»Guldjyderne«. Titlen fænger. Hvem er disse guldjyder? De danske »Dollars«- og »Dallas«-familier. Hvor meget har de på kistebunden, hvordan lever de i grunden, og hvad er deres næste mål? Hvor mange rolls-roycer og mercedeser holder der i garagen? Der er emner nok at tage fat på.

Den jyske rigdom er baseret på en god idé, opstart, et fysisk produkt, handelsmandsattitude og så en sejhed med at holde fast.

Den erfarne erhvervsreporter Søren Jakobsen er igen ude med et droneoverblik over rigdommen i Danmark. Det er en god idé; det appellerer til vores allesammens nysgerrighed om at få bare et lille indblik i guldjydernes liv og levned. Måske endda at blive inspireret.