hænder det/at jeg råber min fortvivlelse ud/for et øjeblik siden/da jeg spildte te på mit skrivebord/skreg jeg/raseriet gik på selve hændelsen/det banale/te med mælk ud over Schopenhauers »Verden som vilje og forestilling…««

Skriget er tilbagevendende i »Moloch«, som tolker raseriet og aggressionerne i en skilsmisse- og jalousihistorie med et stort sprogligt beredskab og en voldsom og vrængende energi nedlagt i de smertefulde udleveringer og selvudleveringer med både selvmordstanker og voldsvisioner.

Søren Fauths »Moloch« har, fristes man til at notere, mindelser om et cykelløb med krævende enkeltstarter og udfordrende bjergetaper, hvor stigninger og fald veksler, og styrtet hele tiden er en mulighed.

Til tider bliver forceringerne lige voldsomme nok, og på vej mod målstregen melder spørgsmålene sig. Hvor går for eksempel autofiktionens grænser for udlevering? Og hvor ligger skæringspunktet mellem selvudleveringen og det selvoptagne?

Men Søren Fauth gennemfører målbevidst det krævende løb, der passende kunne markedsføres under overskriften »Jalousien Rundt«. Undervejs bliver det til flere etapesejre, og ikke mindst i de spanske bjerge gør Søren Fauth det godt.

Søren R. Fauth: Moloch. En fortælling om mit raseri. Sider: 244. Pris: 300 kr. Forlag: Forlaget Vandkunsten.