Den ene bognørd var holocaust-overlever. Den anden havde kæmpet i Waffen-SS. Deres fjendskab blev legendarisk

Marcel Reich-Ranicki og Günter Grass tegnede tysk litteratur i årtier. Ny bog fortæller den forunderlige historie om to giganter, der elskede at hade hinanden.

Marcel Reich-Ranicki og Günter Grass i Jüdische Gemeinde, Frankfurt am Main, 1995. Fold sammen
Læs mere
Foto: SZ Photo / Bauer, J

Sommeren 1943. En sætter og hans kone, der bor i et lille hus i en forstad til Warszawa, beslutter at optage to mennesker i deres husstand: En jødisk mand på 22 og hans jævnaldrende jødiske hustru, der er flygtet fra ghettoen i den polske hovedstad. Det er livsfarligt for de to polakker at huse de to flygtninge, den visse død, hvis det bliver opdaget, men de elsker begge historier, og den jødiske mand kan give dem netop dét, til overflod, for han er verdens største litteraturnørd og i besiddelse af en fænomenal hukommelse: »I det mørke, usle køkken gav jeg mine taknemmelige tilhørere skamløst »forbedrede« og til ren og skær spænding reducerede korte versioner af romaner og noveller, dramaer og opera, og også af film,« fortæller han senere. For ham var litteraturen blevet et spørgsmål om liv eller død. Det blev den ved med at være.

Omtrent på samme tid, et sted i Gdansk, der nu var en del af Det Tredje Rige, finder en ung mand ud af, at han vil være billedkunstner, for han kender en kvinde, der viser ham billeder af billeder, nazisterne har forbudt, og han er betaget af det, han ser, og han ved, at han har talent. Men først vil han ud af skolen. Til kampvognene. Ud af det beklumrede toværelses helvede hos forældrene. Ind i den tyske krig. Han melder sig frivilligt til den tyske værnemagt, indkaldes 10. november 1944 og ender i Waffen-SS, den grusomme, fanatiske gren af naziorganisationen Schutzstaffel. Han er på det tidspunkt 17 år gammel, og resten af sit liv døjer han med samvittighedskvaler, men fortvivlelsen over ikke at have tvivlet på den tvivlsomme sag knækker ham ikke, den bliver til en trodsig energi, som han omsætter til litteratur og politisk kamp. Først sent i sit liv bekender han sine synder for alverden. Venner og fjender er bestyrtede.

Den frygtede og den hyldede

Jøden er Marcel Reich-Ranicki, der nåede en position som Tysklands største litterære autoritet, kritikeren over dem alle. Ham, den tyskfødte, der i sin tid var blevet nægtet adgang til universitetet og smidt ud af Tyskland, fordi han var jøde, men som efter krigen vendte tilbage til sit fædreland og nåede toppen af det litterære hierarki. Ham, der som ung havde arbejdet for den kommunistiske polske stats efterretningstjeneste, og som senere i livet blev mobbet for sine angiveligt stalinistiske tilbøjeligheder. Ham, som så mange forfattere frygtede, ja, hadede for hans kategoriske domme, hans perfiditeter, hans insisteren på, at det, han fandt godt, var godt, mens alt det andet var noget bras. Ham, den store kompromisløse.

Marcel Reich-Ranicki nåede en position som Tysklands største litterære autoritet, kritikeren over dem alle. Her fotograferet i Berlin i 2012, året før sin død. Fold sammen
Læs mere

Den unge mand fra Gdansk er forfatteren Günter Grass. Den mest hyldede, men også mest omstridte forfatter i tysk efterkrigstidslitteratur. Manden, der i 1959 fik sit store gennembrud med romanen »Bliktrommen«, hvor Tysklands blodige og kriminelle nazifortid skildres gennem Oscar Matzarath, der kan synge, så glas går i stykker, som kan få marcherende soldater til at komme ud af trit, som kan lugte den småborgerlige hørm, nationalsocialismens ånd er opstået af. Ham, der i 1999 fik Nobelprisen i litteratur for et forfatterskab, der på det tidspunkt måske ikke længere var på højde med det, det var engang, men som ikke desto mindre for mange – og altså også Det Svenske Akademi – stod som den største nulevende tyske forfatter.

