Debutroman fra Nikoline Werdelin: Få nu bare mest muligt ud af det liv. Vil du knalde med tømreren? Så gør det!

Boganmeldelse: Man savner lidt hendes tegninger, men Nikoline Werdelins bud på den store samtidsroman, »Hvordan man redder en lemming«, er skøn og sympatisk – og vent så lige med at stille træskoene, for der er mere!

»Werdelin er stor fortaler for alternative familiekonstruktioner baseret på valgslægtsskab frem for blodets bånd. Noget, der på et udvidet plan understreges af, at stort set alle de nyere parkonstellationer i bogen inkluderer udenlandsk blod.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Les Kaner / Gyldendal les kaner

Da Nikoline Werdelin (f. 1960) i 1984 vandt en konkurrence i Politiken om at levere avisens nye tegneserie med »Café« om byens mere skæve eksistenser, blev der skrevet dansk samtidshistorie. For Werdelins skarpe øje og kærlige pen var helt unik. Senere kom serien »Homo Metropolis« til, og så blev hun for alvor allemandseje. Hver stribe med typisk fire-fem ruder leverede ikke bare daglige pointer fra danskernes hjem og job, men udviklede sig over måneder i novelleagtige plot, indtil de fik en naturlig afrunding og gjorde plads til næste historie.

Alt i alt blev man præsenteret for et mylder af figurer, som havde så fuldendte identiteter, at man følte, man kendte dem og heppede på dem hver især.

»Lad være med at lade andre sinke dig eller sænke dig. Lænker er til for at brydes! Er du træt af din ægtefælle? Så bliv skilt!«


Sideløbende med tegneserierne blev Werdelin også dramatiker og sceneinstruktør og modtog en Reumert for Årets Dramatiker i både 2001 og 2002, så da ugebladet Søndag i 2004 hyrede hende som brevkasseredaktør, var det noget nær en genistreg. Her beviser Werdelin, at hun ikke alene har menneskelig forståelse og indsigt, hun kan også rådgive i et enkelt og ligetil sprog.

Rigtig roman

Derfor er det heller ikke svært at forstå, hvorfor hun nu debuterer som romanforfatter, for allerede for »Homo Metropolis« fik hun af Weekendavisen skudsmålet som den, »der leverer den store samtidsroman«. Og man skulle da være en dårlig forlagsredaktør, hvis ikke man fik lyst til at bede sin stjerne om at levere en »rigtig« roman.

I »Hvordan man redder en lemming« møder vi således fem personer og deres relationer i flere generationer sat op på et baggrundstæppe af 2020-agtige temaer som klima, sex, den tredje alder og alternative familiekonstruktioner.

Hovedpersonerne udgøres af den pensionsmodne biolog, forsker og arbejdsnarkoman Hans, som ikke har fløjet i årevis på grund af CO2-udledninger, men til gengæld har svært ved at acceptere sin søns mere radikale klimakamp, for hvorfor dog bo i et fugtigt og uhumsk hus langt uden for lands lov og ret, når man kan bo med stuk og højt til loftet på Allégade på Frederiksberg?

Startup med insekter

Der er Gunhild, som er suffløse inde i Skuespilhuset og elsker sin kat og sine bøger, men har mistet så mange kære, at hun er træt af livet, ligesom skuespillerne ikke længere kan tale uden at råbe, og stykkerne ikke sættes op uden at omskrives og beskæres.

Der er den nybagte far Nicolas, som sammen med to kammerater har lavet en startup med insekter som alternativ proteinkilde, men som til gengæld har giftet sig til usunde gener.

Der er Inge, der er pensioneret læge, kan alting selv og ikke har brug for nogen, men som måske alligevel nok savner at se sin datter.

Og så er der Heidi, som har fået en ualmindelig skæv start på livet, men bare gerne vil bryde med sin sociale arv og gøre det bedst muligt for sin egen lille søn, så derfor tror hun på positiv psykologi og hårdt arbejde.

Tilsammen har de liv og drømme og gode og mindre gode sider og træk, der gør både dem og alle deres nærmeste elskelige og tilgivelige. For de er kun mennesker.

Kun ét liv

Og hver især eksemplificerer de Werdelins vigtigste budskab, hvad end det er til brevkassens eller romanens læsere: Få nu bare mest muligt ud af det liv, du er blevet givet. Lad være med at lade andre sinke dig eller sænke dig. Lænker er til for at brydes! Er du træt af din ægtefælle? Så bliv skilt! Vil du knalde med tømreren? Så gør det! Vil du bryde forbindelsen til dit barn eller sige fra over for dine chefer en gang for alle? Værsgo. Vi lever kun en gang, og vi skal kunne stå til regnskab for os selv, når det en dag er slut – men overvej lige en ekstra gang, før du frivilligt stiller træskoene, for der er som regel mere i vente.

Og det er da også det, de fem romanfigurer finder ud af. Bedst som de hver især troede, at de var malet op i et hjørne, kommer der nyt blod til, og de opdager, at hvis man i stedet for at insistere på, hvem der skal opfylde ens behov, insisterer på at få opfyldt de behov, ja, så bliver kabalen pludselig meget lettere at få til at gå op.

Apropos at blive skilt. Apropos at knalde med tømreren. Apropos at nægte at gå på pension. Og faktisk også apropos relationen mellem børn og forældre. For Werdelin er stor fortaler for alternative familiekonstruktioner baseret på valgslægtsskab frem for blodets bånd. Noget, der på et udvidet plan understreges af, at stort set alle de nyere parkonstellationer i bogen inkluderer udenlandsk blod.

Dette er Nikoline Werdelins bud på den store samtidsroman, og den er skøn og sympatisk. Men … jeg kunne ikke lade være med at sidde og savne hendes tegninger, for det er altså der, hendes stjerne for alvor skinner.

»Hvordan man redder en lemming«
Forfatter: Nikoline Werdelin. Sider: 416. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.