»Colafødder« og »alibabaer«: Brutal bog om narkobetjent er en muskuløs kioskbasker

Boganmeldelse: »Hærdet« af René Dahl Andersen og Casper Fauerholdt handler om en narkobetjent med gaden i blodet. Coveret leder tankerne hen på underlødige Kanal 5-programmer, men heldigvis viste romanen sig at være et litterært Kinder-æg.

Arkivfoto. Anmelderen var bange for, at bogen ville være for Kanal 5-agtig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

Med ærlighed kommer man længst, og vi er ikke frygtelig langt fra sandheden, hvis jeg siger, at mit umiddelbare førstehåndsindtryk af »Hærdet«, der netop har ramt det danske bogmarked, var præget af en vis portion fordomsfuld skepsis.

Jeg er nemlig fra naturens side ikke verdenshistoriens allerstørste fan af bøger, der giver plads og frit lejde til action packed og anekdotiske bulderbasse-bekendelser fra et hårdt, råt og gråt liv i Danmarks baggårde og andre kriminelle parallelsamfund.

Og det er ved første øjekast, hvad bogen ser ud til at indeholde. Det hårdpumpede coverbillede … den Kanal 5-inficerede undertitel … bogens størrelse, der minder om en mursten kastet på Jagtvej … åh nej.

Men jeg tog fejl. Af mig selv. Og af bogen. Faktisk er »Hærdet« indholdsmæssigt et noget nær litterært Kinder-æg, som man overhovedet ikke havde ønsket sig, men som man – nu hvor man har spist rub og stub – alligevel er umådelig glad for at have fået.

Boganmelder Jakob Genz

»Der er sgu ikke så meget pis, hvad end man som læser er med på job blandt prostituerede, dødens købmænd, bjørne og »colafødder« (betegnelse for en junkie der slæber sine fødder langs jorden, red.) på Halmtorvet eller i Istedgade, blandt vejsidebomber og »alibabaer« i krig i Irak.«


For ja, »Hærdet« – en narkobetjent med gaden i blodet« er på mange måder en muskuløs kioskbasker på 450 sider, fuld af bimlende biljagter, aggressive arrestationer og talrige eksempler på snedig street smart’hed fra dengang, der var noget, der hed »det rigtige politi«.

Og ja, det er altså bare drøngod, gedigen underholdning leveret i et sprog og i et tempo, hvor alle ikke kan undgå at lade sig rive med.

Pusher på skrift

Men »Hærdet« er meget mere end blot et velskabt manuskript til en dyneløftende sociodocumentary på kabel-tv en sen mandag aften med popcorn i sofaen.

Bogen er, fristes man til at sige, en art »Pusher« på skrift og giver sideløbende med den actionspækkede Kim Bodnia-brutalitet – og i kraft af en kronologi, der bare siger spar to – et unikt og voldsomt velfortalt indblik i et tæt, afhængighedsskabende og følelsesladet arbejdsmiljø såvel som i et fascinerende menneskelivs storhed og (for)fald.

Omslag af bogen »Hærdet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Grønningen 1.

Og dette menneskeliv tilhører den nu tidligere uro- og narkobetjent og FBI-uddannede undercoveragent René Dahl Andersen, der hånd i hånd med journalist Casper Fauerholdt tager læseren med tilbage i tiden og fortæller historien om, hvordan dansk politis wonderboy endte med at blive en cowboy, der farer vild i straffe- såvel som retsplejeloven, og ikke mindst i sig selv.

Men ikke nok med det; »Hærdet« er også en direkte systemkritik af dansk politi, der – til forskel fra tidligere – ifølge René Dahl Andersen i dag er så djøficeret, at mennesket, hvad end det er iklædt uniform eller ej, er forvandlet og reduceret til et tal.

Og lige her kunne man, som læser, godt frygte, at denne systemiske forvandling fra menneske til tal, som René Dahl Andersen (og hans leve- og arbejdsvilkår) i den grad blev negativt påvirket af, ville blive brugt som en undskyldning for den skelsættende ugerning, som bogens hovedperson foretager, og som ender i det føromtalte (for)fald.

Men frygt ej, kære kommende læser. For selvom René Dahl Andersen og den gamle skole, han tilhører, ikke længere kan vinde for enhver pris og dermed leve efter mottoet, der siger, at målet helliger midlet – på godt og ondt – så piver René Dahl Andersen aldrig. Tværtimod. Han står ved alt, hvad han har gjort. Og han ville sikkert gøre det igen.

Colafødder og vejsidebomber

På den måde er »Hærdet«, trods dens brutalitet, dens alvor og dens hjerteskærende scener, ganske usentimental. Der er sgu ikke så meget pis, hvad end man som læser er med på job blandt prostituerede, dødens købmænd, bjørne og »colafødder« (betegnelse for en junkie, der slæber sine fødder langs jorden, red.) på Halmtorvet eller i Istedgade, blandt vejsidebomber og »alibabaer« i krig i Irak, på undercover-mission på en luderbar i Bogota eller bare hjemme i privaten, hvor arbejdslivets konstante pres og moralske udfordringer hele tiden har store konsekvenser for hverdagens kærlighedsliv.

Og det skal René Dahl Andersen, men også Casper Fauerholdt, have stor tak for. For usentimentaliteten, der er rørende nok i sig selv, og som bidrager til, at bogen på intet tidspunkt pumper sig op til at være noget, den ikke er – ligesom den aldrig forsøger at underspille sig selv unødigt – øger »Hærdets« troværdighed.

Eller rettere; usentimentaliteten er med til at øge ens fornemmelse af troværdighed. For alt, hvad der bliver fortalt, bliver jo fortalt af René Dahl Andersen, og det er de færreste, der har en kinamands chance for at verificere seværdighederne fra start til slut.

Men jeg tror på René Dahl Andersen. Faktisk holder jeg af ham. Og med ham. Og det tror jeg også at du, kære læser, ender med. Hvis du altså læser bogen, hvilket jeg synes, du skal gøre.

»Hærdet«
Forfatter:
René Dahl Andersen og Casper Fauerholdt. Sider: 450. Pris: 299,95. Forlag: Grønningen 1.