To mennesker formet af krigen. Den ene som offer, den anden som den, der i sin ungdoms vildfarelse stod på mordernes side. Marcel Reich-Ranicki og Günter Grass. Et par, som man kunne opfinde, hvis man ville skrive en roman om Tyskland, oplevet af to vidt forskellige mennesker med samme passion. Men altså ikke desto mindre et par, der virkelig fandtes, og nu også hovedpersoner i Der Spiegels litteraturredaktør Volker Weidermanns glimrende dokumentariske fremstilling »Duellen«, der skylder sin titel, at de to mænd havde en livslang uløst konflikt gående med hinanden – samtidig med, at de også var afhængige af hinanden. Günter Grass havde brug for omtale, god eller dårlig. Marcel Reich-Ranicki, outsideren uden akademisk uddannelse, havde brug for en vægtig modstander for rigtig at vise, hvor meget han kunne spille med musklerne. Og det gjorde han så, Reich-Ranicki, hamrede løs på Günter Grass, og det lige fra begyndelsen. Da Grass har udgivet »Bliktrommen«, og alle tyske kritikere er faldet bagover af begejstring, kommer Reich-Ranicki på banen i den store tyske ugeavis Die Zeit. Her med Volker Weidermanns ord:

»Det er et opgør. Et opgør med en mand, der ifølge Reich-Ranicki ødsler sit talent bort, der provokerer som et barn, blot for provokationens egen skyld, der ikke kan holde ord, der simulerer et kunstværk som en hypnotisør over for et beruset publikum. En troldmand, en skitseskriver, en spøgefugl, under alle omstændigheder ikke en sand romanforfatter (...)  hele »Bliktrommen« er et værk skrevet af et fjollet, uopdragent provokationshungrende barn.«

Den uforfærdede og den skræmmende

Anmeldelsen cementerede Reich-Ranickis ry som uforfærdet polemiker. Günter Grass fik på sin side uvurderlig reklame. Den dag, nedrakningen blev publiceret, solgte »Bliktrommen« 100.000 eksemplarer.

De to havde på det tidspunkt allerede mødt hinanden. Mødet var blevet arrangeret af en ven af Reich-Ranicki, der mente, at han, kritikeren, skulle hilse på den unge lovende digter. De var begge på besøg i den ødelagte polske hovedstad, de mødtes på Hotel Bristol, og Marcel Reich-Ranickis første følelser ved synet af den berusede, skræmmende usoignerede unge mand var, med Volker Weidermanns parafrasering af Reich-Ranickis egen senere beskrivelse, angst:

»Han tænker, at han nødig ville møde denne mand på en mørk gade. Han tror, han har »om ikke en revolver, så i hvert fald en kniv« i lommen. De præsenterer sig for hinanden. Grass finder Ranicki »venlig« og Ranicki er alligevel lettet over, at den unge mand præsenterer sig »civiliseret« og taler et smukt tysk.«

Günter Grass: Den mest hyldede, men også mest omstridte forfatter i tysk efterkrigslitteratur. Her fotograferet i Paris i 2001, to år efter at han havde modtaget Nobelprisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown.

Så vidt det første møde mellem de to endnu knap kendte. Den unge mand med den skjulte SS-fortid har talent, viser det sig, og han er flittig, og Reich-Ranicki kvitterer med hyppige verbale angreb på den talentfulde og flittige. Et eksempel: Mange år efter »Bliktrommen«, i 1986, udgiver Günter Grass romanen »Rottesken«, hvor fortælleren, en rotte af hunkøn, svæver i et rumskib omkring den ødelagte planet Jorden. Marcel Reich-Ranicki kan ikke lide det, han læser. Han skriver en anmeldelse under overskriften »En katastrofal bog«. Han kalder den svag, banal og uden forstand. Han skriver, at Grass hævder verdens undergang, fordi han selv er færdig. Og Grass bliver for en gangs skyld rystet, bemærker Volker Weidermann. Han flygter til Indien, og da han er kommet hjem derfra, udgiver han en bog om Calcutta, og Marcel Reich-Ranicki, der i mellemtiden er gået på pension som litteraturredaktør ved Frankfurter Allgemeine Zeitung, har fået et nyt job, som tv-vært i et program, ZDF har bedt ham om at lave. Han har fået helt frie hænder til at udforme konceptet og beslutter, at fire mennesker skal sidde og tale om nye bøger. Kun dét. Ingen små film. Ingen animationer. Kun de fire, der taler. Succesprogrammet Das Literarische Quartett er født. I afsnit tre bliver Günter Grass´ Calcutta-bog diskuteret. Reich-Ranicki spørger retorisk?

