Konsulterer man Gyldendals Den Store Danske Encyklopædi, er serotonin »en monoamin, som dannes fra aminosyren tryptofan og nedbrydes til 5-HIAA (5-hydroxy-indolacetat)«. På mere jævnt dansk er serotonin et signalstof, der blandt andet er ansvarligt for at fortælle hjernen, hvornår den skal være lykkelig, og som derfor kan påvirkes af såvel lægeordineret antidepressiv medicin som det mere illegalt tilgængelige partystof ecstasy.

Serotonin er også titlen på franske Michel Houellebecqs nye roman, som imidlertid er alt andet end lykkelig, hvilket næppe kan overraske følgere af den misantropiske forfatter, som efterhånden står som en af sin generations skarpeste skønlitterære samtidsdiagnostikere.