»Hvad er der i vejen med denne Grass? (...) Jeg mener, han er jo et enestående talent. Men han kan ikke finde noget tema mere, han er færdig med at skrive. Derfor er han taget til Indien.«

Og publikum elsker det. Polemikken. Hårdheden. Ubøjeligheden.

»Også folk, der indtil da kun havde interesseret sig perifert for litteratur, kendte nu pludselig denne læspende mand med den løftede pegefinger og denne vanvittige lidenskab for eller imod bøger,« skriver Volker Weidermann.

»Der blev kæmpet, og det var en kamp mellem to gigantiske egoer og alfahanner og en kamp, der, set i bakspejlet og med en mere nivelleret, mere demokratisk tids briller, kan forekomme opstyltet og tragikomisk«


Et andet eksempel: I 1999 udgiver Günter Grass en stor og med spænding imødeset roman, »En længere historie«. Få kan lide den. Marcel Reich-Ranicki hader den. Ikke mindst, fordi den indeholder apologier for DDR og voldsom kritik af den forbundsrepublik, der har taget ham, den jødiske flygtning, til sig. Der Spiegel bringer en billedmanipuleret forside, hvor Marcel Reich-Ranicki river bogen midt over, og aviserne skriver om en offentlig henrettelse af en forfatter, en ny tysk bogafbrænding, men Reich-Ranicki fremturer. I en efterfølgende udgave af Das literarische Quartett kalder han romanen for »ubrugelig prosa, kedelig og ulæselig«. Men igen: Læsernes interesse er vakt. Dagen efter den famøse Spiegel-forside melder forlaget, at de første 100.000 eksemplarer er solgt. Igen denne gensidige afhængighed mellem kritikeren og den kritiserede. Volker Weidermann sammenfatter situationen sådan her:

»Fjendskabet mellem dem er nu legendarisk, et offentligt tvillingefjendskab. Ikke et interview med den ene eller den anden, hvori de ikke skiftevis bliver spurgt om hinanden. Hvor dårligt skriver Grass i virkeligheden? Er en forsoning mulig? Hvorfor er Reich-Ranicki sådan en elendig kritiker? Hvad gør De, hvis De møder ham?«

Opblæste egoer

Senere i 1999 modtager Günter Grass Nobelprisen i litteratur. I 2006 udgiver han erindringsbogen »Når løget skrælles«, hvor han indrømmer sin SS-fortid. Ingen af delene bliver offentligt kommenteret af Marcel Reich-Ranicki.

13. april 2015 dør Günter Grass. Halvandet år før er Marcel Reich-Ranicki gået bort, og dermed er også en epoke død, for for de to var litteraturen noget, den ikke længere på samme måde er: En livsnødvendighed. Noget, det til enhver tid var værd at kæmpe for. Så der blev kæmpet, og det var en kamp mellem to gigantiske egoer og alfahanner og en kamp, der, set i bakspejlet og med en mere nivelleret, mere kulturdemokratisk tids briller, kan forekomme opstyltet og tragikomisk. Men som man også kan slutte sig til fra Volker Weidermanns præcise og velskrevne beretning: Litteraturen – den gode, den krævende, den seriøse, den polemiske skønlitteratur – fik opmærksomhed. Den fik en hovedrolle. Den blev taget alvorligt, derude i samfundet. Den blev læst af de mange. Den blev diskuteret af de mange. Heller ikke i den forstand er den længere, hvad den har været.

Duellen

Forfatter: Volker Weidermann. Oversætter: Lone Østerlind. Sider: 324. Pris: 299,95. Forlag: Turbine.